Udvikling og kristendom i Cambodja

Der blev allerede i 1993 holdt valg. Resultatet af valget blev dog kun delvis respekteret, og siden et internt kup i 1997 har landet reelt været regeret af ét parti, det cambodjanske folks parti, med én præsident, Hun Sen.

Organisationen Human Rights Watch har i den årlige gennemgang af menneskerettighedssituationen i verden ikke mange lovord til overs for regeringen i Cambodja. Det samme billede går igen i FN-rapporten fra den specielle rapportør om menneskerettighedssituationen i Cambodja fra august.

DET GÅR DEN FORKERTE VEJ med de civile rettigheder, og retssamfundet er presset. I udviklingens navn fjernes folk ofte fra deres jord, og kun sjældent gives der kompensation. Et konkret eksempel er, at Verdensbanken midlertidigt har standset sit samarbejde med regeringen, indtil den får afklaret forhold om kompensation til de beboere, der er berørt af et boligudviklingsprojekt i et område tæt på centrum i hovedstaden, Phnom Penh. Der er stramninger på vej omkring den måde, som folk i landsbyerne kan organisere sig på, og for ikke-regeringsorganisationer.

Cambodja har siden fredsslutningen med De Røde Khmerer været et særdeles åbent land i forhold til udlændinge, og organisationerne har stort set kunnet gøre, hvad de ville. Den frihed har givet rum for megen god udvikling, men også mulighed for at udnytte den manglende regulering.

Der er uden tvivl behov for regulering, men den nye lov har vage formuleringer, der åbner op for korruption og misbrug. Omvendt må det siges, at det ikke er eksistensen af en lov, der forhindrer regeringen i at gøre noget, hvis den ønsker det.

Hvad angår retsopgøret med tidligere Røde Khmerer er kun én dømt under FN-tribunal for handlinger mod menneskerettighederne. Det er Kaing Gech Eav, kendt som Duch, der var leder af fængslet Tuol Sleng i Phnom Penh fra 1976 til 1979 og stod for tortur og drab på op mod 2o.000 mennesker. Fire andre tidligere medlemmer af De Røde Khmerer er anklaget og i fængsel, men sagerne trækker ud.

Religiøst er Cambodja et buddhistisk land. Ruinerne ved Angkor Wat er imidlertid fra en tid før buddhismen, da befolkningen var hinduer, hvilket godt illustrerer den sammensathed, som religion i landet er udtryk for. Buddhisme, animisme, åndedyrkelse, brahmanisme (hinduisme) tilsat en smule islam og kristendom.

Kristendommen i Cambodja ankom med de portugisiske og senere franske missionærer, men den fik aldrig rigtig rodfæste. Kristendommen blev anset som en fremmed eller ligefrem som fjendens religion, da kolonisterne og mange etniske vietnamesere var kristne. Cambodjanerne har historisk haft et misforhold til vietnameserne, og modsætningsforholdet til den store nabo bruges stadig politisk.

Med afkoloniseringen fra 1950’erne og årene frem voksede kirken til omkring 10.000 personer ved De Røde Khmerers magtovertagelse i 1975.

Årene med De Røde Khmerer var meget hårde ved enhver form for religion, også kristendommen, og de fleste præster blev dræbt. Siden fredsslutningen i 1991 er der igen blevet bygget kirker, ligesom mange af de hjemvendte er kommet tilbage som kristne efter at have mødt kirken i flygtningelejrene i Thailand.

Kristendommen er udfordret. Mange cambodjanerne har svært ved at se livet som en gave, der har værdi, og dertil kommer, at den buddhistiske baggrund, hvor ens gerninger er medbestemmende for det næste liv, risikerer at kollidere med de kristne idealer om en barmhjertig og nådig Gud.

Den kristne kirke er en lille splittet flok, som er påvirket af en mangfoldighed af udenlandske missionærer og kirkeretninger. Desuden bringer mange af missionærerne en fundamentalistisk og sort-hvid kristendom til landet: Den, som ikke tilbeder Gud, tilbeder Satan.

Anne Mette Jürgensen, der har arbejdet i Cambodja som missionær for Danmission siden 2005, oplever, at missionen ofte har været aggressiv og mere splittende end samlende. De kristne er ofte unge, og mange af dem er førstegenerationskristne. Uddannelsesniveauet er desuden lavt blandt præsterne, der samtidig kæmper med både kirkens og deres egen økonomi.

DEN VÆKST, som Cambodja kan bryste sig af, er exceptionelt høj, men det er en vækst, der i stadig større grad skaber konflikt. Hvordan skabe udvikling, der samtidig sker under hensyntagen til principper om god regeringsførelse? Det kan næppe ske, uden at der gives plads til divergerende holdninger både politisk og blandt civilsamfundsorganisationerne. Danidas udviklingsprogram er ved at blive faset ud, hvilket mange økonomiske indikatorer kan berettige, men der er stadig behov for at støtte opbygning af strukturer i samfundet, hvorigennem en fredelig dialog mellem staten og borgerne kan finde sted. Freden er ikke vundet ved høj vækst alene!

Den seneste Cambodia Human Development Report fra 2011 nævner klimaændringer som en af de væsentligste udfordringer for Cambodjas udvikling i årene, der kommer. Dels har det økologiske landskab ændret sig mærkbart de seneste 30 år, dels er det den begrænsede tilpasningsevne, som gør landet sårbart. Dertil forventes det, at temperaturene vil stige kraftigt fra 2030 og frem. Lige netop i disse uger er Cambodja ramt af de værste oversvømmelser i 10 år, hvilket kan være en forsmag på, hvad landet har i vente.

Den store udfordring for den kristne kirke er at blive mindre afhængig af udlandet og udvikle en egen kristen cambodjansk kultur, der er mere samlende end splittende i forhold til det omgivende samfund. For mange cambodjanere er der en snæver sammenhæng mellem landet, Cambodja, khmer-folket og buddhismen som landets religion. Den sammenstilling er ikke reel i et land med mange forskellige etniske grupper og flere religioner, og den kan bruges til at skabe modsætninger i samfundet. Der mangler viden om andre religioner, og det potentiale for opbygning af fredelig sameksistens, som religionerne, både buddhismen og kristendommen indeholder, bliver ikke fuldt udnyttet.

Nik Bredholt er Danmissions landekoordinator for Cambodja og Myanmar