Jeg synes Ina Dygaard, fra ”Adoption og Samfund Ungdom”, negligerer det sørgelige faktum, at nogle adopterede, er vokset op i dysfunktionelle adoptivfamilier, præget af omsorgssvigt, misbrug og overgreb, jf. artiklen ” Når ensomheden er det bedste valg”, og derfor føler sig endnu mere fremmedgjorte og har lavt selvværd! Og derfor føler sig udenfor familien (og samfundet, som også negligerer den adopteredes tilknytnings problemer).

Når en adopteret ønsker at ophæve adoptionen, er det ikke pga. hormoner og teenageproblemer! Problemet er at ingen ønsker at se og erkende at der kan være problemer internt i selve adoptivfamilien, som resulterer i bl.a. lavt selvværd!
Nogle biologiske familier er også dysfunktionelle – her har børn af de svigtende forældre, blot ikke mulighed for at ”ophæve kontrakten” med forældrene.

Psykolog May Britt Skjold, siger i ovennævnte artikel ”May Britt Skjold, har naturligvis ret i at adopterede kan have et fint forhold til sine adoptivforældre, trods andre personlige udfordringer, som alle andre.

Men hun har tilsyneladende ligeså travlt med at undgå at tale om det tabubelagte faktum, at der er nogle tilfælde, hvor den adopterede mistrives PÅ GRUND AF adoptivforældres manglende lyst eller evne til at gå dybere i de problemer som stammer fra selve adoptivfamiliens interne problemer og frygtbaserede adfærd og derfor som i det øvrige danske samfund blot konstaterer: ”det er nok fordi deres biologiske forældre har svigtet dem….”

Flere af de voksne adopterede jeg har talt med om deres problematiske forhold til deres adoptivforældre, lider under det kollektive samfunds nedtoning af dét, det i nogle tilfælde i virkeligheden også drejer sig om – men som er et stort tabu, fordi det giver ufattelig dårlig samvittighed: Det problematiske forhold til adoptivforældrene.
Hvis ikke dette var så tabubelagt, kan det være at de adopterede og deres familier kunne få en ærlig og sund dialog og forhåbentlig relation – og undgå den ekstreme situation det er at vælge at blive slægtsløs, via ophævelse af adoptionen. Det skal virkelig gøre ondt at blive i familien, når man vælger et liv, hvor man ikke har nogen familie – særligt når man allerede er blevet slægtsløs én gang før!

Jeg taler af erfaring...

JK skrev:
Kære JK.
Jeg tror desværre at du misforstår min udtalelse, for jeg kan sagtens anerkende at nogle familier er dysfunktionelle og det skaber lavt selvværd. Det anerkender jeg fuldstændigt, og i øvrigt så taler jeg også selv af erfaring!
Jeg siger ikke, at hormoner splitter familien ad og ophæver adoptionen, pointen var her, at vi som adopterede arbejder med nogle problemer , typisk i teenageårene, som er langt værre end danske unges, fordi at vi har været ude for kulturchok, omsorgssvigt og det at vi er blevet forladt. Det er det vi i hverdagen kæmper med. Og nogle gange kræver det professionel hjælp.
Jeg kan læse, at du kritiserer artiklen godt og grundigt, men jeg kan ikke rigtig forstå hvorfor. Vi er begge to meget enige om at det her emne er et tabu, men det lige præcis det jeg gør op med. Jeg kommer med en objektiv holdning til lige præcis det her emne. Men skal vi tale om adoption generelt, så er der så meget mere at tale om, blandet om hvordan samfundet ikke behandler adopterede ordentligt, hvorfor mange adoptivbørn får diagnosen ADHD, når problemet er meget mere kompliceret end det, hvorfor forældrene ikke får den hjælp de skal have osv osv osv...
Så igen, jeg forstår ikke din kritik.

JK skrev:
Kære JK.
Jeg tror desværre at du misforstår min udtalelse, for jeg kan sagtens anerkende at nogle familier er dysfunktionelle og det skaber lavt selvværd. Det anerkender jeg fuldstændigt, og i øvrigt så taler jeg også selv af erfaring!
Jeg siger ikke, at hormoner splitter familien ad og ophæver adoptionen, pointen var her, at vi som adopterede arbejder med nogle problemer , typisk i teenageårene, som er langt værre end danske unges, fordi at vi har været ude for kulturchok, omsorgssvigt og det at vi er blevet forladt. Det er det vi i hverdagen kæmper med. Og nogle gange kræver det professionel hjælp.
Jeg kan læse, at du kritiserer artiklen godt og grundigt, men jeg kan ikke rigtig forstå hvorfor. Vi er begge to meget enige om at det her emne er et tabu, men det lige præcis det jeg gør op med. Jeg kommer med en objektiv holdning til lige præcis det her emne. Men skal vi tale om adoption generelt, så er der så meget mere at tale om, blandet om hvordan samfundet ikke behandler adopterede ordentligt, hvorfor mange adoptivbørn får diagnosen ADHD, når problemet er meget mere kompliceret end det, hvorfor forældrene ikke får den hjælp de skal have osv osv osv...
Så igen, jeg forstår ikke din kritik.

Ina, jeg skal hjælpe dig med at forstå min kritik eller måske snarre harme!
Jf. artiklen "Når ensomheden er det bedste valg", som jeg henviser til i ovennævnte kommentar, der handler omsorgssvigt i adoptivfamilien, og den ensomhed det fører med sig, så forekommer både dine og psykolog May Britt Skjolds udtalelser nærmest uforskammet overfladisk.

Artiklen I medvirker i indledes således: For

Dette er ikke en generel adoptionshistorie!
Her berettes om en sørgelig smertefuld proces, fra en (tidligere) adopteret der på mange især, følelsesmæssige planer har haft en skidt opvækst i sin adoptivfamilie, så bekræfter jeres udtalelse, hvor svært det er at få sandhederne frem og derved ordentlig hjælp!
Alle ved jo at, alle adopterede har sår på sjælen. Og jeg anerkender jeres indsats på at støtte adopterede børn og unge, samt deres adoptivforældre til at få så gode vilkår som muligt.
Men I har tilsyneladende travlt med at fortælle "

Men hvad med alle de tilfælde hvor der er en sammenhæng? Hvem skal de adopterede gå til med det?
Mange adopterede har en instinktiv fornemmelse for potentielle svigt - og når psykologier, foreninger og myndigheder, som har så travlt med at nedtone eventuelle/aktuelle problemer i adoptivfamlien, så undgår enhver der har bare en brøkdel selvbeskyttelse, at være helt ærlig omkring kerneårsagen til smerten i hverdagen.

Og I får aldrig en reel chance for at give den enormt vigtige støtte og nå helt dybt ind i en af kerneproblemerne - nemlig problemet med adoptivfamilien. Healingen vil derfor aldrig finde ordentligt sted helt inde der, hvor det går den afgørende forskel, og derfor er der så mange voksne, som har brug for hjælp.....RIGTIG HJÆLP. Eller måske at få stillet de rigtige spørgsmål.
OG ikke bare få proppet ned over hovedet at, det hele skyldes det første svigt.
Man bliver nød til at være opmærksom på, om der er, eller har været efterfølgende alvorlige svigt - i adoptivfamilien!
Men du har tilsyneladende mere travlt med at forsvare dig selv og fremhæve alt det du/I gør, i stedet for at reflektere over om der er noget I overser!

Nu ved jeg ikke hvor gammel du er (der står du er studerende), men der kræves del modenhed og empati og ikke mindst livserfaring, for at kunne give ægte støtte og hjælp til adopterede der lider - måske især voksne (kvinden i artiklen er i 40erne), som har gået med frygt, afsavn og tabuer i mange år. Det er ikke altid nok i sig selv, at være adopteret - selv om det er en meget stor fordel, hvis man forstå adopteredes udfordringer. Især ikke,hvis man ikke erkender at der er mange der har haft problemer i selve adoptivfamilien, som ikke kun skyldes fortidens svigt.

Måske du skulle læse artiklen ordentlig igennem. Så forstår du nok mine kommentar til dine udtalelser. For de skøjter bare over som de fleste gør....trist at en formand for Adoptiv og Samfund ungdom gør det. Der bliver simpelthen ikke reflekteret godt nok i denne situation!

JK skrev:
Kære JK.
IGEN må jeg jo konstatere at du MISFORSTÅR artiklen. Jeg er, undskyld mit sprog, ikke idiot - jeg ved godt at det ikke er en adoptionshistorie.
1. Nej, det er ikke alle der ved, at adopterede har ar på sjælen. Er du klar over hvor tit adoptivbørn bliver bombarderet med spørgsmål?
2.Jeg har ALDRIG , og jeg siger det gerne igen ALDRIG, sagt ordet svigt i den her artikel. Så hvis du venligt lader være med at putte ord i min mund, som jeg ikke har sagt! For det handler ikke kun om svigt, det er klart. Jeg skrev det tidligere, jeg gør det gerne igen .. Jeg kan sagtens anerkende, at nogle familie, hvad enten de er adoptiv familier eller ikke-adoptivfamilier kan være dysfunktionelle. "jeg kan sagtens anerkende at nogle familier er dysfunktionelle og det skaber lavt selvværd. Det anerkender jeg fuldstændigt"
Jeg kan ikke forstå, at du har så travlt med at kritisere mig, når du alligevel i dine kommentarer ikke kommer med noget konkret selv udover at det jeg siger er dårligt, og jeg negligerer et faktum? Som jeg skrev sidste gang, så er der rigtig mange ting, man kan snakke om mht. adoption. Der er både de positive sider, og så er der de mange negative sider. VI TO ER DYBEST SET ENIGE, men du har så travlt med at nedgøre mig, i stedet for faktisk at læse hvad jeg skriver.
Jeg synes egentlig ikke, at du kan tillade dig at dømme, hvem der kan støtte og hvem der ikke kan. Medmindre du selv er adopteret, så har du INGEN idé om, hvordan det er.. INGEN. Hvis nogen kan støtte et adoptivbarn om noget, så er det et andet adoptivbarn. Og det er ikke min egen personlige holdning, det er jo det jeg ser til hverdag!
Jeg tror ikke der er nogen som har læst den her artikel så mange gange som jeg har. Jeg undrer mig stadig over hvad du er sur over... Måske kan du ikke læse det jeg skriver, måske er du bare så stædig, at du ikke vil forstå. Det er mig en gåde. Men jeg er stadig ENIG MED DIG! Der er mange problemer. Men nogle gange må man dele temaer op i forskellige artikler. Så hold dig venligst til den her og dens tema. nemlig OPHÆVELSE AF ADOPTION! Det er det som journalisten beder mig tage stilling til, og det har jeg gjort! Ikke andet. Så stop den der personlige kritik af mig, når du hverken kender mig, eller kan læse hvad jeg faktisk skriver. Det er ikke berettiget, og det er rigtig dårlig stil!

JK skrev: Jeg glemte lige noget .
Hvis du vil have svar på et citat fra psykologen, jamen så spørg hende og ikke undertegnede. Jeg er hverken læge, forsker eller psykolog. Jeg er adopteret. Jeg kan ikke komme med en ekspertudtalelse, jeg kan fortælle om det der faktisk sker for en adopteret. Der er en forskel! Jeg forsvarer min personlighed, og den jeg er , fordi du kritiserer MIG uden at have et grundlag for dette. Hvis du mener at myndigheder og psykologer ikke rækker tilstrækkeligt, hvilket jeg også er uenig i, så synes jeg at du skulle komme med et forslag i stedet for bare at kritiserer psykolog og undertegnede. Jeg mener at man først skal gå til en psykolog, og rækker det ikke, så er midlerne indskrænket, men ønsker man mere hjælp, så går man til kommunen. Hvis du stadig mener at det ikke rækker, ja så har jeg ikke noget svar, udover at snakke med nogen der har erfaring.. Ellers så bevæger du dig ud på et stadie, hvor vi kritiserer hele samfundets struktur, og der gider jeg bare ikke hen. Vi har dygtige psykologer som er en del af PAS ordningen, og de skal bruges til sådanne problemer. For adopterede skal have den rigtige hjælp. Men det er faktisk slet ikke så umuligt som du påstår. Altså hvis ikke du er adopteret, så tror jeg egentlig ikke du burde udtale dig om, hvordan VI får hjælp... for en psykolog kan gøre underværker!

Ina,
jeg er adopteret.

JK skrev: Hvis du er adopteret, så kan jeg kun se din kritik som værende personlig. Måske taler du ud fra egne oplevelser eller sådan, men derfor burde du stadig holde dig til artiklens tema, og ikke alle mulige emner indenfor adoption! Det er i hvertfald ikke okay at kritisere på den måde, som du har gjort. Hvis du nu vidste, hvad jeg stod for og mente på andre punkter, så var det okay.