Hollændere vil udvide adgang til aktiv dødshjælp

LÆS OGSÅ: Aktiv dødshjælp: Hvem bestemmer, hvornår smerten er ubærlig

Af denne grund skal den nye klinik ifølge NVVE ses som en reaktion på manglende mod og professionalisme i den hollandske sundhedssektor.

”Mange læger og psykiatere har problemer med at udføre aktiv dødshjælp efter anmodning fra patienten. Denne personlige stillingtagen er ofte et problem. Mange læger er for angste for loven og for at blive straffet, hvis de gør noget forkert. For eksempel tvivler de på, om patientens lidelser er tilstrækkelige til lovligt at kunne udføre aktiv dødshjælp. Andre har moralske eller religiøse skrupler ved at afslutte patientens liv.

Selvmordsklinikken, vi ønsker at åbne, er en nødløsning – en udvej for dem, der afvises af deres egen læge. Individuelt selvmord er i orden, men vi ønsker ikke at se folk hoppe ud foran tog og lignende. Vores nuværende lov er i princippet så åben, at vi kan hjælpe næsten hvem som helst,” siger hun.

Ifølge de Jong er det særligt patienter med psykiske lidelser, der i dag bliver overset.

”Vi ser grupper med psykiske lidelser, der ikke har de samme muligheder. Det kan være unge med skizofreni, demente ældre og mennesker med alzheimer. Vi ved, at mange af disse patienter faktisk opfylder kriterierne (de skal have kroniske og ’ubærlige’ lidelser samt have et konsistent og frivilligt ønske om dødshjælp, red.), men ofte ikke får deres ønske opfyldt. Og for disse patienter, og kun dem, der falder inden for lovens kriterier, kan vores klinik være en mulighed.

De er inden for lovens kriterier, aktiv dødshjælp burde blive udført, men mange læger og psykiatere siger desværre nej,” forklarer Petra de Jong.

Disse afvisninger vil NVVE ikke acceptere, og derfor åbner organisationen Hollands første selvmordsklinik i 2012.

”Vi tilbyder en mulighed for, at du kan afslutte dit liv med værdighed. Vi ønsker ikke, at mennesker er nødt til at tage forfærdelige midler i brug for at begå selvmord. Det er ikke at dø i værdighed og er ikke måden, vi skal forholde os til selvmord på som samfund. Vi har et ansvar for vores næste, og vi ønsker ikke, at vore naboer føler sig tvunget til at hoppe ud fra en høj bygning. Det er traumatiserende for dem, for dig og for en masse andre.

Vi mener grundlæggende, at enhver hollænder har ret til at foretage sit eget valg og bære sit eget ansvar. Vores rolle som organisation er at frigøre alle til at kunne træffe deres egne selvstændige valg, hvis de ønsker at afslutte deres liv.”

Afslutningsvist fremhæver Petra de Jong, at den kommende selvmordsklinik også er en praktisk udfordring. ”Det er svært at finde den rette beliggenhed. Ingen ønsker sådan en klinik i deres baghave. Vi forventer at assistere cirka fire individer med aktiv dødshjælp pr. dag, og rustvogne vil afhente ligene dagligt. Men vi har allerede rigeligt med sygeplejersker, læger, psykiatere og finansiel og juridisk opbakning. Alt det praktiske er på plads,” afslutter Petra de Jong.

I Groningen, i den nordlige del af landet, har psykiateren Alfons Tholen fulgt debatten tæt. Han har gennem flere år vejledt andre psykiatere om aktiv dødshjælp og mener ikke, at deres afslag leder til betydeligt flere selvmord.

”Det argument er ugyldigt. Hvert år har vi cirka 1600 selvmord i Holland, og vi mener, at mindre end 50 af dem, der tager deres eget liv, tidligere har fremsat et ønske om aktiv dødshjælp. Derfor er der måske mindre end 10 personer med en psykiatrisk diagnose, der opfylder kriterierne, men ikke bliver hjulpet. Det er et meget begrænset antal.”

På trods af dette erkender Alfons Tholen dog, at forespørgsler om aktiv dødshjælp er sværere at håndtere, når de kommer fra psykiatriske patienter.

”Mennesker, der lider af psykiske sygdomme, er ofte yngre end somatiske patienter. Man har ofte en mere intens relation til dem, end almindelige læger har til deres patienter. Derudover har de en længere forventet levetid, og det gør det til en anderledes situation.

Mere end 90 procent af de kræftpatienter, der modtager aktiv dødshjælp, forventes at have mindre end en måned tilbage. Med psykiatriske patienter varer det meget længere, og det gør det mere komplekst. Der er flere psykosociale faktorer at forholde sig til, og der er flere alternative behandlinger, der skal prøves af, før man kan sige, at sygdommen er uhelbredelig,” siger Tholen.

Mens lægerne har klare medicinske kriterier til at vurdere lovligheden af aktiv dødshjælp, må psykiatere ifølge Tholen manøvrere i en langt mere subjektiv gråzone:

”Det er sværere for os at sige, hvornår en tilstand er udsigtsløs, og præcist bestemme, hvornår kriterierne er opfyldt, og få en fornemmelse for, i hvilken udstrækning patientens sygdom er ’ubærlig’. Personlighedsforstyrrelser kan vanskeliggøre processen, og patienten kan dramatisere sin situation. Psykoterapi er ikke ufejlbarligt, så man må altid genoverveje mulighederne i en alternativ behandling.”

Men selv når kriterierne er opfyldt, og eventuel tvivl ryddet af vejen, mener Tholen ikke, at psykiatere med moralske eller religiøse forbehold har en forpligtigelse til at hjælpe patienten videre: ”Når en psykiater er principiel modstander af det, for eksempel af religiøse grunde, kan du ikke forvente, at han vil finde en, der er villig, og det kan naturligvis være et problem.”

Alfons Tholen har været medforfatter til et sæt retningslinjer, der skal vejlede hollandske psykiatere om aktiv dødshjælp. Psykiaternes kendskab til disse retningslinjer er tidligere blevet kritiseret i offentligheden, men kritikken afvises af Tholen:

”55 procent af de 3500 hollandske psykiatere har kendskab til retningslinjerne for aktiv dødshjælp. Det syntes jeg ikke er noget dårligt tal, da psykiatere i gennemsnit kun anmodes om aktiv dødshjælp en gang hvert 10.-15. år. Og hvis behovet opstår, kan de finde dem på nettet eller spørge deres kolleger.

LÆS OGSÅ: "Min søn følte sig tvunget til selvmord."

Men der er mange psykiatere, der afviser dødshjælp, hvor deres patienter ikke kan finde en anden psykiater. Og det er et problem for patienten.”