Offentligt ansatte er selv udenom det

Jeg ved derimod, hvad en offentligt ansat eller de offentligt ansatte er. Nå, den er faktisk også lidt svær, for det hedder offentlige ledere og offentlige opinionsdannere, men altså offentligt ansatte. Ledere og opinionsdannere er substantiver, så offentlige bøjes som adjektiv efter flertalsformen, mens ansatte er et adjektiv, hvor der egentlig forudsættes et ord som personer, så her føjer offentligt sig ind som adverbium.

Sådan kan sproget drille selv de bedste, men offentlige ansatte lyder ikke godt. Offentligt ansatte betyder, at man er ansat i den offentlige sektor, mens offentlige personer er kendte mennesker. Eller måske offentlige fruentimmere, som det hed engang om kvinder, der tjente deres brød ved at stille køn og krop til rådighed.

Ordet offentlig kommer fra det tyske öffentlich, der er afledt af offen, som betyder åben. Offentlighed i en sag betyder også tilgængelighed og åbenhed, og vi har love, der foreskriver offentlighed i forvaltningen, i retsplejen med videre. Desuden skriver journalister for offentligheden, og vi diskuterer i offentlighed i et demokrati.

Udtrykket det offentlige henviser som regel til stat, region og kommuner og forstås som en samlet samfundssektor. Når ordet offentlighed eller altså åbenhed bruges her, så skyldes det, at der henvises til en sektor, der opfattes som repræsentant for samfundets fælles interesser. Det er også sådan, vi, der er ansat i det offentliges tjeneste, ser os selv.

Se, det var en lille øvelse i offentlige bøjningsfejl endda af personer, som tjener det offentlige eller er offentligt ansatte. Der er andre sjove bøjninger i tidens sprog. Jeg så her til morgen én af klassikerne i en artikel i Fyens Stifts­tidende, hvor en person, som det hedder i artiklen, selv er udenom et problem. Det lyder svært! Hvordan kan en person både have et problem og samtidig være udenom det? For udenom må henvise til noget eksternt og rundt om, aldrig inde i, vel?

Der findes en god, gammel fast formulering, der hedder, at du selv er ude om noget, ligesom man kan være ude for noget, ude af noget, ude med noget, ude i noget. Når man selv er ude om noget, er man selv årsag eller skyld i det. Ude må her ses som en modstilling til det at være tryg eller i ro. Ude af sig selv er for eksempel en logisk modsætning til det at hvile i sig selv.

Men nu sniger der sig altså en ny form ind i sprogbrugen. Du er selv uden om noget! Den Danske Ordbog medtager den som en form, der bruges, men der gøres opmærksom på, at de fleste opfatter den som en ukorrekt form. Det gør jeg også. Hvordan kan man være uden om noget? Det betyder jo logisk set rundt om. Man kan være uden for noget, men uden om noget? Logikken i udsagnet knækker. Men måske er sproget selv udenom det.

sprog@k.dk