Et overgreb 40 år efter

Så sad jeg der og skulle lige svare på, hvordan det går. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, for jeg er sådan i tvivl, om det er noget, jeg gjorde forkert, siger jeg så. En kvinde i 50’erne, som nok ellers ved, hvordan man sondrer mellem den slags. Jeg er usikker på min egen fortid. Gjorde jeg noget forkert, når den ene voksne efter den anden senere forgreb sig på mig? Når det nu skete igen og igen, måtte det vel være min skyld?

Jeg skulle også passe børn i en familie. Jeg var 12 år. Moderen var ude – måske for at handle, – og pludselig lå jeg inde i børnenes seng med faderen over mig. Sådan røg min mødom. Værsgo’. Og ikke nok med det. Moderen kom hjem og opdagede, hvad der foregik. Og historien gik videre til min mor, som reagerede med at skælde mig ud. Det, du har gjort, er MEEEGET forkert, sagde hun, og jeg skammede mig. Og så talte vi ikke mere om den sag.

Men det skete igen. En lærer spurgte, om jeg ikke havde lyst til at gøre rent hjemme hos ham. Jo, det ville jeg da gerne. Det gjorde jeg også første gang. Men næste gang var det helt andre tjenester. Han var klam. Jeg kom aldrig tilbage. Men blev nødt til at se ham i skolen, hvor han fortsat var min lærer. Aleneheden kom dengang. Der var ting, jeg ikke talte med andre om.

Var det mig, der gjorde noget forkert? Ja, det har jeg tænkt på siden. Var det noget, jeg lagde op til, fordi jeg måske ikke havde fået jordens største opbakning hjemmefra og ikke vidste, hvordan man skal opføre sig? Jeg har været i tvivl og tænkt, at jeg har været med til at gøre det forkerte. Men i dag midt i stuen hos coach-en, hvor dyblilla georginer stod i vasen, dér kom svaret: Det er aldrig barnets skyld! Det er ikke din skyld! Det er de voksnes ansvar.

Jeg tænker ikke på mig selv som en stakkel. Jeg handler og fungerer. Men din krop husker, fortæller coachen. De mærker, du har fået, de sidder der. De har mærket dit liv og vil altid være der. Du bliver nødt til at forholde dig til dem. Jeg har svært ved at huske tingene fra dengang. Jeg har prøvet, for jeg har i ugevis tænkt, at jeg ville lukke op og fortælle det og sagt til mig selv, at jeg turde det godt. Men jeg har svært ved at sætte præcise årstal på, hvornår hvad skete. Og jeg har vanskeligt ved at se det hele tydeligt. Det står i en dis. Og antallet af overgreb. Mere end fem forskellige mænd var inde i mig og misbrugte mig, før jeg fyldte 18 år. Ikke én orgasme er det lykkedes at få senere. Ikke én eneste i et langt liv, som også har rummet stor gengældt kærlighed.

Du må dykke ned i overgrebene og få professionel hjælp, var coachens råd og fortsatte: Det er helt naturligt, at du ikke kan huske det hele nu. Du må erkende, hvad der er sket og mærke, hvad det har gjort ved din krop og dine følelser. Og der skal nok grædes en hel del, siger hun. Men bagefter kan det være, du kan nå til at forlige dig med det og komme videre uden at skulle bære på den tunge byrde.

Det er synd, at ingen trøstede dig og hjalp dig undervejs, siger hun. Og så tilføjer hun, at trods alt så har du jo klaret dig godt. Og det synes jeg også selv. Så nu skal jeg altså bare lige have lov til at græde, til at blive vred og føle mig forrådt. Undervejs vil jeg tænke, at det aldrig nogensinde er et barns skyld, at en voksen forgriber sig på det. Voksne mænd skal holde deres hænder for sig selv og ikke kaste sig over små piger, som skal have tid til at vokse og udvikle deres egen seksualitet. Man gjorde et barn fortræd. Det var mig.

Venlig hilsen

Merete

Kære Merete

Tak for dit brev, som desværre er evigt aktuelt, lige fra Det Gamle Testamentes tid til disse dage, hvor en mand fra Esbjerg er sigtet for at have misbrugt mindst ni børn i en periode over 23 år. Utallige tilfælde bliver aldrig kendt og aldrig omtalt i avisen. Og nogle svigtes af andre voksne, ligesom du blev det af din egen mor, som trods kendskabet ikke greb ind og hjalp dig. Mange drenge og langt flere piger i forskellige aldre har gennem tiderne i det skjulte måttet opleve seksuelt misbrug fra voksne mænd eller andre, som de var psykisk og fysisk underlegne eller afhængige af. Du sætter ord på rigtig mange menneskers erfaringer om, hvordan et sådant misbrug kan leve skjult og belaste relationer og tidvis invalidere et voksent seksualliv i mange år og nogle gange først dukke op i bevidstheden med fuld kraft flere tiår efter, at overgrebene fandt sted.

Det er godt, at du har mødt en klog vejleder på din vej. Og med forstandig og varm terapeutisk hjælp videre frem tror vi, at der er meget godt i vente til dig. Vi er helt enige i, at det under ingen omstændigheder er børnenes ansvar! Vi håber, at dit brev kan bidrage til, at andre vil skrive om dette emne.

Mange hilsener