Først var størst

Amundsen kom hjem til hæder. Scott og hans mænd blev senere fundet stivfrosne og døde. Deres udstyr havde ikke været i orden. Amundsen derimod havde styr på både udstyr og hunde.

I Nils Aage Jensens optik var det kun logisk, at Amundsen bad taberen Scott tage et par breve med tilbage til civilisationen. Kun dermed kunne nordmanden jo bevise sin sejr.

Det er sådan set korrekt. Jensens ord ville dog have haft mere vægt, hvis han havde citeret fra brevet. Til gengæld tager Jensen sin hovedperson vel meget i forsvar, idet han mener, at der ikke var noget hånligt ment fra Amundsens side. Det kan Jensen sådan set have ret i, men det ville have været klædeligt, om han havde forfulgt sagen yderligere.

Jensen har af en eller anden grund ikke benyttet Kirsten Hastrups fine bog ”Vinterens hjerte”, hvor der er adskilligt at hente om Amundsen. Ifølge Kirsten Hastrup skrev Amundsen senere: ”Seir venter den som har i orden – folk kaller det hell. Nederlag er sikkert for den, som har glemt i tide å treffe de nødvendige forholdsregler, dette kalles for uhell”.

Det blev opfattet både skrydende og hånligt i England. I denne nationalismens tidsalder var det ikke videre diplomatisk. Skrydende var det også og endda hånligt over for den afdøde Scott, da Amundsen erklærede englænderne for dårlige tabere. Amundsen undskyldte ikke, og kollega Nansen måtte rykke til undsætning for at klinke skårene mellem Norge og England. Såret i England var dybt. Imperiet havde mistet en af sine tapre sønner og tabt til den unge stat Norge.

Forfatteren kommer omkring mange kroge af Amundsens liv og levned. Fra fødsel til død, som det hør og bør sig i en biografi. Jensen holder sig stringent til Amundsen. Der kommer ikke mange sidespring til hverken den historiske periode eller hovedpersonens samtidige. På den vis kommer man til at lære Amundsen at kende, og det er en modig og ærgerrig mand, et rigtigt mandfolk. Et mandfolk af den slags, der ikke lader sig slå ud, men som rejser sig igen, når modgangen rammer.

Amundsen var ikke mindst et barn af sin tid – hele sit liv fulgte han med udviklingen. Ikke mindst, da flyvemaskinen blev et brugbart redskab i polaregnene, fulgte han med. Sådan endte han også sit liv under en redningsaktion. Igen en aktion, hvor han overraskede sin omverden. Italienerne ville ikke have, at en nordmand skulle redde landets borgere, men Amundsen vovede pelsen og styrtede i døden i 1928.

Jensen er afgjort en dygtig ordsmed. Sætningerne er korte, beskrivende og præcise. Biografien som helhed yderst detaljeret. I sin forrige bog om Carl Petersen eksperimenterede Jensen med den narrative fortællestil.

Det gør han igen, men her opstår der tvivl, om der er tale om roman eller biografi. Noter ville have pyntet. Man kommer til at tvivle på, hvor det psykologiske portræt er baseret på kilder, og hvor det er forfatterens egne slutninger.

Generelt set savnes nogle ræsonnerede kapitler om Amundsens betydning for eftertiden. Der bliver konkluderet, at hans ekspeditioner ikke bidrog synderligt til forskningen, men hvad så? Man behøver blot at sige Lene Espersen og Hillary Clinton i samme sætning for at vide, at polaregnene stadig indgår i et kapløb.

Endvidere fremgår det af Jensens bog, at Amundsens personlighed havde adskillige mørke sider. Man fristes til at spørge, hvordan nationalhelten i det lys blev skabt?

Selvom Jensens bog på sin vis kunne have været langt mere nuanceret og perspektiverende, er det dog en bog, som bør stå på hylden ved siden af biografierne om Peter, Knud, Carl og de andre gæve polarbetvingere. Samlingen er ved at være komplet. Nu venter vi på Nansen.

Nils Aage Jensen. Amundsen. 336 sider. 399 kroner. Informations Forlag.