Send artiklen Fem-stjernet triumf med Tintin-film til din ven.
Fem-stjernet triumf med Tintin-film
”Enhjørningens hemmelighed” bør få benhårde tegneserie-purister til at overgive sig. Og den må også kunne få Tintin-begyndere til at vende sig mod Hergés fortællinger, skriver Palle Schantz Lauridsen i anmeldelsen. – Foto fra filmen.
Indtast din e-mailadresse og få nye artikler med samme emne.
Palle Schantz Lauridsen |
27. oktober 2011
MED VIDEO ”Tintin: Enhjørningens hemmelighed” er en ny triumf for Steven Spielberg
SE TRAILER
FEM UD AF SEKS STJERNER
Tre af populærkulturens helt store skikkelser har slået pjalterne sammen: tegneren og fortælleren Hergé og instruktørerne Steven Spielberg og Peter Jackson. Hergé døde i 1983, men havde inden da givet Spielberg lov til at filmatisere Tintin.
Det har uden det store held været prøvet før, både med levende skuespillere og i tegnefilm, der var så tro mod Hergés streg, at de blev kedelige og stive.
Annonce
Men både Hergé, Spielberg og Jackson er fremragende historiefortællere. Og i mødet mellem de tre river Tintin sig for alvor løs fra tegneserieformatet og bliver en fuldgyldig filmfigur.
Hergé har fortalt den grundlæggende historie og skabt karaktererne og universet, Jackson har produceret og Spielberg har instrueret. ”Enhjørningens hemmelighed” er fra første færd tænkt i 3D, og det ses.
Dertil er den skabt med den såkaldte motion capture, der kombinerer skuespilleres bevægelser med computeranimation. Så figurerne har en levende gestik, samtidig med at de tydeligvis har animationens udtryk.
Der er indbygget en hel del referencer til Hergé og hans tegnede univers i filmen, for eksempel da Tintin i filmens indledning bliver portrætteret af en kunstner på et marked.
Kunstneren ligner Hergé, og det billede, han laver, viser da også Tintin, som vi kender ham. Herefter går det i sandhed over stok og sten i en både humoristisk og måske lidt for handlingsmættet fortælling, hvor ikke mindst den nok vigtigste figur fra universet, den heftigt bandende drukkenbolt kaptajn Haddock, er ramt lige på kornet.
Det samme er Tintin, men han er og bliver en lidt flad karakter, der først får fylde i kraft af Haddocks farverige modspil.
”Enhjørningens hemmelighed” bør få benhårde tegneserie-purister til at overgive sig. Og den må også kunne få Tintin-begyndere til at vende sig mod Hergés fortællinger.
Tintin: Enhjørningens hemmelighed. USA 2011. Instruktion: Steven Spielberg. 110 minutter. Vises i både den engelsksprogede og en dansksproget version. Premiere over hele landet.