Engang for mange år siden var forfatter Flemming Chr. Nielsens liv tæt på at bryde sammen. Han følte sig i bogstaveligste forstand psykisk lammet og tænkte, at han behøvede at tale med en præst. Han havde lagt mærke til en biskop, der virkede både meget sympatisk og menneskeklog, når han optrådte i medierne. Derfor tog Flemming Chr. Nielsen telefonen og ringede op, men biskoppen stod for at skulle ud ad døren til et møde, og han gav i stedet den kriseramte mand telefonnummeret på en præst, som kunne ringes op dagen efter mellem klokken 11 og 13.

”Da gik det for alvor op for mig, at det ikke er de fromme kristne ord, der tæller. Jeg troede, at biskoppens kristelige adfærd og hans veltalenhed havde udstyret ham med en særlig vilje til at tage sig af folk som mig. Men jeg følte mig hverken mødt eller set,” husker 68-årige Flemming Chr. Nielsen.

Søndagens tekst om Jesus, der helbreder den lamme, men af farisæerne bliver anklaget for at spotte Gud, fik netop Flemming Chr. Nielsen til at tænke på sin oplevelse, hvor en højtstående samfundsborger som biskoppen ganske vist talte godt og længe, men ikke handlede, da det gjaldt.

”Det er ens handlinger i forhold til andre, der tæller. Siden den oplevelse har jeg nærmest været allergisk over for folk med et velsmurt mundlæder. Hvis jeg igen skulle komme i samme situation som dengang, ved jeg godt, hvor jeg ikke skal henvende mig. Jeg tror snarere, at jeg vil henvende mig til en fåmælt og akavet og klodset mand og lytte til hans hakkende råd og trøst. Jeg har fået afsky for de veltalende.”

De skriftkloge – højtstående og veluddannede samfundsborgere – i teksten er altså på nakken af Jesus, fordi han giver den lamme mand syndernes forladelse. De mener, at han går ind på Guds ressortområde ved at helbrede og får derfor travlt med at kritisere Jesus for at spotte Gud. Lige præcis det er endnu et eksempel på, hvor let det kan være for de veltalende, velbeslåede typer at håne dem, der er svagere, end de selv er, mener Flemming Chr. Nielsen.