24. oktober 2011
Søndag 6. maj bliver på flere måder en stor festdag.
Ikke nok med, at anden etape af cykelløbet Giro d'Italia kommer forbi Nordvestjylland, så er det også en af årets største konfirmationsdage.
LÆS OGSÅ: Giro d'Italia skal markedsføre DanmarkOg det giver bekymringer mange steder, for på en dag hvor både konfirmander og gæster skal transporteres til både kirker og festlokaler, så er det ikke trafikale udfordringer, der står højest på ønskesedlen.
Det skriver Folkebladet Lemvig.
I Nørlem Kirke glædede sognepræst Bettina Reese Tonnesen sig først over, at cykelløbet kommer forbi Lemvig.
Men kort før efterårsferien gik det op for hende, at det var på den ene af kirkens to konfirmationssøndage.
»Jeg bider lidt negle, og jeg vil gerne have en tilbagemelding om, hvornår vejene bliver lukket af,« siger sognepræsten.
»Vores anden konfirmation den søndag er klokken 11, og varer cirka en time. Når der bagefter skal tages billeder af konfirmanderne, så bliver klokken 12.30, og hvis vejene er lukkede til den tid, så er det et problem,« siger Bettina Reese Tonnesen.
Hun har 13 konfirmander og en fyldt kirke med omkring 125 gæster til konfirmationen klokken 11.
Hos Midt- og Vestjyllands Politi har man for længst noteret sig sammenfaldet mellem de to store begivenheder.
»Vi er opmærksomme på, at det er en stor konfirmationsdag, hvor der er mange arrangementer, som er planlagt flere år frem i tiden. Vi kan ikke love, at der ikke bliver nogle trafikale gener, men vi vil sørge for, at alle kan komme frem og tilbage,« forklarer vicepolitiinspektør Martin Løye, der har fået opgaven med at stå for alt politiets koordinering i forbindelse med de tre danske etaper af Giro d'Italia.