Ming Ou Lü skriver fra Kina skriver fra Kina |
22. oktober 2011
De mange protestbevægelser rundt omkring i verden, der har udspring i Occupy Wall Street-bevægelsen, kommer ikke til at ramme Kina, selvom kineserne godt kender til de mange demonstrationer
De kinesiske medier har indtil for nylig haft frit spil til at rapportere fra de mange protester i USA og rundt omkring i verden. Og de kinesiske medier har boltret sig i skadefryd over, at der endelig er en stor protestbevægelse, der rammer det amerikanske system.
LÆS OGSÅ: Ki
na advarer USA om risiko for handelskrigFor et par uger siden, da store amerikanske medier som Wall Street Journal og Bloomberg endnu ikke havde taget historien op, langede USA-redaktøren for den engelsksprogede kinesiske avis China Daily, Chen Weihua, ud efter den amerikanske presse.
”Som journalist undrer jeg mig over, at den såkaldte mainstream-presse i USA, der er baseret i New York, har valgt at ignorere den langtrukne demonstration, lige siden den startede,” skrev Chen i en leder.
”Hvorfor er disse journalister, der har skabt deres navne ved at dække protester rundt omkring i verden, lige pludselig blevet stille? Det matcher ikke deres entusiasme ved at dække demonstrationer i Nordafrika og Mellemøsten.”
Det kinesiske nyhedsbureau Xinhua har også valgt at kritisere den amerikanske mediedækning af Occupy Wall Street.
”DET ER UNDERLIGT, at afsløringsbegejstrede amerikanske medier har tabt deres nyhedsnæse, nu hvor der er demonstrationer i deres eget land. Amerikanske mainstream-medier har enten nedprioriteret eller vendt det blinde øje til masserne, der stormer gaderne,” skriver Xinhua i en leder. ”Udbruddet af offentlige protester, med udspring i et problemfyldt Wall Street ser ikke ud til at stoppe. Bevægelsen har afsløret den amerikanske regerings forsømmelser og problemerne ved det politiske og økonomiske system.”
Kinesiske sympatisører med Occupy Wall Street-bevægelsen har dog ikke fået et ben til jorden i Kina. Grupper af desillusionerede, venstreorienterede kinesere gik på gaderne i de to kinesiske byer Luoyang og Zhengzhou, to af de største byer i en af Kinas fattigere provinser, Henan. Den 6. oktober demonstrerede hundredevis af mennesker i Zhengzhou foran Arbejdernes Kulturpalads til støtte for Occupy Wall Street-bevægelsen.
De fleste af demonstranterne var pensionister, som var sentimentale over de gamle dage i Kina. De bar røde armbånd, hvor der stod ”Længe leve verdenssamfundet” og ”Formand Mao lærte verdensproletariatet at forene sig mod amerikanske kapitalister”.
To dag senere demonstrerede kinesere i Luoyang, hvor de havde et stort billede af Mao sammen med et banner, hvor der stod ”Støt det amerikanske folks store Wall Street-revolution!”.
DEMONSTRATIONERNE i Kina til støtte for den internationale protestbevægelse har de kinesiske medier ikke dækket. Og fredag den 14. oktober kom det kinesiske propagandaministerium med en besked til de kinesiske medier, der bad dem om at stoppe dækningen af Occupy Wall Street-bevægelsen.
”Kontroller dækningen af Occupy Wall Street. Lad være med at have dækning på forsiden, og ingen kommentarer eller avisledere omkring bevægelsen. Forebyg en global bevægelse,” står der i en meddelelse fra propagandamyndighederne til kinesisk presse.
En række kinesiske medier lod dog hånt om formaningerne, herunder det kinesiske statsfjernsyn, CCTV. På den engelsksprogede kanal CCTV News var de voldelige demonstrationer i Rom i sidste weekend tophistorie.
Det kinesiske udenrigsministerium sagde i starten af ugen, at protesterne belyste nogle problemstillinger, som var værd at gå nærmere ind på, men tilføjede, at medierne burde føre en redaktionel linje, der bevarer en god og stabil udvikling af verdensøkonomien.
Det var der en række kinesiske medier, som noterede, og dækningen på Xinhua har ændret sig, så det nu kun er nyheder snarere end kommentarer, der kommer omkring Occupy Wall Street. Den nationale kinesiske avis Global Times skriver i en leder, at kineserne bør observere protestbevægelsen rationelt og ikke blive forvirrede af ekstreme holdninger.
ming@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad