Indtast din e-mailadresse og få nye artikler med samme emne.
søren hermansen |
27. oktober 2011
Den norske film ”Oslo, 31. august” handler om en generation, der har mistet orienteringen og livslysten
SE TRAILER
På vej hjem efter at have set den norske film ”Oslo, 31. august” så jeg en kæmpeplakat for den nye ”Far til fire”-film, og i et splitsekund var jeg tilbage til en af min barndoms gode filmoplevelser, ”Far til fire i sneen” fra 1950’erne. Sangen derfra kan man endnu tralle med på: ”Hej for dig og hej for mig, hej for Norges land”.
I den gamle film er Norge lig med eventyr, hygge og sjov. Det er ikke den følelse, man har, når man har set ”Oslo, 31. august” af Joachim Trier – snarere tværtimod. Der er ikke meget eventyr, hygge og sjov i den. Der er efterårstristhed, sommeren er slut, livet er forbi-stemning over det. Man kan høre ekkoet fra Prædikerens Bog: ”Endeløs tomhed. Alt er tomhed!”
Vi følger en dag i den 34-årige Anders’ liv. Han er velbegavet, kommer fra en god, liberal, ikke-religiøs familie med en far og en mor og en søster, der bakker ham op. Måske for meget. Religion er kun for de svage, sagde hans far, og sønnen er enig. Anders har for år tilbage været en håbefuld skribent, men siden 2005 har han været narkoman. Nu er han på behandlingshjem. Mangler kun to uger, så er han klar til livet i verden igen. Denne morgen, hvor vi møder ham, har han haft sin første ”udenat”, som han har tilbragt med en gammel bekendt Malin. Vi ser ham stå op, mens hun ligger nøgen i sengen. Han er fjern. Forlader lejligheden og går gennem den efterårsagtige skov ned til en sø, hvor han prøver at drukne sig. Hyggelig begyndelse!
Annonce
Filmen hedder ”Oslo, 31. august”, fordi det er skæringsdagen til efterår, forfald og tristhed. Hvad skal han med sit liv? Den handler ikke om narkoafvænning, men om en eksistenskrise, som han deler med sine jævnaldrende.
Vennen Thomas bærer ikke sit navn forgæves. Også han føler sig tom og tvivlende, selvom han har kæreste, to børn og godt job. Endnu engang ser vi den kriseramte 30’er-generations dilemma. Hvad skal man med det her liv, hvor vi tilsyneladende har alt?
Anders opsøger sin ven Thomas, og i en lang sekvens taler de sammen, hvor Prædikerens ord om tomhed klinger med. Anders siger til Thomas: ”Jeg er 34 år, ejer ingenting, og jeg orker ikke at begynde forfra. Ingen har brug for mig. Hvis jeg tager mit liv nu, er det i det mindste et valg.”
Mens deres lange – lidt for lange – samtale udspandt sig, faldt jeg lidt fra og tænkte på forrige søndags prædiketekst, hvor Jesus siger: Du skal elske din Gud af hele dit hjerte, din sjæl og dit sind.
Altså med hud og hår og hele din eksistens skal du elske, kaste dig ud i det liv, du har fået – og så skal du elske din næste. Just do it! Du kan det, fordi du er elsket først.
De to gamle trætte venner aftaler at mødes til en fest om aftenen. Inden da skal Anders til en jobsamtale, men det ender helt galt. Ved festen om aftenen fristes Anders af alkohol, stoffer og hurtig sex.
Giver det indhold? Kan han modstå fristelsen? Led os ikke i fristelse, beder vi om i fadervor. Her kommer fristelsen indefra, men Anders kan øjensynlig ikke sit fadervor.
Det er jo kun for svage mennesker.
Det er et trist, men også meget interessant generationsbillede, den 37-årige Trier tegner her, men filmen skal ikke ses med børn. De skal se ”Far til fire”, skal de!
Oslo, 31. august. Instruktion: Joachim Trier. Norge 2011. Premiere i Grand (København), Øst for Paradis (Aarhus) og Café Biografen (Odense).