Tvangsægteskaber, ufrivillige ophold i forældrenes hjemland, voldelige overgreb. Det er familiekonflikter som disse, tværkulturel konfliktmægler Farwha Nielsen har arbejdet med i 11 år. Hendes erfaring er, at det kan lykkes at forlige familien ved at inddrage både forældre og børn i et mæglingsforløb. – Modelfoto: Lea Meilandt Mathiesen/Scanpix.
-
Britta Søndergaard |
20. oktober 2011
Indsatsen mod vold og tvangsægteskaber har rettet sig mod kvinderne, men har glemt mændene, mener konsulent Farwha Nielsen, der er aktuel med bog om tværkulturel konfliktmægling
15-årige Nasreen fra Afghanistan blev anbragt i en dansk plejefamilie, efter at hendes far var blevet idømt seks måneders fængsel for voldelige overgreb mod sin datter.
Trods de dårlige oplevelser i familien længtes Nasreen efter sine forældre og forsøgte at få kontakt med dem. Nasreens far og mor var vrede på sagsbehandlerne og ville ikke samarbejde. Kommunen var i vildrede og henvendte sig til tværkulturel konfliktmægler Farwha Nielsen.
LÆS OGSÅ: Mægling kan forebygge æresvoldEfter et mæglingsforløb lykkedes det at få et samarbejde i stand med forældrene, og der blev lavet en aftale om, at Nasreen kunne besøge sin far og mor to gange om ugen.
Historien er langtfra enestående.
Selv i nogle af de alvorligste familiekonflikter, hvor kvinder udsættes for vold og flygter fra familien, kan det i mange tilfælde lade sig gøre at finde en løsning, så familien fortsat kan bevare kontakten.
Sådan lyder det optimistiske budskab fra en af landets mest erfarne tværkulturelle konfliktmæglere, den 47-årige afghanskfødte Farwha Nielsen, der selv har arbejdet med den særlige form for mægling i 11 år og netop har udgivet bogen ”Tværkulturel Konfliktmægling”.
De seneste år har indsatsen i forhold til familiekonflikter som tvangsægteskab, æresdrab og skilsmisser været rettet mod kvinderne. Men kommuner og andre institutioner har glemt at inddrage mændene, mener Farwha Nielsen.
Hun betragter det som en sejlivet myte, at patriarkalske mænd i indvandrerfamilier er umulige at tale til fornuft.
”I historien om Nasreen havde ingen af sagsbehandlerne talt med familien om deres dramatiske historie. Begge forældre var flygtninge og havde oplevet, hvordan flere af deres familiemedlemmer var blevet dræbt, og hvordan deres eget hus var blevet brændt ned.
Samtidig var de socialt isolerede i Danmark, fordi moderen var syg og ikke havde overskud til at have gæster. Da deres datter begyndte en småkriminel adfærd og stak knive i bildæk, var forældrene magtesløse, og faderen reagerede voldeligt,” fortæller Farwha Nielsen.
Hun understreger, at faderens uacceptable reaktion havde voldsomme konsekvenser for familien. Han fik en fængselsdom og kunne derfor ikke opnå dansk statsborgerskab.
”Men da mæglingen gik i gang, viste det sig, at faderen var samarbejdsvillig. Han oplevede for første gang, at der blev lyttet til hans version af historien,” forklarer Farwha Nielsen.
Hun mener, at konfliktmægling er helt afgørende i sager, hvor kvinder flygter fra tvangsægteskab eller i de situationer, hvor ægtemanden eller familien nægter at acceptere en skilsmisse.
”I alle kulturer findes mænd, som er umulige at snakke til fornuft. Min pointe er, at jeg faktisk har mødt rigtig mange samarbejdsvillige mænd. Og selv i de alvorligste familiekonflikter har jeg kun mødt meget få mænd, som ikke vil samarbejde,” siger Farwha Nielsen.
Hun efterlyser i det hele taget, at kommunerne bliver langt bedre til at tage hånd om mænd fra etniske minoritetsfamilier.
”Der har været ekstremt meget fokus på kvindernes problemer. Men faktisk er mændene i de etniske minoritetsfamilier også i krise. Hvis du kigger på antallet af indvandrermænd, der er indlagt på psykiatriske afdelinger, så er det alarmerende højt.
Mange unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund klarer sig dårligt, mens deres søstre stormer frem og næsten overhaler danske kvinder.
Hvis ikke vi tager hånd om mændene, samtidig med at vi passer på kvinderne, så skaber vi en ubalance i familierne, og så er det i sidste ende kvinder og børn, som betaler prisen. Jeg er feminist, men ligestilling i familierne kræver også, at vi tager hånd om mændene, når det er nødvendigt,” mener Farwha Nielsen.
Ifølge hende er det i allerhøjeste grad i kvindernes interesse, at deres fædre og brødre inddrages i løsningen af konflikterne.
I sit arbejde har Farwha Nielsen mødt mange muslimske kvinder, som afskærer båndene til deres familie, når de flygter fra et arrangeret ægteskab. Men resultatet af bruddet er ofte en følelse af rodløshed og eksistentiel tomhed.
”I de værste tilfælde er der eksempler på, at unge kvinder forsøger at begå selvmord, efter at de har brudt med familien.
Jeg mødte på et tidspunkt en ung pige, som udtrykte det meget rammende: ’Jeg har fået mine vinger, men det føles, som om nogen har klippet dem over’. Hun kunne ikke bruge sin frihed til noget,” fortæller Farwha Nielsen.
Hun forklarer, at dilemmaet for kvinderne er, at de trods voldsomme konflikter også har mange positive oplevelser med familien.
”Derfor er det i mange tilfælde vigtigt, at kvinderne bevarer relationen til familien, ” siger Farwha Nielsen, som understreger, at konfliktmægling i en etnisk minoritetsfamilie typisk fungerer anderledes end i en dansk familie.
”Når der mægles i danske familier, sker det som regel ved, at parterne fra begyndelsen sætter sig sammen. I etniske minoritetsfamilier foregår mæglingen ved, at parterne i første omgang taler med konfliktmægleren hver for sig, blandt andet fordi der ofte er et stærkt aldershierarki.
Det betyder for eksempel, at børn vil betragte det som et tegn på manglende respekt, at de taler åbent om deres problemer, mens forældrene er til stede,” forklarer Farwha Nielsen, som understreger, at hun altid indleder en tværkulturel konfliktmægling ved at lave en sikkerhedsudredning, der tager hensyn til beskyttelsen af den unge kvinde.
Hun advarer samtidig mod at bruge kultur som den vigtigste forklaring på, hvorfor nogle muslimske mænd udøver vold i familien.
”I Danmark har vi fokuseret meget på kultur som forklaring på vold i etniske minoritetsfamilier. Men vi har set meget lidt på andre faktorer, der forstærker de dårlige mønstre. For eksempel traumatiske flugtoplevelser eller klassetilhørsforhold. Der findes også en del familier, hvor konflikterne hænger sammen med, at de er havnet i en fattigdomszone med alvorlige økonomiske problemer.
Desuden er kultur en foranderlig størrelse. Hvis danskere kigger 50 år tilbage, så var kønsrollerne i 1961 indrettet på en måde, vi slet ikke kan genkende i dag,” siger Farwha Nielsen og fortsætter:
”Jeg er selv vokset op i Afghanistan, og min egen far kunne da aldrig drømme om at slå. Jo, der eksisterer nogle patriarkalske værdier i mange etniske minoritetsfamilier.
Men de forstærkes af andre mekanismer som for eksempel fattigdom og arbejdsløshed. Hvis en muslimsk mand udsætter sine børn og familie for alvorlige overgreb, så bryder han det mandlige æresbegreb og får en lav status i omgangskredsen.”
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad