10-årige Cecilia Holm Dyring kom til Danmark sammen med sin mor, Unni Holm Dyring, for syv år siden. ”Det var meget hårdt at falde til, fordi vi ikke havde noget netværk. På et tidspunkt kontaktede jeg kommunen, men jeg fik aldrig noget svar,” fortæller Unni Holm Dyring. –
- Søren Staal.
Britta Søndergaard |
25. oktober 2011
Svær integration Grønlandske Unni Holm Dyring og hendes datter Cecilia oplevede social isolation, da de for syv år siden flyttede til Danmark
10-årige Cecilia Holm Dyring viser sit nyindrettede værelse frem i parcelhuset i Dianalund på Vestsjælland. På den grønne væg, som hun selv har malet sammen med sin mor, hænger en collage med billeder af hendes grønlandske familie.
Cecilia Holm Dyring lever et liv som så mange andre piger på 10 år med skole, kammerater og spejder.
LÆS OGSÅ: Grønlandske børn i Danmark svigtesMen sådan har det ikke altid været. For syv år siden flyttede Cecilia og hendes mor til Danmark. Og selvom de begge taler dansk, var integrationen i det danske samfund en overraskende hård proces, fordi de følte sig socialt isolerede.
”Jeg har boet hele mit liv på Grønland og havde et godt liv i Nuuk, hvor jeg arbejdede i en tøjbutik. Jeg tog af sted, fordi jeg syntes, at der skulle ske noget nyt i mit liv, og fordi jeg ville give min datter nogle bedre muligheder i Danmarkog selv ville i gang med en uddannelse som beklædningshåndværker,” fortæller den 33-årige Unni Holm Dyring.
Mor og datter flyttede ind i en halvandenværelses lejlighed på Amager, og Cecilia kom i børnehave. Men de kendte ikke en sjæl og sad ofte mutters alene en hel weekend.
”Vi var virkelig ensomme. Jeg kommer fra en stor og kærlig familie, hvor man er vant til at gå ud og ind hos hinanden, og hvor børnene leger med hinanden.
Men i Danmark havde Cecilia ikke nogen børn at lege med. Når jeg arrangerede legeaftaler med forældrene i børnehaven, kunne det tage flere uger, før den danske familie havde tid. Den kulturforskel havde jeg svært ved at vænne mig til. I det hele taget oplevede jeg det som vanskeligt at komme ind på danskerne og få nye venner,” fortæller Unni Holm Dyring.
I en periode udviklede hun en egentlig depression og opgav sin uddannelse som beklædningshåndværker, fordi hun ikke magtede at passe skolen. Hendes triste sindstilstand smittede af på datteren.
Bedre blev det ikke, da mor og datter flyttede til en større lejlighed i Tingbjerg uden for København.
”I skolen var der næsten ingen danskere, men mange somaliere. Jeg blev drillet, følte mig anderledes og havde ingen kammerater i klassen,” forklarer Cecilia Holm Dyring.
Unni Holm Dyring fortæller, at det var vanskeligt at bo sammen med somaliske og arabiske naboer, når hendes største ønske var at integrere sig i det danske samfund.
”Jeg har ikke noget imod de mennesker, der bor i Tingbjerg. Men det var rigtig svært at komme ind på beboerne i området, fordi de levede i deres egen verden og mest var sammen med andre fra deres egen nationalitet,” forklarer Unni Holm Dyring.
På et tidspunkt forsøgte hun at kontakte kommunen for at få hjælp, men hun fik aldrig noget svar på sin henvendelse.
Situationen ændrede sig først til det bedre, da Unni Holm Dyring for tre år siden kom i ”Et Godt Liv i Danmark,” som organiseres af foreningen Grønlandske Børn. Det betød, at Cecilia en gang om måneden fik mulighed for at komme på lejr sammen med andre grønlandske børn.
”Dengang havde jeg ikke ret mange venner. Men så mødte jeg andre børn fra Grønland, og vi legede sammen. Det var dejligt at møde nogen, der var ligesom mig selv. Vi forstod hinanden, og efter lejren var det også lettere at finde nye venner i skolen,” fortæller Cecilia Holm Dyring.
Familiens vanskeligheder med at finde sig til rette i Danmark er typisk for mange af de grønlændere, der flytter til Danmark, forklarer socialpædagog og områdeleder Michael Müller fra projektet ”Et Godt Liv i Danmark.”
”Unni og Cecilia er nogle af de ressourcestærke i projektet, men vi møder mange børn og forældre med alvorlige sociale problemer, og nogle taler heller ikke særlig godt dansk. De er nogle gange tilbageholdende med at søge hjælp og betragter det som et nederlag, at de skal opsøge kommunen,” siger Michael Müller og henviser til, at socialt udsatte grønlændere i en del tilfælde flytter til Danmark i håb om at få en ny fremtid.
”Nogle forældre har psykiske problemer og eller et misbrug. Når de så oven i købet skal integrere sig i et nyt samfund, så siger det næsten sig selv, at det vil give problemer, som smitter af på børnene. Ofte reagerer børnene ved at være meget indadvendte, og derfor kan det være svært for lærere og andre at opfange problemerne,” forklarer Michael Müller.
Unni Holm Dyring er ikke i tvivl om, at det i mange tilfælde kræver en særlig integrationsindsats, når grønlændere skal finde sig til rette i Danmark.
”Mange tænker på grønlændere som danskere, men der er store kulturelle forskelle,” siger Unni Holm Dyring.
I dag er hun i gang med en uddannelse som social- og sundhedshjælper og er flyttet sammen med en dansk kæreste i et hus i Dianalund.
”Vi trives godt med at bo i en lille by, hvor alle kender hinanden. Det er både Nuuk og Danmark på én gang.”
Også Cecilia er blevet gladere:
”Jeg har mange veninder og bliver ikke drillet mere.”
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad