Omkring 600 blinde danskere abonnerer på kristen litteratur gennem Kristeligt Arbejde Blandt Blinde, og de fleste har Bibelen som lydbog. På billedet ses sognepræst Eva Melhof, som mistede synet som voksen. –
- Hanne Paludan Kristensen/Scanpix.
Claus Vincents |
29. oktober 2011
I 90 år har den private forening Kristeligt Arbejde Blandt Blinde sørget for, at blinde og svagsynede kan låne nye kristne lydbøger uden at skulle betale noget. Eller låne Bibelen for hele livet
”Jeg meldte mig som indlæser, fordi jeg altid har holdt af at læse op, og fordi jeg gerne ville gøre noget for blinde, og samtidig har jeg selv en interesse i at læse nye kristne bøger.”
I løbet af det første år indlæste Edel Holst Nielsen 18 bøger for Kristeligt Arbejde Blandt Blinde. I dag – syv år og omkring 180 bøger senere – er hun stadig en af de mest benyttede til at indlæse den kristne litteraturs skrevne bøger for blinde og svagsynede.
I 90 år har den private forening Kristeligt Arbejde Blandt Blinde sørget for, at også landets blinde og svagsynede kan have det nyeste inden for kristen litteratur, andagtsbøger, blade fra missionsselskaberne og Bibelen inden for rækkevidde gennem den nærmeste brevsprække. Foreningens formål har i alle årene været at bringe evangeliet til Danmarks blinde, hvilket sætter klart præg på den forkyndende side af litteraturen. Det har i øjeblikket cirka 600 abonnenter sagt ja tak til.
Det var organisten Katrine Lassen, der selv var blind, som begyndte at udsende bladet Lysglimt til kristne i punktskrift, og det blev startskuddet til foreningen. Da det er meget ressourcekrævende at producere bøger i punktskrift, blev der fra 1921 til 1936 kun produceret tre bøger af Kristeligt Arbejde Blandt Blinde.
Men senere blev produktionen en del mere omfattende. Gennembruddet kom med den nye teknologi og dermed bøger på lyd. I dag ligger der 742 bogtitler, nye og gamle, og ikke mindst Bibelen i den seneste autoriserede udgave.
Bøgerne er indtalt i det såkaldte Daisy-format, så man kan bladre i siderne. En Daisy-afspiller stilles gratis til rådighed som hjælpemiddel for blinde og svagsynede.
”Det koster ikke noget at låne en bog hos os en måned, og andagtsbøger kan lånes længere, fordi de strækker sig over en lang periode. Bibelen kan man låne på livstid, fordi det er den periode, vi regner med, vores lånere vil bruge den,” siger formanden for Kristeligt Arbejde Blandt Blinde, Lene Thorkildsen, som også er konsulent i Dansk Blindesamfund.
Selvom det blev nemmere med lydbøger, så gik der alligevel mange år, før hele Bibelen var tilgængelig for alle blinde og svagsynede. I 1996 lå den der imidlertid som et samarbejde mellem det daværende Dansk Blinde Bibliotek, Kristeligt Arbejde Blandt Blinde og Det Danske Bibelselskab, og det blev fejret ved et storstilet arrangement i Københavns Bispegård. Det var en meget bekostelig affære for Kristeligt Arbejde Blandt Blinde, som bidrog med 250.000 kroner – et anseeligt beløb for den lille forening.
Kristeligt Lydbiblioteks bøger læses ind af en gruppe på seks personer, som arbejder mere eller mindre ulønnet, i hvert fald er det en hjertesag for dem, og lønnen er langtfra svarende til tidsforbruget. Idealet er hvert år at få indlæst mellem 50 og 100 nye bøger, og det lykkes for det meste.
”Det er vigtigt, at også de kristne blinde har mulighed for at få et godt indhold i deres tilværelse, selvom de har et handicap. Mange blinde bruger rigtig meget tid på at læse,” siger Ellen Holst Nielsen, medarbejder på lydbiblioteket.
vincents@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad