Kirkeminister Manu Sareen udviser ind imellem mangel på forståelse for Kristendommens særstatus i landet
Foto
- Leif Tuxen.
Carsten Mulnæs |
26. oktober 2011
Kirkeminister Manu Sareen (R) har endnu til gode at vise, at han både kan lytte til teologer og befolkning i forhold til folkekirkens udfordringer. Det gælder også i forståelsen af kirkens særstatus i det danske samfund, mener sognepræst Carsten Mulnæs
Med en aftenhymne af musikeren Poul Krebs i ørerne efter Danmarks Radios koncerttransmission af en stor hyldest til den danske sang slår det mig, hvor udansk, ufolkeligt og ufornuftigt det var, da den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ville have religion ud af det offentlige rum.
LÆS OGSÅ:
Kirkeminister vil frigøre kirke fra statPoul Krebs sluttede koncerten med en sang om fred: ”Lad (kirke)klokkerne ringe” – med erindringens billeder af dåb af nye liv og bisættelse af gamle. For sådan er det folkelige liv i Danmark.
Det er pinligt at læse de mange forbehold over for Danmarks nye kirkeminister. Manu Sareen (R) kan blive en glimrende leder af dette politikområde. Vi ved det ikke endnu. Vi har fået en farvet kirkeminister med et fremmedklingende navn. Vi kan vælge stolthed over, at globalisering og integration i Danmark er nået så langt, at vi har en kirkeminister med indiske rødder og med et aktivt tilvalg af kristendom som relevant religion for en moderne samfundsborger.
I stedet mødes det med mistænksomhed, at Manu Sareen har forstået folkekirkens opgave og egenart bedre end mange af dens alt for hjemmevante fortalere, når han har overvejet at melde sig ud, fordi folkekirken frelst har villet lukke sig om sig selv.
Allerede nu har han skullet forsvare sin tro mere indgående end nogen anden kirkeminister før ham. Det ligner amerikanske forhold og giver en flov bismag. Jeg appellerer i stedet til den tidligere integrationsmedarbejder og konfliktmægler, at han nu som erfaren og engageret politiker vil lytte til både teologer og folket i almindelighed i de kirkelige ligestillingsspørgsmål.
KIRKELIG LIGESTILLING af registreret partnerskab vil både folket og mange præster hilse velkommen.
Den 14. september efterlyste jeg inden folketingsvalget her i avisen den folketingsbeslutning, som kirkeministeren nu håber kommer til foråret. Det vil ske med Folketinget som folkekirkens øverste ledelse. Hvis kirkeministeren med held bringer spørgsmålet til afgørelse, må vi formode, at hans egen grund til ønske om udtrædelse er væk, fordi folkekirken er inklusiv.
Så bør det til gengæld også samtidig være godtgjort, at en mere ”tidssvarende ledelsesstruktur” i folkekirken ikke kan bestå i etablering af kirkeråd eller lignende! Tværtimod vil det politiske forløb vise, at den ”åbne kristendom”, som er folkekirkens varemærke, bedst beskyttes i det, som som tidliger kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) med rette kalder ”verdens bedste kirkeordning”. Der kan gøres adskilligt for at gøre folkekirkens ledelsesstruktur og -kultur mere tidssvarende. Men et kirkeråd er ikke løsningen.
Hvis ”ligestilling” også skal ændre folkekirkens særstilling i det danske samfund, forholder det sig imidlertid modsat. Det elitære synspunkt om adskillelse af stat og kirke har hverken folk, historie eller kultur for sig. Men Radikale Venstre ytrer sig fra tid til anden med mangel på forståelse for den rodfæstethed, evangelisk-luthersk kristendom har i landet – for eksempel i spørgsmål om placering eller endog indhold af konfirmationsforberedelse.
Det er forstemmende, at forslag om ændring af det økonomiske mellemværende mellem stat og kirke under den tidligere regering ikke blev diskuteret, så den brede befolkning kunne kaldes ordentligt oplyst om stat og kirkes gensidige støtte af hinanden.
Skal der ændres på forholdene, burde det mindst kræve en folkeafstemning blandt folkekirkens medlemmer – efter et ordentligt udredningsarbejde og tilsvarende information, som endnu ikke har set dagens lys. Vil den nye ligestillings- og kirkeminister garantere det?
Carsten Mulnæs,
sognepræst,
Kirkevænget 1a,
Allerød
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad