Den snehvide grådighed

Selvom han kommer sig næsten over ulykken, får han aldrig sit gamle liv tilbage. Hans kone forlader ham, hans søn vil ikke længere kalde ham far, og det firma, han selv har grundlagt, vil ikke vide af ham. Til gengæld får han såkaldt overnaturlige evner og ender på skolebænken hos en clairvoyant. Hvad der derefter sker, skal man unde sig selv at læse romanen for at finde ud af. Men ifølge forfatteren ender det ikke med dommedag – snarere med håb.

”Jeg står selv meget på ski og elsker og hader det på én gang. Fordi det i virkeligheden er et fuldstændig vanvittigt projekt, hvor man sætter livet på spil for at have det sjovt. Den måde, hvorpå man plastrer bjergene til med lifter og hejser og restauranter og højtalere og alt muligt. Og så hele det show med støvler og hjelm og rygskjold og briller hvert år, så tænker jeg: Jeg gør det ikke igen. Men så gør jeg det alligevel, for jeg bliver jo grebet af at komme helt derop og få det sus, det giver,” siger Astrid Saalbach og tilføjer, at hun ser skisportsstedet som et sted, hvor man kan følge menneskets udvikling i det moderne samfund på en meget lille biotop.

Noget, der optager os, når vi skal på skiferie, er, om der nu er sne – og sne nok! Til det siger Astrid Saalbach:

”Sne er både symbol på penge og uskyld. Skisportsstedet er et sted, hvor man kan se, hvordan det går, og det går faktisk ikke særligt godt. Skiferien er en begivenhed, hvor man er sammen den ene uge, og som man typisk har betalt formuer for, og det skal partout fungere, så man er enormt sårbar, når man kommer sådan et sted hen med sin familie. Hvis der ikke er sne, så er der ikke noget som helst andet at foretage sig, og så blusser konflikter op. Det er meget tit et sted, hvor folk bliver uvenner, og man kan opleve de mest dramatiske opgør. Der er mange frustrationer forbundet med de par timers leg i sneen, det ved vi allesammen, men vores længsel efter at føle det der sus i maven, vil vi åbenbart betale hvad som helst for at få opfyldt,” siger Astrid Saalbach og fortsætter:

”Skisportsstederne er symbolet på grådighed. På én gang er det uskyldigt, at vi gerne vil lege, men det er også infantilt, og vi begår allesammen en dødssynd. Grådigheden er jo bare en afspejling af den grådighed, der er alle mulige andre steder, men her er den så tydelig, fordi den er på en hvid baggrund.”

Når man læser ”Fordrivelsen”, er det jo nærliggende at tænke hybris og nemesis. Er det også det, du vil have os til?

"Ja. Altså, jo mere vi gerne vil have den der sne, desto mere kommer vi til at jage den væk. Det gælder hele vores adfærd. Vi er på en måde som børn, fordi vi ikke kan forstå, at det ikke går, når vi bare vil have noget uanset konsekvenserne.”

Den manglende sne og mad og strøm på det hotel, hvor vores hovedperson befinder sig til sidst, gør, at det nærmest ender i menneskelig undergang med umådeholdent druk og tilfældig sex. Men trods elendigheden øjner man alligevel et håb om noget andet og bedre.

Astrid Saalbach, der mest er kendt som dramatiker, har arbejdet på ”Fordrivelsen” i tre år, og det har til tider været en følelsesmæssigt hård proces.

”Det har virkelig berørt mig personligt, fordi jeg, når jeg skriver, bliver nødt til at gå med mine personer, der hvor de er, og det anfægter jo mig selv. Min hovedperson og hans kone blev en meget stor del af mit liv de tre år,” siger Astrid Saalbach og fortæller, at der er meget stor forskel på at skrive skuespil og romaner.

Som dramatiker har man nogle skuespillere, der er uden for en selv, men med en roman er man helt alene om det, de eneste andre involverede er nogle fiktive personer, fortæller hun.

Astrid Saalbach hørte på et tidspunkt om en bestemt mand, der kom til skade på sin skiferie, og i mange år, hvor hun selv tog af sted til Alperne, tænkte hun hver gang på, at ham blev hun altså nødt til at skrive om. Egentlig havde hun ikke lyst til at skrive om en mand, hun vidste ikke noget om erhvervslivet og troede overhovedet ikke på clairvoyance. Men det var ligesom en pakke, som hun blev nødt til at forholde sig til. Med til den hørte blandt andet konens reaktion på Andreas’ sygdom og ændrede adfærd og det forhold, at hun vælger at forlade ham. Hun gør det under påskud af hans affære, men det ligger mellem linjerne, at hun ikke magter den nye situation.

”Det anfægtede mig, for hvad ville jeg selv gøre, hvis den person, jeg havde giftet mig med, pludselig blev en anden. Det er en ubehagelig tanke at beskæftige sig med, for jeg tror ikke, at jeg selv ville reagere, som jeg ville ønske, jeg gjorde det. Det sker tit, at når folk bliver arbejdsløse eller meget syge, så bliver de skilt. Det er enormt sørgeligt, men også forståeligt. Før i tiden ofrede kvinderne sig måske, men man har også en forpligtelse til at leve. Monica (Andreas’ kone) er et fint menneske, men hun har sine, måske lidt småborgerlige normer, og hun kan ikke rumme en mand, der overskrider grænser på den måde. Det ville jeg nok heller ikke kunne,” erkender Astrid Saalbach.

”Pakken” er for forfatteren endt lykkeligt. Anmelderne er næsten samstemmende meget begejstrede, heriblandt Kristeligt Dagblads anmelder, der mente, at Astrid Saalbach behersker romanformen mere suverænt end de fleste, og at ”Fordrivelsen” er både spændende, uforudsigelig, hjerteskærende, morsom, uhyggelig og sær.

Den slags anmeldelser er hun taknemmelig for, ligesom hun er for livet i øvrigt. Her, hvor hun er godt og vel halvvejs gennem livet, har hun stadig historier, der trænger sig på, og føler, at hun hele tiden er i opbrud og i en søgen efter nye vinkler på den menneskelige adfærd og nye måder at formidle dem på.

Og så er hun for nylig blevet optaget i Det Danske Akademi, et ærefuldt hverv, der ikke kan søges, men som man bliver udnævnt til.

washuus@k.dk