Ateister har på internettet oprettet et forum for præster, der har mistet gejsten for kald og tro
Amerikanske ateister rækker en hånd ud til præster, som ikke længere selv tror, hvad de prædiker.
Et nyt forum på internettet har fået 100 medlemmer siden begyndelsen af marts – også selvom projektet har været hemmeligt, og medlemmerne kun er kommet til pr. invitation. Nu, hvor projektet er offentligt, forventes mindst 100 flere medlemmer.
Præsteprojektet – clergyproject.org – er etableret af Freedom From Religion Foundation. Det henvender sig til både præster, rabbinere og andre gejstlige, der har mistet netop gejsten for deres kald og tro.
Dan Barker, som er tidligere frikirkepræst og nu vicepræsident i projektet, siger til Christian Today:
”Vi ved, at der er tusindvis af præster og andre menighedsledere derude, som hemmeligt har afskrevet deres tro, men ikke har haft et sted at mødes. Det har de nu: et helle og en menighed for dem af os, der har erstattet tro og dogmatik med fornuft og menneskelighed.”
Bag præsteprojektet står også den amerikanske superateist og forfatter Richard Dawkins, filosoffen Daniel Dennett og researcher Linda LaScola.
De to sidstnævnte foretog i 2008-2009 en undersøgelse blandt en håndfuld præster, der havde mistet troen.
Dawkins og Barker mener, at det er langt sværere for en præst at opgive gerningen end for en landmand at forlade sit erhverv.
”Landmanden møder selvfølgelig også vanskeligheder med en ny uddannelse, med at finde penge til et karriereskift og så videre. Men han risikerer ikke at miste alle sine venner, blive udstødt af sin familie og blive ugleset af hele menigheden,” skriver Dawkins på hjemmesiden.
Der er kun to vidnesbyrd fra ikke-troende præster på hjemmesiden. Det ene fra ”Lynn”, som fortæller, at han er ikke-troende metodistpræst.
”Hver uge føler jeg, at jeg er falsk og er en løgner, når jeg står og prædiker for menigheden,” skriver han.
De fleste præster i projektet er anonyme, men initiativtagerne skriver, at det ikke alene er liberale amerikanske præster, der mister troen. Det er også evangelikale, sydbaptister og andre fra den kirkelige højrefløj.
benteclausen@k.dk