Bryste sig og brøstfældig

Jeg har også bemærket, at nogle går og brøster sig i medierne, men det burde de stoppe med, for det betyder næsten det modsatte af, hvad de tror. Der eksisterer i dag ikke et verbum på moderne dansk, der hedder at brøste, men det gjorde der engang. Man kunne indtil omkring 1900, formentlig, godt sige at brøste, men det betød ikke at skyde brystet frem eller at føre sig frem. Det betød derimod det samme som at briste, det vil sige gå i stykker. Briste er af oldnordisk oprindelse, bresta, der er af en rod med betydningen knække. Brøste er en sideform hertil, som altså tidligere anvendtes.

I dag findes formen brøst stadig i sammensatte ord som brøstfældig, der betyder skrøbelig eller i dårlig stand, og her er andet led afledt af det gammeltyske -vellich, der igen er afledt af val, der betød fald. Brøstfældig betyder altså noget bristefærdigt, der falder. Ordet brøst lever også i brøstholden, der betyder forurettet, såret eller vred. Forresten findes brøst også stadig i sprogbrugen som et substantiv, i hvert fald i ordbogen, som et ord, der simpelthen betyder en ufuldkommenhed eller en fejl og dermed helt parallelt til brist.

I gamle tider kunne ordet brøst også betyde en forseelse, en brøde eller en forbrydelse. Ordbog over det Danske Sprog citerer en gammel retsprotokol, der siger: Da skal den Egtemand, hvis Brøst saa findis, miste sit Hovet.

Så drastisk vil vi ikke gå til værks her til lands, når det gælder roderiet med at brøste eller bryste sig, men vi kunne vel kalde de pågældende journalister for nogle sprogkalkuner, der burde se på deres ben i stedet for deres fjer.

sprog@k.dk