Fangeudveksling bringer følelser i kog

Den slags får israelere til at væmmes over den måde, som Hamas og den palæstinensiske befolkning hylder personer med ansvar for mord på kvinder, børn og civile på.

Andre hændelser giver israelerne en følelse af, at Gilad Shalit ene og alene har haft til rolle at slukke Hamas’ og Egyptens tørst efter propaganda. Som det skete kort tid før Gilad Shalits ankomst til Israel. Her blev han eskorteret gennem den nordlige del af den egyptiske Sinai-halvø og anbragt foran en journalist fra den egyptiske tv-Kanal Nile TV.

LEDER: Prisen for en frigivelse

Mens journalisten stillede den tydeligt forvirrede og stærkt påvirkede israelske soldat spørgsmål i øst og vest, sørgede tolken for, at de hebraisksprogede svar undergik den ønskede censur, inden de blev oversat til arabisk. Gilad Shalit sagde for eksempel, at han ikke har det godt, hvilket på arabisk blev til ”jeg har det godt”.

På et andet spørgsmål om de resterende palæstinensiske fanger i de israelske fængsler svarede Gilad Shalit, at han er for løsladelse af fanger på den betingelse, at de ophører med at angribe Israel. Det svar blev til ”jeg er for løsladelse af alle de palæstinensiske fanger” og gled automatisk ind i Hamas’ og Egyptens egen propagandamaskine. I Israel vækker den slags kun afsky.

Hele denne situation minder også mange israelere om, at til trods for at glæden for at se Gilad Shalit hos sin familie er stor, så fortsætter kampen med den bitre fjende på den anden side af hegnet mellem Israel og Gaza.

”Det er en aftale, jeg ikke kan gå ind for,” siger Eliad Shraga, der leder en israelsk organisation, som kæmper for at bringe alle kidnappede og forsvundne israelske soldater hjem.

Men den såkaldte Shalit-aftale er – trods hans ønske om at se alle israelske soldater vende hjem – et skridt for meget.

”Vi taler ikke kun om, at aftalen er en pris til terrorister. Vi ved, at løsladelsen af de palæstinensiske fanger vil komme til at koste israelske menneskeliv. Det lyder hårdt, når man siger det, men Israel er nødt til at indse, at 1027 mordere ikke er nogen rimelig pris at betale for en enkelt soldat,” siger Eliad Shraga.

Endnu tydeligere kommer den opfattelse til udtryk hos Shvuel Schijveschuurder, der i 2001 mistede begge sine forældre og tre brødre i et selvmordsangreb i Jerusalem.

LÆS OGSÅ: Ehrenreich: Israels fangeudveksling styrker yderfløjene

Indtil sidste øjeblik har han forsøgt at bremse fangeudvekslingen via højesteret. Men da han sent mandag aften indså, at højesteret ikke ville stikke en kæp i hjulet på premierminister Benjamin Netanyahus beslutning om at løslade de palæstinensiske fanger, gik han til pressen og sagde følgende:

”Hvis ikke Israel længere er i stand til at beskytte sine borgere og holde mordere til ansvar, så er det min rolle at gøre det. Jeg har tænkt mig at udføre et angreb. Et angreb, der vil kræve en pris,” siger han.

Ingen ved præcist, hvad Shvuel Schijveschuurder hentyder til, og hvad han har tænkt sig at gøre. Men hans vrede over aftalen er ikke til at tage fejl af, og mange israelere forstår ham, selvom de måske selv foretrækker at formulere sig anderledes.

For eksempel som Rami Igra, tidligere Mossad-agent, med ansvar for Mossads afdeling for forsvundne soldater. Gennem de seneste fem år har Rami Igra været blandt dem, der åbenlyst har kritiseret idéen om at løslade mange palæstinensiske fanger til gengæld for én soldat. Nu, hvor den idé er blevet til virkelighed, advarer Rami Igra mod de følger, han ser aftalen få i nærmeste fremtid.

”Denne aftale svarer til en dødsstraf mod Mahmoud Abbas og hans regering. Det betyder også, at Hamas får medvind på alle fronter. Også på Vestbredden. Det betyder, at Hamas nu har bevis for, at terrorangreb betaler sig, og at Hamas er den eneste palæstinensiske bevægelse, der er i stand til at lægge pres på Israel,” siger Rami Igra.