Efterhånden som folk i området fandt ud af, at Jalal, Nirah og børnene boede hos Nirahs forældre, lagde de pres på for at få dem til at flytte. Familien gjorde området usikkert, mente de øvrige beboere. Så familien flygtede. Kort efter måtte også Nirahs forældre flygte, da de modtog trusselsbreve efter at have huset familien.

Jalal og Nirahs flugt var kulminationen på fem år med spredte tilfælde af ubehageligheder. I 2004 måtte de lukke en frisørsalon, hvor Jalals søster arbejdede, fordi militsgrupper truede dem på grund af deres kristne tilhørsforhold. I 2006 overfaldt ukendte gerningsmænd Jalal og fem øvrige kristne taxachauffører. Og i 2008, lige inden familien flyttede ind hos Nirahs forældre, forsøgte islamistiske grupper at tvinge familien til at konvertere til islam.

Men flugten til Danmark førte altså ikke til opholdstilladelse. I Flygtningenævnets afslag lyder det, at familien i det seneste år inden udrejsen fra Irak ikke har været personligt forfulgt og derfor ikke kan tildeles asyl i Danmark.

På den baggrund har familien nu i lidt over en måned levet i Bagdad. Slægtninge er der ingen tilbage af hverken i hovedstaden eller i resten af Irak, så de har boet hos forskellige af Jalals bekendte. Endnu en gang i skjul, fordi de frygter, hvad der vil ske, hvis de personer, som tidligere har forfulgt dem, finder ud af, at de er tilbage.

Børnene kommer sjældent ud, og skolegang ser Jalal og Nirah som umuligt. Det job som taxachauffør, Jalal tidligere havde, ønsker han ikke at vende tilbage til, fordi det gør ham synlig i gadebilledet. Og for en uges tid siden detonerede en af de mange bomber, som jævnligt plager Bagdad, lige ved siden af det hus, hvor familien i øjeblikket befinder sig.

Oplysningerne om familiens nuværende situation kommer fra Jalals bror, Shamon Younan, som bor med sin familie i Skanderborg.

”De tør ikke gå ud, fordi deres psyke er meget skrøbelig. De fik penge med fra Danmark, 1000 dollars, mener jeg, så de kunne bo på hotel, men de kan jo ikke leve hele deres liv på et hotel. De har stort set ikke andet tøj end det, de rejste i,” fortæller han.

Shamon er i kontakt med Jalal omtrent hver anden dag via mobiltelefon. Da familien ankom til Bagdad, tog en FN-medarbejder imod dem og bad dem vente på, at han kontaktede dem igen. Nu er der gået en måned, og familien har fortsat intet hørt.

”Så de er nødt til at bo hos Jalals venner. De skifter mellem forskellige steder, men det er ikke nemt med tre børn. Jeg tænker meget på børnene, de er hele tiden trætte. Jalal siger, at børnene ofte taler dansk sammen,” fortæller Shamon.

Familien praktiserer stadig kristendommen, men altid i det skjulte.

”De har altid været kristne, men de kan ikke gå ud, de kan ikke gå i kirke, og børnene kan ikke gå i skole. Det er for farligt for en kristen familie i Bagdad.”

Tolken Therese Isho, som sendte mailen om familiens udsendelse, har også været i kontakt med Jalal og Nirah efter deres ankomst til Irak. Hun er bekymret over FN’s manglende kontakt til familien.

”Muhammed, som FN-medarbejderen hedder, har fortalt dem, at han har givet deres sag videre til hovedkontoret, men der sker ingenting. FN skal jo hjælpe dem med, hvordan de kan leve i Bagdad, og hvordan de kan få beskyttelse,” siger Therese Isho.

Hun mener, at familiens mulighed for at bo på et hotel er utopisk. Også hvis de rent faktisk havde pengene til det.

For ifølge Therese Isho kontrollerer iranere mange af Bagdads hoteller, og her er kristne ikke velkomne.

”Lige nu har familien ingenting. De bor hos Jalals ven, men det kan kun gå i en begrænset periode, for vennen er bange for, at andre opdager, at han lader dem bo hos sig. Og hvor længe kan en hel familie bo under de forhold? Det er simpelthen for farligt for dem at være i Irak.

gehlert@k.dk

DEBAT SIDE 11