Overfladisk journalistik om ”spindoktorer”

Dengang havde især Venstre i lang tid sammen med dele af pressen talt forarget om, at Poul Nyrup Rasmussen (S) inficerede centraladministrationen med ”politiske embedsmænd”.

VK-regeringen ansatte dog også særlige rådgivere fortrinsvis til at håndtere ministrenes mediekontakter, idet statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) dog dekreterede et loft på en rådgiver pr. minister. Enkelte ville slet ikke have en særlig rådgiver. En af dem var Birthe Rønn Hornbech (V). Hendes eget forhold til medierne tydede ellers på, at netop hun havde behov for hjælp.

Endelig var der også det, at de fleste af stillingerne blev besat straks, selvom man også havde skrevet pro forma-stillingsopslag med ansøgningsfrist ultimo oktober. Regeringen omgik her klart en regel. Det skal kritiseres. Men det er også en regel, som aldrig burde have været skabt.

Idéen i ordningen med særlige rådgivere er, at ministre skal kunne vælge sig nogle hjælpere ud fra partipolitiske kriterier. Og så giver det lige så lidt mening at opslå stillingerne, som det ville give at opslå stillingsannoncer for ministre.

Når denne åbenlyst tossede regel i sin tid blev indført, kan det skyldes pres fra departementschefernes side. De har interesse i at påvirke ansættelserne. Reglen kan dog også skyldes et ønske fra medieverdenen, som forventede, at disse stillinger, der er blevet meget vellønnede, i høj grad gik til journalister.

De høje lønninger har sikkert skabt misundelse blandt andre journalister. Men al det har journalisterne aldrig boret i og ladet offentligheden få indsigt i.

I øvrigt vil regeringen nu sænke lønniveauet.

Den overfladiskhed, som præger en del politisk journalistik, forklarer vel, at borgerne mister tillid til journaliststanden. I længden gennemskuer borgerne, at den sensationalisme, som både de skiftende oppositionspartier og medierne har skabt omkring ”spindoktorer”, har elementer af hykleri. Ved en senere lejlighed vender jeg tilbage til emnet.

Jeg skrev i øvrigt fejlagtigt for et par uger siden, at kongen havde læst regeringens åbningstale i Rigsdagen i 1948, som den norske og britiske regent fortsat gør det.

En læser har gjort mig opmærksom på, at kongen kun åbnede Rigsdagssamlingen, men at statsministeren holdt den politiske åbningstale.

Jeg havde gjort den fejl at tro på en gammel artikel – af en politisk journalist.