Harry Hole efterforsker Oslos skyggesider

Han kontakter drankerne, narkomanerne, pusherne og de andre kriminelle, og langsomt kredser han sig ind på bagmændene bag dem alle, både ham, der fremstiller det nye, farlige stof, violin, som folk er villige til at slå ihjel for, og den bagmand, der står for salget og for at holde alle andre ude af det lukrative marked.

Det er farlige, skrupelløse folk, og hvad værre er, så synes der at være en forbindelse mellem narkobaronen og politiet og mellem politiet og de lokale byrådspolitikere.

Jo tættere Harry Hole kommer på sagens opklaringen, jo farligere bliver det. Han knivoverfaldes, han får bank, han forsøges druknet, og han spreder som sædvanlig selv vold omkring sig.

Harry Hole bevæger sig rundt blandt bærmen, og Jo Nesbøs beskrivelse af narkomaners liv og lod gør i al sin nøgternhed dybt indtryk. Der er ingen samfundsmoralsk kritik af narkomanens valg, ej heller et forsvar, men måske en beklagelse over samfundets passive seen til.

Et underliggende tema er voksnes svigt af børn, svigt, der nogle gange kan få katastrofale følger, og der er noget næsten mytisk i fortællingen om faderen, der vender hjem fra sit selvvalgte eksil for at råde bod på fortidens svigt og en gang for alle redde sønnen, der til gengæld ikke vil reddes, og som måske/måske ikke ender med at blive faderens banemand.

Selvom der her kan sættes ”pap” foran både far og søn.

”Genfærd” indeholder alt det, der løfter en spændende kriminalroman op til kvalitetslitteratur.

Det er den niende Nesbø-krimi med Harry Hole i hovedrollen, og med det niveau, de alle holder, er det en præstation langt ud over det sædvanlige. Det er ganske enkelt imponerende.

Jo Nesbø: Genfærd. Modtryk. Oversat af Allan Hilton Andersen. 456 sider. 299 kroner.