Iben Thranholm |
28. oktober 2011
Kirkebænkene er tomme, fordi velfærdsstaten med alle materialismens goder har overtaget den plads, der var forbeholdt Gud, mener Iben Tranholm
Det er længe siden, at Danmark har haft en regering med så klar en vision for, hvad der skal ske med folkekirken. Udspillet i regeringsgrundlaget er en adskillelse af kirke og stat, og at folkekirken skal foretage homoseksuelle vielser i tråd med tidens ånd.
LÆS OGSÅ:
Hvilken betydning har kristendom for velfærdsstaten?Dertil kommer, at kristendomsundervisningen i skolerne skal nedprioriteres. Nogle vil opfatte denne kirkepolitik som et fremskridt for samfundet. Andre vil frygte, at adskillelsen af kirke og stat og færre kristendomstimer på skoleskemaet vil formindske kristendommens indflydelse på værdierne og kulturen kraftigt. Uanset hvilken fløj man tilhører, kan ingen være i tvivl om, at den nye regering signalerer, at den ikke ønsker et samarbejde med hverken kirke eller kristendom.
Det hører med til Socialdemokratiets og arbejderbevægelsens historie at have en klar holdning til kirken. Selvom Socialdemokratiet i tidens løb har talt betydelige medlemmer, som har vedkendt sig kristendommen, blandt andre den forhenværende kirkeminister Bodil Koch og tidligere formand Svend Auken, så er Socialdemokratiet et parti, der grundlæggende tager afstand fra religionens indflydelse på samfundet. Og ikke nok med det. Arbejderbevægelsen har også et særligt syn på, hvordan man skal fortolke fænomenet religion.
LÆS OGSÅ:
Søvndal afviser rød regering som drømmeriFor godt 100 år siden, i 1909, skrev Lenin en artikel om arbejderpartiets holdning til religion. Heri forklarer han, at marxismen bygger på en materialisme, som helt igennem er ateistisk og fjendtlig over for al religion. ”Vi skal bekæmpe religionen, det er al materialismes ABC. Vi skal vide, hvordan man bekæmper religionen og for at kunne gøre dette, er vi nødt til at forklare kilden til tro og religion materialistisk. Man skal fjerne de sociale årsager til religionen,” skriver Lenin.
Det er en politisk filosofi, der anvendes i praksis den dag i dag af danske socialdemokrater, når de mener, at hvis muslimer skal gøres mindre radikale i deres tro, så gælder det om at give dem et ordentligt arbejde og større materiel velstand. Overbevisningen er, at religiøse unoder løses ved at give sociale goder.
Tanken er altså, at religionen forsvinder af sig selv, når goderne fordeles rigtigt. Noget kunne tyde på, at Lenin til en vis grad havde ret. I hvert fald hvad gælder Danmark, som hører til blandt verdens mest sekulariserede lande. For jo mere velfærd vi har fået, desto fattigere er danskerne blevet åndeligt set.
Når danskerne ikke flokkes i kirken, er det, fordi velfærdsstaten med alle materialismens velsignelser har overtaget Guds plads. Staten er som forsynet, der våger over borgerne fra vugge til grav. Så hvad skal man egentlig bruge Gud og kirken til? Et par festlige lejligheder i ny og næ?
Når 80 procent af danskerne er medlemmer af folkekirken, men kun to procent af dem praktiserer deres tro, hører det formodentlig sammen med den store indflydelse fra Socialdemokratiet i Danmark de seneste hundrede år. Det er simpelthen lykkedes at få danskerne til at tro, at lykken ligger i villa, Volvo og vovhund og ikke i det guddommelige. Sådan har man langsomt udryddet religionen, uden at det har vakt nogen form for modreaktion.
Med samme politiske syn forsøger politikerne at komme islam til livs. Den form for demokrati, som man ønsker at udbrede i Mellemøsten i dag, er værdimæssigt tæt forbundet med materialismen.
Grundtanken er den samme, som når det gælder muslimske indvandrere i Danmark. Når bare man giver masserne bedre vilkår, vil religionen vise sig at være overflødig.
Derfor forklarer man også islamistisk terrorisme ud fra en tese om, at det er fattigdom og socialt ringe kår, der lokker unge ind i ekstremismen. Filosofien holder bare ikke. Man finder meget velstillede og veluddannede muslimer blandt de mest radikale grupper.
Det materialistiske syn på religion kommer til at spille fallit i den globale verden, hvor religion er begyndt at sætte dagsordenen storpolitisk. Det nye demokrati, som vokser frem i Mellemøsten, er ikke til fals for Marx’ og Lenins materialistiske syn på religion som opium for folket.
Nej, her er religion til for at opbygge samfundet. Valget i Tunesien i sidste uge taler sit tydelig sprog med et klart flertal til det islamiske parti Ennahda. Samme valgresultat vil vi formodentlig se i både i Libyen og Egypten. Man kan ikke længere bruge demokratiet og materialisme til at undertvinge religionen med. Tværtimod er det demokratiet og de rige arabiske lande, der nu baner vejen for samfund styret af sharialoven.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær for Caritas og formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad