DET ER YDERST interessant, hvis landets nye klimaminister, Martin Lidegaard (R), har erkendt, at begrebet vækst er så nedslidt, at det er ved at være uanvendeligt. Noget kunne tyde på, at han har.

Dagbladet Information bragte den 16. oktober et interview med ham, hvor han helt undgår ordet vækst, til trods for at han taler varmt for stimulering af den økonomiske aktivitet ved ”grøn omstilling” til en ”varig, fornuftig økonomi”. Det er så meget mere påfaldende, som han i sin nye rolle viser stor imødekommenhed over for erhvervslivet og oppositionen i bestræbelsen for, at flest mulige trækker på samme hammel.

Den 3. september, kort før valget, brugte han stadig det famøse ord i en kommentar i dagbladet Politiken – til trods for at han i sin daværende egenskab af talsmand for tænketanken Concito kunne udtrykke sig langt friere, end han kan som minister. Han kritiserede skarpt den grasserende vækst-retorik, men ikke vækst som sådan, dersom den får form af grøn vækst.

Der er hele tre store globale kriser, skrev han – finanskrisen, ressourcekrisen og klimakrisen. Det nytter ikke noget, at man søger at afhjælpe den ene, hvis det betyder, at den anden eller begge de to andre forværres ved det. Bestræbelserne må samtænkes og koordineres, så kan det stik modsatte opnås – at de styrker hinanden. Vækstretorikken svømmer retningsløst af sted, uden at man gør sig dette klart.

Jeg har svært ved at se, at han ikke skulle have ret i det. Men det er ikke desto mindre en udfordring for dele af oppositionen og erhvervslivet, eksempelvis udtrykt i den såkaldte ”Don’t pick the winner”-indvending, som siger, at det frie marked er bedre til at fremme de bedste og billigste former for vedvarende energi end øremærket støtte til udvalgte sektorer såsom vindmøller og energirigtige boligforbedringer. Alligevel undgår han altså nu at komme dem i møde ved at bruge ordet vækst.