Hun var vidne til, hvor koldt samfundet kan være, siger debattører om den to-årige, der blev kørt ned og ignoreret af forbipasserende
- STR/Scanpix Denmark
Ming Ou Lü skriver fra Kina skriver fra Kina |
29. oktober 2011
To biler kørte to-årige Wang Yue over i en smal gyde og fortsatte, som om intet var hændt. 18 forbipasserende kinesere gik forbi hende uden at komme hende til hjælp
Wang Yue blev kun to år. Hun endte sine dage som et symbol på et moralsk kompas, der er sat ud af spillet i Kina. For en uge siden måtte lægerne på et militærhospital i Guangzhou opgive kampen for hendes liv. Lægerne havde forsøgt at redde hende, selvom hun led af massive organskader. To biler havde kørt hende over i en smal gyde og var fortsat, som om intet var hændt.
18 forbipasserende kinesere gik forbi hende uden at komme hende til hjælp, og til sidst var det en forbipasserende skrotforhandler, som tog sagen i egen hånd og fandt Wang Yues mor, så den lille pige kunne komme på hospitalet. Det hele blev fanget på et overvågningskamera, og videoen har forårsaget en storm af forargelse i Kina.
FOLK ER STRØMMET til med støttetilkendegivelser til Wang Yues forældre og skrotforhandleren. Derimod er der kun had tilovers for de forbipasserende 18 personer, som ikke hjalp lille Yueyue, et kælenavn som de kinesiske medier har givet Wang Yue.
For mange kinesere er de 18 forbipasserende et billede på et kinesisk samfund, hvor ureguleret materialisme er skyld i, at enhver er sig selv nærmest.
”Nogle observatører mener, at Yueyue-sagen er et spejlbillede af kinesisk tradition, der til en vis grad opfordrer til en egoistisk tankegang. Gamle kinesiske ordsprog som ’Fej sneen fra dit eget dørtrin og lad være med at bekymre dig om frosten på naboen tag’ afspejler denne holdning,” skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua i en leder med overskriften ”Forbipasserendes følelseskulde afspejler social sygdom”.
På det kinesiske sociale medie Sina Weibo udtrykte millioner af kinesere sympati over for Yueyue. ”Hun var i denne verden i to år. Hun havde ikke tid til at nyde verdens skønhed, men hun var vidne til, hvor koldt samfundet kan være,” skriver en bruger ved navn Chaniang Kuai.
MINDRE END EN DAG efter Yueyues død var der allerede 2,3 millioner indlæg om pigen. En del af indlæggene citerede Lu Xun, en af Kinas største poeter.
”I Kina, specielt i byerne, hvis nogen besvimer på gaden, eller hvis nogen bliver væltet omkuld af en bil, vil man finde mange tilskuere, som fryder sig. Sjældent vil du finde nogen, som er villig til at give en hjælpende hånd,” sagde Lu Xun om manglen på den gode samaritanerånd i Kina tilbage i 1933.
Sagen har ført til, at provinsregeringen i Guangzhou nu drøfter, om den skal indføre en ”god samaritanerlovgivning”, der forpligter folk til at hjælpe folk i nød.
Flere kinesiske aviser har hyldet et sådant tillæg til lovgivningen. I Kina er der ikke som i visse vestlige lande en såkaldt ”god samaritanerlovgivning”, der beskytter borgere fra at blive retsforfulgt, hvis de hjælper andre mennesker i nød. I 2006 måtte en kinesisk mand betale erstatning til en gammel kvinde, som han havde hjulpet ind på hospitalet, efter at hun havde brækket sit ben. Dommeren mente nemlig, at den eneste person, som ville hjælpe den gamle kvinde, måtte være den samme person, som i første omgang havde forårsaget ulykken.
Efter Yueyues død har unge kinesere over hele Kina holdt mindeceremonier, hvor de har lovet at tage aktivt del i samfundet og hjælpe folk i nød.
ming@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad