Karen Hækkerup vil hjælpe udsatte grønlandske børn
- Marie Hald/Scanpix Denmark
Britta Søndergaard |
25. oktober 2011
Socialminister Karen Hækkerup (S) vil kulegrave indsatsen for socialt udsatte grønlandske børn i Danmark. Deres mistrivsel opdages ikke, når de flytter herned, viser undersøgelse
Når en socialt udsat familie flytter fra Nuuk til Aalborg, skal den grønlandske kommune kunne varsle den danske kommune om familiens problemer.
LÆS OGSÅ: Ensomheden i Danmark kom bag på os
Det foreslår socialminister Karen Hækkerup (S), der i samarbejde med det grønlandske hjemmestyre vil kulegrave, hvad både Danmark og Grønland kan gøre for at forhindre omsorgssvigt blandt grønlandske børn i Danmark.
Det sker, efter at en undersøgelse fra Foreningen Grønlandske Børn har afsløret, at det danske sociale system overser herboende grønlandske børns mistrivsel. To tredjedele af de 120 børn, som foreningen inddrog i et fireårigt frivilligt integrationsprojekt, havde problemer, der ikke var blevet opfanget af kommunen. Knap 30 af børnene er i dag anbragt uden for hjemmet.
Grønlandske børns problemer i Danmark er i dag temaet for en konference på Christiansborg.
”Der skal ske noget for at forbedre forholdene for disse børn. Derfor har jeg taget kontakt til min grønlandske kollega, og vi er enige om at lave nogle nye regler, så danske kommuner skal underrettes, når socialt udsatte grønlændere flytter her til landet,” siger Karen Hækkerup.
Hun tog i går kontakt til den grønlandske socialminister, Mimi Karlsen, fra det venstreorienterede grønlandske parti Inuit Ataqatigiit (IA) for at drøfte problemet med omsorgssvigt blandt grønlandske børn i Danmark.
”Et af problemerne er, at de grønlandske myndigheder kun kan underrette en dansk kommune, hvis den pågældende familie har givet samtykke. De regler skal vi se på. Vi ved også, at udsatte grønlandske familier i Danmark ofte lukker sig om sig selv, og at børnene kan have det skidt i meget lang tid, uden at nogen griber ind.
Derfor skal vi undersøge, hvad det er for nogle strukturer, der gør, at disse familier kan få lov at putte sig,” siger Karen Hækkerup.
Hun lover, at regeringen har en strategi klar for, hvordan de dårligst stillede grønlandske børn kan hjælpes, når satspuljeforliget for 2013 skal forhandles næste år.
Oppositionen er ikke imponeret af socialministerens forslag. Venstres socialordfører, Eyvind Vesselbo, mener, at de herboende grønlandske børns problemer er så akutte, at de kræver handling her og nu. Han foreslår derfor, at der afsættes et beløb på finansloven til den kommunale indsats for udsatte grønlandske børn.
”Det er fint nok med de initiativer, socialministeren foreslår, men det kan jo ikke dække over, at der skal handling til nu,” siger Eyvind Vesselbo, som fremhæver, at en kulegravning af den sociale indsats for de grønlandske familier vil tage flere år:
”Vi kender udmærket til mange af de ting, der skal gøres. Det er for slapt med en kulegravning. For hver dag der går, er der børn, der bliver tabt i systemet.”
Ifølge det seneste skøn fra Foreningen Grønlandske Børn har 1000 grønlandske børn i Danmark brug for en social indsats.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad