Sindet bliver lettere under en romersk pause

Men der er også morsomme ligheder, som for eksempel en hensynsfuld trafikkultur, der kommer af, at gaderne er så snævre, at der egentlig slet ikke skulle køre biler.

Det hensynsfulde udvikler sig til ren musikalitet, når man kan nyde, hvorledes de utallige romerske scootere glider ud og ind mellem fodgængerne, som ikke har nødig at springe for livet. Lillebyen og millionbyen har også en gennemført æstetik og skønhed i bykernen fælles.

Hæver man sig lidt op, er det imidlertid tydeligt, at den europæiske rejse i dag ikke har noget at gøre med at opleve virkelige forandringer – endsige at komme væk fra det hele. Vilkåret beskrev Klaus Rifbjerg i digtet ”Aldrig” way back i 1960’erne, hvor også Walter Lippmann kom med den refleksion, jeg nævnte i indledningen. Rifbjerg hævdede, at ”horisonten udvides ikke, følger blot ubesværet med”. Sådan er det for den nutidige rejsende.

Men hvorfor kan nogle dage i Rom så opleves som en lettelse, ja, som en befrielse?

Det kan de, fordi de får karakter af en pause. Der er nogle ting i hverdagens trummerum, man slipper for. Her tænker jeg ikke på det banale, at man i nogle dage ikke skal lave mad, gøre rent eller vaske op. Nej, lettelsen er af psykisk art. Sindet bliver lettere.

Rejsens egentlige gave er derfor, at den tydeliggør, hvad det er, der forsurer vores hverdag.

Det vi pludselig blev fri for, var det uafbrudt talende kor af såkaldte eksperter, som i danske medier endevender enhver politisk ytring og efterhånden har gjort politisk debat synonymt med en hidtil ukendt grad af drøvtygning.

Intet ligger mig fjernere end at anbefale italiensk tv på dansk fjernsyns bekostning, men det er virkelig utroligt, i hvor ringe grad de hjemlige nyhedsredaktioner tror, at danskerne kan tænke selv, og i hvor høj grad der menes at være behov for, at kommenterende støttepædagoger skal tolke rænkespillet for os.

Pludselig blev det paradoksalt nok en befrielse ikke at kunne sproget ud over det mest nødtørftige. Den europaforskrækkede danske debat forsvandt, og man kunne med god samvittighed nyde at føle sig hjemme i en af vor verdensdels vigtigste byer. Det var i de dage, da den nye danske regering trådte frem, og ganske betegnende var det eneste, jeg faldt over i engelsk- og tysksprogede aviser, at Danmark har fået en kvindelig statsminister, og at hendes regering vil opgive den grænsekontrol, forgængerne ville indføre.

Pludselig var der ingen unge mennesker i gadebilledet, som havde drukket hjernen ud og følte sig kaldet til brølende at gøre omgivelserne opmærksomme på det.

Støjniveauet var i det hele taget så lavt, at lyden af rindende eller springende vand kunne høres også på pladser med mange hundrede mennesker. Og apropos gadebilledet, så var det gennemgående så rent, at det var en fornøjelse. Også øldåserne kom i skraldespandene.

Men naturligvis tydeliggør en romersk pause ikke kun, hvad det er, der forsurer den danske hverdag. Den illustrerer også, hvad det er, vi for alt i verden skal holde fast i her hjemme. Først og fremmest den lave magtdistance mellem borger og beslutningstager, så vi ikke på samme måde som italienerne får en hovedstad, der er fyldt med store biler med blå blink, privatchauffører og sikkerhedsfolk.

Finn Slumstrup er forfatter og foredragsholder