Selvom det libyske overgangsråd sent torsdag benægtede, at landets diktator gennem 42 år oberst Muammar Gaddafi blev likvideret, tyder presseberetningerne på, at det var tilfældet. Han blev fanget levende og døde derefter af skud, formentlig ved en spontan henrettelse.

Siden likvideringen af den romerske kejser Cæsar har tyranmordet været til debat. Selv om mord er forbudt i alle religioner, kulturer og stort set al lovgivning verden rundt, gives der tilfælde, hvor tyranmordet er på sin plads.

Hvis Hitler var blevet stoppet tidligere, ville mange liv være blevet sparret. Det samme kunne siges om for eksempel Stalin, Mao og Pol Pot. Men i Gaddafis tilfælde var det stadium for længst passeret, hvor likvideringen gav mening. Tyrannen var faldet. Man kan glæde sig over, at Libyen nu er frit, men ikke over at tyrannen blev myrdet.

Det libyske samfund har stort behov for at få kulegravet Gaddafi-diktaturets historie. Gaddafi stod over for at blive udleveret til Den Internationale Krigsforbryderdomstol. I modsætning til den risiko, der var forbundet med at føre en retssag mod Osama bin Laden, der blev opsporet og dræbt tidligere i år, ville der være minimal risiko for, at Muammar Gaddafi kunne bruge processen til at skabe sig et martyrium.

Rent symbolsk ville det have været af stor betydning, hvis Gaddafi var blevet fanget i live, fordi rettergangen imod ham i sig selv ville have demonstreret, at Libyen påbegyndte opbygningen af et retssamfund. Rettergangen kunne have været begyndelsen på et retsopgør, der er nødvendigt for at hjælpe ofrene for regimet videre og tilfredsstille befolkningens ønske om at se retfærdigheden ske fyldest.