I England har man meget mere erfaring med disse shariaråd, og ”One Law For All Campaign”, en organisation, der kæmper for, at alle borgere i det engelske samfund er underlagt én lov, har offentliggjort undersøgelser af kvinders tilfredshed med disse shariaråd. Resultaterne er ikke just i kvindernes favør.

I Danmark er de kvinder, imamerne anfører som årsag til at fremsætte dette ønske, ofte på flugt fra både familier og forsmåede ægtemænd. De lever i forvejen i frygt, uden at vi behøver at komplicere deres situation yderligere. Ikke nok med, at de i den svære situation, de befinder sig i, skal søge de forskellige danske myndigheder om hjælp. Nu lægges der op til, at de tilsyneladende også skal til at indhente en ”velsignelse” fra et miljø, der ser med alt andet end velvilje på, at en kvinde går fra sin mand.

Det er holdningen, forventningerne og det generelle syn på kvinderne, vi bør bestræbe os på at ændre, og det gør vi ikke ved at give imamerne mere magt. Hvis folk opsøger dem, fordi de har ondt i sjælen eller har brug for åndelig vejledning, er det en helt anden sag, men man bør ikke fejlagtigt give kvinder indtryk af, at det kræver en særlig imamvelsignelse at slippe ud af et uønsket ægteskab.

I flere artikler forsøger imamerne og andre ”velmenende” mennesker at henlede opmærksomheden på, at de fraskilte muslimske kvinder udstødes socialt, hvis de ikke får skilsmisse af en imam. Det passer ganske enkelt ikke. Hun udstødes alligevel. Der er skrevet utallige bøger og rapporter om emnet. Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK), Etnisk Konsulent Team i København og Ligestillingsministeriet har publiceret rapporter, der klart og tydeligt viser, at det er social kontrol, der mere end noget andet udgør et problem for muslimske kvinder, ligesom de kvinder, der henvender sig til Q Freedom, ikke angiver imamers indflydelse eller mangel på samme som årsag til deres problemer. Jeg er bange for, at den store velvilje i det danske samfund til at ville hjælpe muslimske kvinder i Danmark, af fortalere for og tilhængere af shariaråd, misbruges til at tilrane sig magt.

En muslimsk skilsmisse finder sted ved, at kvindens mand siger til hende, at hun er fraskilt. Udtaler manden tre gange, at han vil skilles, så gælder skilsmissen. Til gengæld skal en hel række krav være opfyldt, for at en kvinde kan søge skilsmisse. Eksempelvis at manden ikke opfylder sin forsørgelsespligt, at han er voldelig eller ikke opfylder sine ægteskabelige forpligtelser såsom at gå i seng med hende. I en kultur, hvor sex i forvejen er tabubelagt, kræver det nok sin kvinde at fremføre dette som argument for at søge skilsmisse. Allerede her kommer den store ulighed til udtryk. Det kræver næppe en doktorgrad i samfundsforståelse at gennemskue, hvem der bliver taberne i det spil, der er i gang. Dette er ifølge islam måden, hvorpå en skilsmisse kan opnås. Hvor i dette fremgår, at en kvinde, skal indhente ”velsignelse” fra en imam?

I et demokratisk land som det danske er der lighed for loven. Dette gælder også muslimske kvinder. En skilsmisse bevilget af danske myndigheder burde også være juridisk gældende i de lande, kvinderne oprindeligt kommer fra. Er de ikke, må det være her, der bør gøres noget. Ikke ved at give imamerne mere magt.

Når nogle muslimske mænd ikke ønsker at anerkende deres hustrus ret til skilsmisse, skyldes det ene og alene egoisme, ofte kamufleret som ære, selvom jeg har svært ved at få øje på æren ved at fastholde en kvinde i et uønsket ægteskab. Det handler kort og godt om, hvordan han selv bliver opfattet, hvis han ikke kan holde styr på sin kone, hvis hun går fra ham. Han taber anseelse.

Jeg mener ikke, vi skal begynde at gradbøje demokratiprincipperne i Danmark. England har som bekendt stor erfaring med disse shariaråd. Hvorfor gør vi os ikke en smule ulejlighed med at læse nogle af de talrige rapporter herfra frem for ensidigt at tage imamernes forklaringer for pålydende? Disse rapporter dokumenterer netop, at det er kvinderne, som bliver taberne under shariaråd,

SYNSPUNKT: Imamråd i Danmark ville være katastrofalt

Hvorfor indhenter vi ikke dokumentation fra eksempelvis det meget anerkendte Al-Azhar-universitet i Kairo, der længe har gjort opmærksom på, at muslimer bosiddende i ikke-muslimske lande skal følge den lov, der gør sig gældende i de pågældende lande? Når både religiøse ledere og langt hovedparten af muslimske lande opfordrer til, at lovene i de ikke-muslimske lande skal følges, må bevilgede skilsmisser naturligvis også have juridisk gyldighed, hvilket de selvfølgelig også har ifølge The European Council for Fatwa and Research.

Vores nye ligestillingsminister, Manu Sareen (R), skrev for nogle dage siden således på Facebook: ”Jeg arbejder for modige og visionære løsninger, der skaber og sikrer fremtidens fællesskaber. Jeg ønsker et nyt, mere tolerant og rummeligt Danmark. Et Danmark, hvor alle tager ansvar for sig selv, hinanden og samfundet. Et Danmark, hvor vi både har mod til at kigge indad, udad og fremad. Og jeg søger pragmatiske løsninger på tværs af kulturelle, religiøse og seksuelle tilhørsforhold. Fordi vi alle udgør Danmarks fremtid.”

Hvis Manu Sareen mener det alvorligt, når han skriver, han ønsker et mere tolerant og rummeligt Danmark, må det naturligvis også gælde de muslimske kvinders retsstilling.

Hvis der skal søges pragmatiske løsninger på tværs af kultur og religion, gøres det ikke ved at give imamerne en magt, de ikke er berettigede til. Hvis muslimske kvinder skal til at have en særlig tilladelse, giver vi imamerne en slags magt til at blive ”en stat i staten”, og det kan jeg under ingen omstændigheder acceptere eller gå med til. Hverken som muslim eller som kvinde.

Visse imamer anser ikke engang et par lussinger for at være rigtig vold. Hvilken kvinde vil føle sig forsvarligt repræsenteret af sådan en imam? Ikke jeg! Vi skal huske på, at hvis en kvinde udsættes for vold, er den generelle holdning, at hun har været en dårlig hustru. Havde hun været en god hustru, ville hun ikke have påkaldt sig mandens vrede!

Danmark er et vestligt demokrati, og der bør kun være én lov. Jeg vil på det kraftigste advare mod at åbne bagdøren for et parallelt religiøst lovsystem.

Elmas Berke er kommunikationsrådgiver og talskvinde for Q Freedom – en tværkulturel og tværpolitisk kvindebevægelse, der arbejder for tværkulturel forståelse, kvindefrigørelse og ligestilling. Se mere på www.qfreedom.dk