Torben Jensen |
24. oktober 2011
Et imamråd er et privatreligiøst projekt, som ingen behøver rette sig efter. Hvis man alligevel gør det, er det ens egen sag og ikke noget, politikerne skal forbyde, mener Torben Jensen
Debatten om, hvordan vi forholder os til troende muslimer og deres handlinger, bør i høj grad fokusere på, om vi mener det alvorligt, det med, at menings- og trosfrihed gælder for alle. Skal vi gå foran med at udvise åndsfrihed og indrømme andre etniske grupper frihed til at mene, hvad de vil, eller skal vi anvende trusler og magtsprog?
Magtanvendelse er naturligvis den rigtige løsning, hvis religiøse grupper selv griber til vold eller ulovlige handlinger som for eksempel det nye selvbestaltede salafist-vagthold, der agter at forhindre andre borgere i eksempelvis diskoteksbesøg.
Salafisterne forstår altså ikke, at demokrati og religionsfrihed gælder for alle i dette land. Så meget vigtigere er det at kæmpe for en fuldtonende åndsfrihed, der også gælder for demokratisk sindede muslimer.
Lene Kattrup siger i en kommentar i Kristeligt Dagblad den 17. oktober, at hun som demokrat naturligvis ikke tænker på at bruge andre virkemidler end ord. Hvorfor under hun så ikke den muslimske gruppe at gøre det samme? Hvorfor vil hun fortsat have det til at se ud, som om et imamråd skal råde over magtmidler og stå over dansk lovgivning? Har nogen ønsket eller foreslået, at islams love skulle stå over det danske demokrati? Hvis ikke, så synes jeg, det er en alvorlig afsporing af debatten fra Kattrups side, for det er jo netop her, hele det principielle omdrejningspunkt ligger.
Hvis en sag i selve sin kerne bliver fordrejet, kan debatten jo ikke være saglig og pæn, hvilket hun ellers selv efterlyser. Forslaget om et imamråd har intet med lovmagt at gøre, men er baseret på religiøs tro. Man bør kritisere det, som forslaget går ud på, og ikke en tænkt situation, som man i sin fantasi forestiller sig, det foreslåede kunne udvikle sig til.
Uanset hvor meget Kattrup og imamerne kalder det en lov, så er imamrådet kun et privatreligiøst projekt, som ingen behøver rette sig efter. Men religiøse mennesker i Danmark har altså lov at leve efter religiøse love, lige så tosset de vil – og gør det. Det gælder både muslimer og kristne, og ikke altid synes det at føre noget godt med sig for dem, der befinder sig under et religiøst pres.
Tænk på sekteriske og meget lukkede og undertrykkende religiøse grupper. Sådan har det altid været, og sådan vil det blive ved med at være. Staten skal imidlertid kun gribe ind, når religiøsiteten tager overhånd, og svage parter som for eksempel børn lider skade. Eller hvis lovens grænser på anden måde overskrides.
Dette er simpelthen grundlæggende demokratisk frihedstænkning, men det er måske her, forskellen i hendes og mit syn på demokrati og åndsfrihed viser sig.
Kattrup signalerer, at muslimernes initiativ burde forhindres. Ministeren bør ”slå hælene i”, siger hun og tilføjer, at staten ikke burde sanktionere, altså godkende det. Kattrup bruger kun ord, og imamrådet for skilsmisseramte bruger også kun ord som virkemidler. Skal ministeren også slå hælene i over for Kattrups ord, eller gælder det kun muslimernes?
Selvom Kattrup er uenig med ministeren, kan det vel ikke være meningen , at han skal have mundkurv på, hver gang han synes godt om et projekt, der har religiøs baggrund. Temmelig meget socialt arbejde i Danmark har religiøs baggrund. Hvis de muslimske kvinder lider overlast, skal de beskyttes, men i et frit og demokratisk land må det være disse kvinders egen sag, hvilke religiøse regler de gider lytte til. En konfliktskabende debatform som Kattrups er i sidste ende til alt andet end gavn for de omtalte kvinder.
I øvrigt savner jeg svar på mit vigtigste spørgsmål, nemlig med hvilken ret hun beskylder imamernes råd for at være sammenblanding af religion og politik.
Torben Jensen,
cand.theol.,
Helenelyst 212, Brabrand
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad