Claus Mechlenborg |
24. oktober 2011
Historie verden rundt
Fra Frederik VI’s hof
Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie har i årevis stået bag adskillige vægtige kildeudgivelser. Den seneste er ingen undtagelse.
I to bind har Anders Monrad Møller samlet alle private breve, der blev udvekslet mellem Frederik VI og hans fætter, prins Christian Frederik, den senere Christian VIII. Fra 1801 til Frederiks død i 1839 skrev de to fætre sammen. Brevene omhandler stort og småt.
Fra tabet af Norge til dagligdagens gøren og laden i kongehuset. Blandt andet kan man læse, at Frederik VI’s livret var ægte skildpadde importeret fra kolonierne i Dansk Vestindien. Bindene udkommer den 30. november og koster 350 kroner. De kan bestilles via
www.danskeselskab.dk.
Hugo Boss undskylder
Det eksklusive tyske modehus Hugo Boss er i gang med at undersøge firmaets historie. Virksomheden blev grundlagt i 1924, og firmaet har ansat to uvildige historikere til at skrive om Hugo Boss indtil 1945.
Ikke meget er sluppet ud, men man har på forhånd vidst, at der var en nær forbindelse mellem grundlægger Hugo F. Boss og nazisterne. Boss var medlem af partiet, ikke af praktiske årsager, men fordi han troede på det nationalsocialistiske projekt.
Hugo Boss fik også en lukrativ kontrakt med nazisterne. Han skulle producere uniformer til hæren. Ifølge BBC blev uniformerne produceret af slavearbejdere. Historikerne har opdaget, at firmaet benyttede sig af 180 slavearbejdere, og samtidig med offentliggørelsen udsendte Hugo Boss en officiel undskyldning for fortidens synder.
Dødehavsrullerne på nettet
Internettet er en guldgrube, når det kommer til publikation af alverdens historiske kilder. Det elektroniske medie kan få sjældne dokumenter ind i vores dagligstuer. Nu er Dødehavsrullerne kommet på nettet. Og oven i købet i en herlig indpakning. Man kan klikke sig rundt på de indscannede ruller og få de enkelte vers i engelsk oversættelse. Har man lyst til at vide mere, er der videoer med supplerende oplysninger. Det er et partnerskab mellem Google og Israels Nationalmuseum, der har gjort hjemmesiden mulig. Se mere på
www.dss.collections.imj.org.il.
Beatles imod raceopdelte koncerter
Der er ofte en snæver sammenhæng mellem politik og populærmusik. Selvom The Beatles i deres unge år ikke var specielt politiske i deres tekster, var gruppen det i sine kontrakter. BBC har set på nogle af The Beatles’ koncertkontrakter fra 1965. Beatles skulle give koncert i Californien, og i kontrakten blev det understreget, at gruppen under ingen omstændigheder ville spille for et raceopdelt publikum.
De effektive arkiver
Det er en evig diskussion, om Statens Arkiver er for effektive. Forstået på den måde, at der bliver kasseret for meget og gemt for lidt. Debatten bliver taget op igen af Liselotte Christensen i det nyeste nummer af Historisk Tidsskrift.
Her fører forfatterinden bevis for, at der især inden for de seneste 15 år er blevet kasseret mere end tidligere. Det er især sygehusarkivalier, der bliver kasseret tæt på grænsen af, hvad der er forskningsmæssigt forsvarligt.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad