”Min søn følte sig tvunget til selvmord”

LÆS OGSÅ: Læger: Patienter må godt tørste ihjel

Carine de Vries tænder en cigaret og ser lidt afventende ud i luften.

”Det skulle ikke være endt sådan. Mit barn skulle have haft en fredfyldt død. Ikke fuldstændig alene og på så forfærdelig en måde. Hans sygdom var kronisk. Nogle former for skizofreni kan man medicinsk behandle sig ud af, men ikke Tjeerds sygdom. Han sagde altid: ’Mor, det værste, der kan ske for et menneske, er at miste al kontrol med sine tanker. Stemmer siger, hvordan du skal handle, hvad du bør tænke.’ Stemmerne torturerede ham altid, så hver dag gik han ind for at tage 10-12 iskolde brusebade. Han skreg af den smerte, han oplevede. Det var forfærdeligt, simpelthen forfærdeligt. Men ingen ønskede at hjælpe ham. Han var fortabt og begyndte at tale om, hvordan han ville have sin begravelse. I hvilken kirke det skulle være og så videre. Han planlagde sin egen død.”

Ifølge Tjeerds mor fejlede det offentlige sundhedssystem i forsøget på at hjælpe ham.

”Psykiateren sagde, at institutionen, hvor han arbejdede, ikke tillod, at aktiv dødshjælp kunne blive udført. ’Sådan arbejder vi ikke her’, fik vi at vide. De psykiatriske institutioner er meget gammeldags. De har deres egne bestyrelser og lokale retningslinjer.

Min søn blev meget trist og spurgte os: ’Mor og far, vil I så tage med mig til vores praktiserende læge for at tale om dødshjælp?’. Men vores egen læge sagde: ’Jeg kan ikke hjælpe, det er for svært med psykiatriske patienter. Jeg kan ikke få mig til at gøre det.’ Det gjorde Tjeerd helt modløs. Hun ville kun hjælpe patienter med fysiske lidelser.

I dette tilfælde fandt hun det for svært. I den samme samtale spurgte jeg: ’Bør jeg så, som hans mor, hjælpe ham selv?’. Hun sagde, at det kunne jeg ikke, at det var alt for stor en byrde. Så til sidst besluttede han sig for at tage sit eget liv. Systemet havde vendt ham ryggen.”

Det falder tydeligvis ikke Carine let at tale om denne afvisning af hendes søn. Hun drikker lidt vand og fortsætter:

”Det er ofte mere svært i religiøse områder. Hvert menneske har sin egen samvittighed. Vi respekterer selvfølgelig, hvis en læge siger nej af sådanne årsager, men han er stadig forpligtet af loven til at henvise til en læge, der ikke har disse forbehold.”

Men problemet handler tilsyneladende ikke blot om psykiatere, der har personlige forbehold, men også om en profession, der har udviklet et bestemt menneskesyn.

”Psykiaterne har for travlt med at udskrive medicin. De har ikke den samme fornemmelse for liv og død som almindelige læger. En normal læge er oftere nødt til at overveje aktiv dødshjælp – en psykiater er mere tilbøjelig til at prøve en ny behandling. Deres tankegang er fuldstændig anderledes. De har faktisk retningslinjer, der instruerer dem i, hvordan de bør handle, når patienter anmoder om aktiv dødshjælp. Men mange ved slet ikke, at de eksisterer. Eller de siger: ’Jeg ønsker ikke at tale om emnet. Hvis du bringer det på bane, isolerer jeg dig, så du ikke kan gøre skade på dig selv.’ Det er tabu blandt psykiatere. For patienten vil det føles som en straf. De tør ofte ikke tage det op af frygt for sådanne konsekvenser,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Hollændere vil udvide adgang til aktiv dødshjælp

Carine har organiseret sig med andre forældre med lignende erfaringer, og de ønsker at opnå, at psykiatrien bliver sig sit ansvar bevidst:

”Psykiatere nævner ikke, at deres patienter har ret til en ’second opinion’, og deres patienter er ofte ikke klar over det selv.

Der er en mangel på viden på området. Vi ønsker at opnå, at andre psykisk syge, der opfylder kriterierne, kan dø i fred og værdighed – ikke som vores børn. Vi ønsker, at psykiaterne lytter bedre efter, når patienter til stadighed ønsker aktiv dødshjælp. Det er ikke altid blot et symptom. Ofte er det, hvad det er: En reel bøn om hjælp.”

Jeg spørger Carine, om en selvmordsklinik kunne have hjulpet Tjeerd. Hun lægger langsomt hænderne for munden og ser mod væggen bag mig. Der hænger talrige billeder fra sønnens barndom. Hun tager en dyb indånding og svarer:

”Først og fremmest ville jeg ønske, at sådan en klinik slet ikke var nødvendig. For hvis læger var barmhjertige og virkelig lyttede, ville de udføre aktiv dødshjælp i patientens eget hjem, hvor han er tryg og føler sig hjemme. Sammen med familien og i sin egen seng. I stedet for at skulle rejse til fremmede omgivelser for at dø.”

Carines mand, Otto, har siddet bag os i sofaen under hele interviewet, men bryder pludseligt ind:

”Nej, i princippet burde en selvmordsklinik ikke være nødvendig. Men vores første reaktion var: Godt, det er en god idé. Men faren er, at lokale læger blot siger ’tag til Amsterdam, der kan de hjælpe dig’. De kan fralægge sig ansvaret.”

Carine nikker og følger op:

”Men en klinik kunne også have skabt fred til at prøve en sidste behandling. Tjeerd ønskede at vide, at hans død var ordentligt organiseret. Og havde han haft den forsikring, ville han måske have prøvet en sidste gang.”