Whitbys sorte side

Stoker kunne også have fortalt om Thomas Chancelor, som i slutningen af 1500-tallet opdagede, at jorden på hans gods var rig på alun – et mineral, som blev brugt, når man garvede skind og farvede tøj. På det tidspunkt havde Englands fjender, Vatikanstaten og Spanien, monopol på alun-produktionen, så det varede ikke længe, før Whitby blev centrum for udskibningen af omfattende mængder alun fra Chancelors miner.

Eller Stoker kunne have digtet videre på fortællingen om dengang i 600-tallet, da byen endnu ikke have fået vikingenavn, men bar det old-engelske navn Streonshal, og Northumberlands kristne konge befalede, at der skulle bygges et kloster på det østlige forbjerg. Under abbedissen Hildas ledelse blev klostret – hvor der både var nonner og munke – et teologisk centrum for den nordengelske kristendom. Her skrev digtermunken Kædmon sit berømte kvad ”Krist og Satan”, og her afholdtes i 664 den synode, hvor den engelske kirke besluttede at følge det romerske kirkeår i stedet for det keltiske.

Men det var ikke en historisk roman, Bram Stoker blev inspireret til, da han sad på en bænk og så over mod klostrets mørke silhuet og St. Mary’s kirkegård på det modsatte forbjerg. Siden reformationen har klostret ligget hen som en spektakulær ruin, og intet kunne som kirkegårde og ruiner sætte gang i fantasien hos en victoriansk forfatter. Bram Stoker så uhygge – hårrejsende, gotisk uhygge – og gjorde de første notater til den klassiske vampyrroman ”Dracula”.

Da ”Dracula” udkom i 1897, var det langtfra verdens første vampyrroman, og den blev absolut heller ikke den sidste. Men Bram Stokers fortælling om den udødelige greve fra Transsylvanien, der må skjule sig om dagen og drikke menneskeblod om natten, overskygger alle andre forsøg i genren. Der findes ikke mange romaner, der har præget populærkulturen i samme grad som ”Dracula”. Romanen er lige så underholdende, som den er uhyggelig, men samtidig er den en kulturkritisk tour de force, der (ofte humoristisk) håndterer temaer som tro og videnskab, køn og seksualitet.

Bram Stoker lader Whitby danne baggrund for Draculas ankomst til England: I en mystisk storm af uset styrke blæser det russiske skib Demeter ind i Whitbys havn. Besætningen er borte; kun kaptajnens lig, bundet til skibets rat, er om bord. Skibets eneste last er nogle trækasser, som er fyldt med jord – og en stor hund, som springer fra borde og sætter ud over hederne ...

I dag sætter bogen sit præg i Whitby, når goths fra hele England to weekender om året valfarter til byen. Subkulturen goth (af ”gothic”, gotisk) opstod i 1980’erne i kølvandet på punkbevægelsen.

30 år senere er goth opdelt i en række sub-subkulturer, som imidlertid alle henter inspiration i den victorianske gyserfortælling og dyrker den tilhørende klædedragt: høje hatte, lange frakkeskøder, knapstøvler og krinoliner – alt naturligvis holdt i sort og blodrødt.

Det hænder, at det bliver for meget for de lokale, når de for eksempel finder en rustvogn, komplet med ligkiste bagi og skelet i førersædet, parkeret uden for deres hoveddør.

Men for det meste bydes de sortklædte besøgende – og deres penge – velkommen i Whitby. Pubberne holder goth-aftener, og smykkeforretningerne sælger sølvsmykker med sort Whitby-jet – et andet, lokalt mineral, som var umådelig populært i 1800-tallet.

Det lyder måske uhyggeligt, men det er ikke satanisme og okkultisme, der står på dagsordenen, når de britiske goths mødes i Whitby. Det handler mest om at promenere sit kostume på molen, lure de andres gode idéer af, spise fish and chips på The Magpie Café og så i øvrigt feste og hygge sig.

Men ikke nødvendigvis hele natten: En meget stor del af deltagerne er par i 50-60-årsalderen, som godt ved, hvornår det er på tide at bevæge sig hjem til sengen på pensionatet.

rejser@k.dk