I godt selskab med Reuter, Fupz og alle de andre

1 / 3

Kim Fupz Aakeson (i midten) og Bjarne Reuter (til højre) er blandt de bedste forfattere af bøger til børn, mener professor Torben Weinreich. Christina Hesselholdt placerer Weinreich i gruppen lige efter de bedste. – Fotos: Scanpix.

Læs også

flexblock

Tema

Boganmeldelse

Børnebøger

Nordisk litteratur

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

sara nørholm | 26. oktober 2011

Torben Weinreich har ret i, at vi har en rig litteratur for børn i Danmark. Ærgerligt derfor, at hans nye bog præges af en gold hierarkisering

At Torben Weinreich ved alt om dansk børnelitteratur, er ikke en overdrivelse, men en konstatering, man må foretage efter at have læst ”Forfattere i nyere dansk børnelitteratur”, der er det seneste værk i en efterhånden imponerende række fra den tidligere professor.

Ingen anden kan have samme suveræne overblik over dette store felt – et overblik, der giver mulighed for ubesværet at skifte imellem nærlæsninger, der stiller skarpt på enkeltheder i sprog og fortælling, og perspektiveringer, der sætter det læste ind i såvel en litterær som en pædagogisk sammenhæng.

Weinreich ved på bedste sokratiske vis også, at der kan være noget, han ikke ved. Og det tager han grundigt forbehold for ved at opstille kriterier, formulere kvalitetskrav og begrunde til- og fravalg i et omfang, der er lige så omstændeligt, som det er metodisk redeligt.

LÆS OGSÅ: Børnebogen- fra torturredskab til farlig filosofi

Men sådan må det være, når man vil pege på de vigtigste blandt de bedste af de gode – både blandt forfattere og værker – for at finde frem til de bøger, der kan blive de nye klassikere.

Annonce

På en måde er det skønt at få lov til at fordybe sig i kvalitetslitteratur for børn, for hvor har de skrevet mange formidable bøger: Bent Haller, Cecilie Eken, Kim Fupz Aakeson og Bjarne Reuter som de fire, Weinreich udnævner til at være de vigtigste, og Louis Jensen, Christina Hesselholdt, Hanne Kvist og Oskar K, der kommer lige bagefter.

Man får også et stimulerende indblik i næste generation repræsenteret ved Jesper Wung-Sung, Jakob Martin Strid og en håndfuld af de elever, der er udgået fra Forfatterskolen for Børnelitteratur. Og alt sammen giver det lyst til at læse og genlæse og spontant begejstres over, hvor stærk en børnelitterær tradition vi har. Det er i sig selv en grund til at anbefale bogen.

Men samtidig er der noget goldt over den hierarkisering, der går igennem hele bogen, når der hele tiden skal skelnes imellem det største og det mindre, det bedste og det kun gode, hovedværker og mellembøger.

Det kommer til at virke sært småligt og normativt på en kedelig måde, når Weinreich træder op som en slags overdommer, der mener at kunne forudse, hvilke værker der vil overleve for eftertiden og hvorfor. Så alvidende er det ellers kun fortællere i en svunden tids børnebøger, der er. Og hvad skal læserne for resten bruge det til?

Påfaldende er det også, at Weinreich ikke gør nærmere rede for det litteratursyn, der ligger bag vurderingerne. Læseren tilbydes et kig ind i fortiden med citatet fra hans og Søren Vinterbergs arbejdspapir til den konkurrence, Bent Haller i 1976 vandt med den skandaleombruste roman ”Katamaranen”. I papiret stod der blandt andet: ”Gør problemerne konkrete gennem handling og ikke – udelukkende – abstrakte gennem tale og tænken. Hvis en kapitalist er en led skid (og det er han sgu nok), så nøjes ikke med at fortælle det. Lad ham handle som en skid, så enhver kan se det”.

Det er generøst – for ikke at sige selvironisk – at citere fra så tidstypisk et dokument, men det får lov til at stå underligt ukommenteret, samtidig med at man i gennemgangene af de forskellige forfatterskaber klart fornemmer, at børnelitteraturen stadig helst skal være: alvorlig, farlig og grænseoverskridende.

Det er implicitte kvalitetskriterier, der ikke redegøres for, men som man hele tiden aner og for eksempel tydeligt ser i den forskel, der er på fremstillingen af Bent Haller og Bjarne Reuters forfatterskaber.

Der er ingen tvivl om, at Weinreich foretrækker Bent Haller frem for den tilsyneladende lidt for humoristisk anlagte Bjarne Reuter, og det er for så vidt i orden – især hvis også de implicitte kriterier var blevet lagt åbent frem.

Men det virker komplet usagligt, når Bjarne Reuter gentagne gange tillægges gustne økonomiske overlæg, og Weinreich for eksempel kan skrive: ”Man skal ikke tage fejl af Reuter. Han er også både målbevidst og udspekuleret”.

Haller, der modtager omtrent det samme store beløb i biblioteksafgift og heller ikke har holdt sig tilbage fra bestillingsopgaver, frifindes derimod, for ”selvfølgelig har Bent Haller ikke skrevet sine bøger for at leve op til et markeds særlige krav til fortolkningsegnet litteratur”.

Hvorfor er det en selvfølge? Fordi den alvidende fortæller ved, hvem der er den grænseafsøgende helt, og hvem der er den markedsorienterede skurk – kapitalisten, den lede skid – men tilsyneladende har valgt at glemme, at der altid fortælles et sted fra. Også når der skrives litteraturhistorie.

Torben Weinreich: Forfattere i nyere dansk børnelitteratur. 288 sider. 299,95 kroner. Høst & Søn

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock