Forretningsmanden Janusz Palikot, her sammen med sin kone Monika, var i højt humør på valgdagen for tre uger siden. Hans Palikot-bevægelse gik til valg på et frontalt opgør med kirkens dominans i Polen og opnåede 10 procent af stemmerne. –
- Scanpix.
Jonas Fruensgaard |
27. oktober 2011
Det nylige valg i Polen afspejler et markant liberalt skifte, hvor kirke, konservatisme og nationalisme vendes ryggen. Men flere frygter, at Polens traditionelle værdier går tabt i jagten på økonomisk vækst, individuel frihed og EU-begejstring
”Polen er gået fra at være et nationalkonservativt land med lav vækst og høj arbejdsløshed til en moderne international stat. Polen er beundret i hele Europa oven på vores økonomiske og demokratiske frem-gang.”
Vurderingen kommer fra Rafal Trzaskowski og blev forleden udtalt til polsk tv. Trzaskowski er en af Borgerplatformens nye unge håb, der var med til at sikre partiet et kanonvalg med næsten 40 procent af stemmerne ved valget for tre uger siden. Resultatet har betydet en ny valgperiode til premierminister Donald Tusk, som har siddet på magten siden 2007. Det er første gang siden kommunismens fald i 1989, at en regering genvælges.
LÆS OGSÅ: Polens første transseksuelle parlamentarikerHvad der sætter en tyk streg under Polens nye kurs, er, at det ultraliberale parti Palikot-bevægelsen nu er Polens tredjestørste parti med 10 procent af stemmerne. Partiet blev dannet i 2010 af forretningsmanden Janusz Palikot og gik til valg på et frontalt opgør med kirkens dominans.
Partiet vil adskille kirke og stat, anerkende vielser af homoseksuelle, indføre fri abort, statsstøtte til kunstig befrugtning og gratis prævention. Desuden vil partiet gøre op med bureaukratiet, sænke skatten, tilbyde gratis internet, fortsætte den EU-venlige linje og gøre økonomien til det vigtigste politiske emne.
”Palikot kan sandsynligvis få stor indflydelse som et afgørende støtteparti fra regeringen. Der kan nemt opstå en noget for noget-situation, hvor Palikot kan få nogle af sine mærkesager igennem,” vurderer Polen-ekspert og lektor ved Syddansk Universitet Søren Riishøj.
LÆS OGSÅ: Donald Tusk genvalgt i PolenHan mener, at valget afspejler et radikalt forandret Polen, hvor kirkens monopol på politisk indflydelse nu for alvor bliver udfordret. Kirken har ellers haft en stor magt i Polens historie.
Siden 1700-tallet har Polen stort set været besat i hele sin historie af skiftevis russiske og tyske magter.
”Kirken har i næsten hele Polens nyere historie været et fristed for borgerne og spillet en vigtig rolle i modstandskampen og udviklingen af en national selvidentitet, der var med til at forme opgøret mod Sovjet, som førte til kommunismens fald. Da polakken Johannes Paul den II blev valgt til pave i 1978 og var det helt frem til 2005, var det en cementering af landets katolske identitet med kirken og nationale værdier i centrum,” siger Søren Riishøj.
Kirken agerer ofte politisk fra prædikestolen og blander sig i de fleste samfundsanliggender. Men det er ikke længere lige populært.
”Kirken har ikke klaret landets frihed særlig godt, hvilket straffes nu. Selvom mange af de unge og intellektuelle ved landets universiteter er troende og stolte af at være katolikker, har kirkens konservative linje og politiske indblanding tabt denne generation på gulvet,” siger Søren Riishøj.
Meningsmålinger viser også, at blandt de unge under 30 år stemte hver tredje på Palikot og endnu flere på Tusk.
Søren Riishøj ser det som et ungdomsoprør mod kirkens sexforskrækkede og fordømmende rolle, der til tider har gjort emner som skilsmisser, børn uden for ægteskabet og abort tabu-belagte.
Selvom valget var en stor sejr til de liberale, står kirken og de nationalkonservative kræfter dog stadig stærkt anført af Lov- og Retfærdighedspartiet, som fik godt en tredjedel af stemmerne. Partiet gik til valg på at bevare og udvikle velfærdsstaten, opretholde en EU-skeptisk linje og bakke op om kirkens indflydelse.
Derfor er det et meget splittet Polen, vi ser i dag, mener sociolog Robert Sobiech, professor ved Warszawa University. Han hæfter sig ved den lave stemmedeltagelse på kun 47 procent, som han ser som et udtryk for, at mange polakker er i tvivl om, i hvad retning landet skal bevæge sig.
”Det her valg stod mellem yderligtgående liberalisme eller at fastholde Polens nationalkonservative identitet med kirke og velfærdsstat i centrum. To modsætninger, der lagde op til et af de mest interessante valg. Alligevel står mange polakker på sidelinjen og ved ikke, hvad de skal mene,” siger Robert Sobiech til Radio Polski.
Ifølge ham er mange glade for den økonomiske fremgang, der blandt andet kommer fra EU-fonde, men er bange for at miste de traditionelle værdier.
For mange polakker er i tvivl om, hvad der skal sættes i stedet, hvis kirken ikke længere skal udforme landets og borgernes værdipolitiske og moralske ståsted i en omskiftelig verden.
Den splittelse kulminerer i disse dage. Palikot kræver, at korset på regeringsbygningen skal rives ned. Kravet er et led i bestræbelserne på at få fjernet kristne symboler i det offentlige rum, da religion skal være en privat sag.
Ifølge Robert Sobiech har det medført en til tider ondskabsfuld og usaglig debat, hvor kirke og opposition anklager Palikot for at være ”satan på jord”. Imens holder store dele af befolkningen vejret klistret til tv-skærmene og håber på en form for kompromis, som kan forene de kristne traditioner med et internationalt og moderne Polen.
Set fra Bruxelles er der dog ingen tvivl om, hvilken af fløjene man støtter. Regeringsledere og embedsmænd har svært ved at få armene ned oven på Tusks sejr og det liberale gennembrud.
Blandt de første til at ønske Polen tillykke med valget var EU-kommissionens formand, Jose Manuel Barroso:
”Jeg er overbevist om, at det bliver et frugtbart samarbejde med Polens regering. Jeg vil bruge lejligheden til at understrege vigtigheden af Polens bidrag til Unionen,” sagde han i en pressemeddelelse.
Set i lyset af at Polen i øjeblikket har EU-formandsskabet frem til januar 2012 havde det også været lidt af et knæk, hvis EU-skeptikerne havde vundet valget, mener flere embedsmænd i Bruxelles.
LÆS OGSÅ: Det stabile polske valg”Polen er gået hen og blevet en succeshistorie set med EU-briller. Landet har set over de seneste fire år haft den højeste vækst i EU Og i 2012 vil Polen for alvor tiltrække sig opmærksomhed, når landet er vært for europamesterskaberne i fodbold,” siger Krzysztof Stala, der er lektor i polsk ved Københavns Universitet.
Han mener, at så længe væksten fortsætter, er der opbakning hos hovedparten af befolkningen til yderligere liberalisering.
”Spørgsmålet er, hvis vækstkurven knækker, og Polen for eksempel trækkes med i det økonomiske fald hos blandt andre Grækenland, Italien og Spanien. Hvem vil man så sætte sin lid til?”, siger Krzysztof Stala.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad