John Aasted Halse |
25. oktober 2011
Når forudsætningerne er til stede, kan en deleordning være til barnets bedste, skriver psykolog John Aasted Halse
Lone Nørgaard har her i avisen forleden reflekteret over en ny undersøgelse fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, om skilte børn, der lever i en såkaldt deleordning, hvor de bor lige meget, men på skift, hos de to forældre.
Lone Nørgaard mener – stadigvæk – at det afgørende for børn er, at de bor hos deres mor. Mens fokus retteligen bør være på, hvad der er bedst for børnene.
LÆS OGSÅ:
Lone Nørgaard: "Forældreansvarslov er lig med børnemishandling"At far – også efter en skilsmisse – er eller bør være ”på banen”, er en markering af, at børn har behov for begge de biologiske forældre. Og det kan der være megen sund logik i, for i mange familier har far spillet en stor rolle også før skilsmissen.
Men selvom den ovenfor omtalte undersøgelse klart fortæller, at deleordninger breder sig som en steppebrand, er det et stort spørgsmål, om den form for samvær afspejler, hvad der er barnets bedste. Far eller mor er her i princippet underordnet.
Det centrale er her, at det er en belastning for mange børn, at de skal navigere i vidt forskellige familiesystemer. Et problem, der ikke bliver mindre af, som SFI’s undersøgelse også fortæller, at langtfra alle forældre er villige til på længere sigt at forpligte sig på de bindinger, som en sådan ordning indebærer.
Forældrene aftaler selv i langt de fleste tilfælde, ofte i den vildfarelse, at det vil være det mest retfærdige for alle parter. Men de overser, at det er det gode samarbejde og de praktiske forhold, der skal bære værket. En deleordning holder kun, når det er til barnets bedste.
Og hvad der komplicerer hele sagen: Det kan være til barnets bedste at være i en deleordning, når og hvis ellers forudsætningerne er til stede – og omvendt kan det også være barnets bedste med én fast bopæl hos den ene forælder og måske kun weekendsamvær med den anden. Ikke mindst når der er mange manifeste konflikter mellem forældrene.
Det betyder så en mindre tilknytning til ”besøgsforælderen”, men der ér jo ingen ideel løsning.
Og løsningen er i hvert fald ikke, som Lone Nørgaard argumenterer for, en tilbagevenden til tidligere tider, hvor far ingen rolle spillede.
John Aasted Halse,
autoriseret psykolog,
Gl. Taastrupvej 5,
Holbæk