Handicappede skal inkluderes langt mere i samfundet

Skal strukturreformen rulles tilbage? Mange peger på, at en tilbageførsel af store områder til amternes afløser, regionerne, vil være at foretrække.

DER ER imidlertid god grund til at tænke sig rigtig grundigt om, inden man forfalder til blot at foreslå en tilbagerulning til ”de gode gamle amts-dage”. For det første er en tilbagerulning næppe mulig.

Dertil er verden alt for forandret. Det, der var, findes ikke mere, så regionerne vil komme til at stå med de samme udfordringer, som kommunerne står med i dag: stram økonomi, hård statslig styring og stigende efterspørgsel. De væsentlige udfordringer forsvinder ikke, bare fordi vi ”ruller tilbage”.

For det andet var ”de gode gamle dage” måske slet ikke så gode endda. Amterne løste mange opgaver godt og dygtigt. Men amterne var også den organisatoriske og administrative ramme om et segregeret parallelsystem på handicapområdet.

Arbejdsdelingen mellem amterne og kommunerne fremmede en logik, hvor vi ekspederede alt det, vi ikke orkede, alt det, vi syntes var for kompliceret og besværligt, alt det, der ikke lige gik restløst op i normaliteten, videre til et administrativt niveau for det særlige og ubekvemme.

Amterne blev i sidste ende en legitimering af ”normalsystemets” ugidelighed eller dovenskab i forhold til det, der stikker lidt ud. Arbejdsdelingen mellem amter og kommuner var en direkte medvirkende årsag til, at rammerne for det ”normale” i ”normalsystemet” blev snævrere og snævrere.

Vi skal selvfølgelig sikre, at den specialviden, som er nødvendig for at kunne forholde sig kompetent og kvalificeret til de komplekse og ofte meget komplicerede vilkår, der gør sig gældende for rigtig mange mennesker med en funktionsnedsættelse, er til stede og tilgængelig.

Men det skal organiseres på en måde, som fremmer inklusion og ligebehandling. Vi skal ikke acceptere, at der sættes lighedstegn mellem specialisering og segregering eller mellem inklusion og afspecialisering. Det er en alt for uambitiøs og ligegyldig vision.

Derfor skal vi insistere på, at en kvalificeret og specialiseret indsats som hovedregel og i alt væsentligt skal kunne ske lokalt.

En række funktioner og tilbud forudsætter en så specialiseret viden, at den ikke kan være til stede i enhver kommune. Men så må kommunerne løse opgaven på tværs af kommunegrænserne.

Kommunernes nuværende ”kan selv vil selv-politik”, hvor man bevidstløst trækker alle opgaver hjem i blind tiltro til, at man kan gøre alt bedre og billigere selv, er i virkeligheden den største trussel mod kommunernes mulighed for fortsat at være hovedaktør på det specialiserede socialområde.

Hvis kommunerne ikke har format til at erkende, at der er opgaver, der er så svære og komplicerede, at de ikke magter dem hver især, men kun i fællesskab, så tvinger de os til at foreslå opgaven tilbageført til regionerne.

Omvendt må vi også som handicaporganisationer høre op med at italesætte store dele af handicapområdet som så specielt, at det kun kan løses i centraliserede enheder bemandet af eksperter fra de forskellige professionsklaner.

Begreber som faglig bæredygtighed og tilsvarende misbruges som argument for at samle mennesker med forskellige funktionsnedsættelser i centraliserede reservater.

Vi anerkender naturligvis nødvendigheden af og behovet for faglig udvikling. Men vi savner kreativitet, idérigdom og dynamik i buddene på, hvordan det hensyn kan tilgodeses, uden at mennesker med funktionsnedsættelser nødvendigvis skal bunkes sammen.

Enhver borger skal selvfølgelig tilbydes præcis de hjælpeforanstaltninger, den kompensation og den behandling, som knytter sig specifikt til den funktionsnedsættelse, borgeren har. Men det behøver ikke betyde, at vi skal samle alle spastikere, alle med rygmarvsbrok og alle udviklingshæmmede hver deres sted for at opnå de størst mulige stordriftsfordele.

Alle mennesker med funktionsnedsættelser er så meget mere og andet end deres funktionsnedsættelse. Og de er i hvert fald meget mere og meget andet end nogle, der skal have behandling. Derfor er det et helt urimeligt kriterium, at de skal sorteres, rubriceres og placeres ud fra det kriterium.

KOMMER MAN på et botilbud for mennesker med funktionsnedsættelser, så konstaterer man jo i langt de fleste tilfælde lynhurtigt, at det, der er i fokus hos beboerne, ikke er behandling. Det er jo boliger og hjem – ikke hospitaler. Vi skal derfor arbejde for, at mennesker med funktionsnedsættelser kan få hjælp og støtte til deres liv, der hvor andre også lever.

Vi skal insistere på, at der er plads til mennesker med funktionsnedsættelser i de almindelige tilbud: daginstitutioner, folkeskolen, på arbejdsmarkedet, i vores boligområder og i transportsystemet. Og der, hvor det undtagelsesvist ikke er muligt, må det være specialisterne og spidskompetencerne, som kommer til borgerne, så vi ikke behøver at sende mennesker med handicap det halve kongerige rundt.

Svaret er derfor ikke at styrke segregeringen ved at tilbageføre opgaver til regionerne. Svaret er at styrke inklusionen ved at udvikle kommunerne. Og det første skridt i den retning er at få gennemført en finansieringsreform, som giver kommunerne et incitament til at gøre det rigtige hos dem selv.

Der er behov for en grundlæggende finansieringsreform, som fordeler udgifterne til handicapområdet langt mere retfærdigt og solidarisk mellem kommunerne, end tilfældet er i dag. De nuværende regler er ikke gode nok.

De dyre sager er stadig alt for dyre for den enkelte kommune. En årlig udgift på 1.720.000 kroner udløser en statsrefusion på 200.000 kroner. Det er selvfølgelig bedre end ingenting, men det er ikke nok til at forhindre enhver kommune i at ønske, at handicappede slår sig ned – i nabokommunen.

Derfor skal vi have reformeret finansieringssystemet, så alle kommuner bidrager ligeligt og solidarisk til finansieringen af de dyre sager på handicapområdet, uanset hvor det enkelte menneske med et handicap vælger at slå sig ned.

Lone Møller og Mogens Wiederholt er henholdsvis landsformand og direktør i Spastikerforeningen