Disse fiaskoer til trods led Tyrkiets strategiske status ikke skade, delvis fordi mindskelsen af det amerikanske engagement under præsident Barack Obama satte Tyrkiet i stand til at udfylde det magttomrum, som opstod i regionen. Det Arabiske Forår har svækket Egyptens rolle i regional politik betragteligt og gjorde det muligt for premierminister Recep Tayyip Erdogan at positionere Tyrkiet og sig selv som leder af den muslimske blok og som forbillede for sameksistensen mellem islam og demokrati. Sidst, men ikke mindst har Erdogans Retfærdigheds- og Udviklingsparti ved det seneste parlamentsvalg indgydt ham mod til at anlægge ambitioner i Putin-stil.

Alt dette har blotlagt den indbyggede tvetydighed i Davutoglus politik om at undgå konflikt. Naboskabspolitikken blev oprindeligt betragtet som fredelig og moderat, men den var holdt oppe af en altomfattende opfattelse af Tyrkiet som den herskende magt i regionen: en konfliktmægler, men i sidste ende også en, der påtvang mindre betydelige aktører sine egne synspunkter. Man kan måske ikke ligefrem kalde Tyrkiets optræden for neo-osmannisk, men der kan godt være nabolande, som efter at have troet, at der var tale om en mægler og en brobygger, nu oplever at stå over for en mulig tyran.

Erdogans politiske nyorientering i forhold til Israel kan forstås som et forsøg på ikke alene at modgå traditionel arabisk mistro over for Tyrkiet grundet dets kolonistiske fortid, men også en bestræbelse på at præsentere et mere moderat islamisk alternativ til det teokratiske Iran.

Men Erdogans trussel om at overveje brug af den tyrkiske flåde som militæreskorte for yderligere flotiller til Gaza er tæt på at være sabelraslen ligesom også hans erklærede villighed til at anvende magt for at forhindre Sydcypern i at udnytte gasforekomster på dets kontinentalsokkel. Faktisk har Erdogan advaret om at bryde de diplomatiske forbindelser med EU i tilfælde af, at Cypern kommer med i unionens roterende formandskab i 2012.

SAMTIDIG tyder de fornyede voldelige indfald i det nordlige Irak på jagt efter påståede guerillasoldater på en tilbagevenden til den hårde linje mod kurderne. Tilbagetrækningen af amerikanske tropper fra Irak synes blot at have styrket Tyrkiets vilje til at lave en sikkerhedsafspærring på den irakiske side af grænsen – og muligvis etablere en modvægt mod Irans indflydelse på en shia-styret regering i Bagdad. Og lige så velkommen Tyrkiets villighed til at være værtsland for Nato’s antimissilradar-faciliteter er, lige så fokuseret er denne politik på rå militærmagt.

På samme vis fremhæver Erdogans seneste besøg i Egypten, Libyen og Tunesien tvetydigheden i Tyrkiets nye fordring på regionalt overherredømme. Egyptens vaklende militærjunta byder Erdogan velkommen, men mange egyptere er ikke meget for, at han hundser med dem – og andre arabere – for at de skal følge den tyrkiske politik og betragte Tyrkiet som deres muslimske leder.

Er der tale om et nyt sultandømme? Er Erdogan en muslimsk hærfører, en ny Saladin? Tyrkiet har en vældigt vigtig rolle at spille i regionen. Tyrkiet kan danne bro mellem Vest og Øst, mellem islam og moderniteten og mellem Israel og araberne. Men landet er i fare for at undergive sig magtens arrogance, som har korrumperet så mange stærke stater i fortiden og fået dem ud på et sidespor.

debat@k.dk

© Project Syndicate 2011

Oversat af Sara Høyrup