På Allehelgen mindes vi de døde. Halloween er en afsporing, skriver chefredaktør Erik Bjerager

I løbet af de seneste 10 år har den angelsaksiske halloweenfest vundet indpas i Danmark, og mange steder i landet vil børn i aften stemme dørklokker og bede om slik eller true med ballade.

Græskar i titusindvis er udhulede og står foran danskernes hoveddøre med levende lys indvendigt.

LÆS OGSÅ: Fra allehelgen til halloween og tilbage til allegelgen

På overfladen en hyggelig ny efterårstradition i det tiltagende mørke, en slags fastelavnsfest, bare på et andet tidspunkt af året.

Men halloween er, i det omfang folk overhovedet er bevidste om det, en fest, der forvansker døden. I sin særligt amerikanske form, der er importeret hertil, iblander den keltisk dødsopfattelse og mexikansk dødekult.

Grundtanken er, at de døde går igen. Gespenster, genfærd og spøgelser er virkelighed, som skal holdes på afstand med den uhygge, larm og ballade, som børnene laver, og de lysende græskarhoveder, der tænkes at kunne skræmme ånderne.

Derfor afsporer Halloween den dødsopfattelse, som er den kristne. Også selvom navnet, Halloween, den hellige aften – holy eve – henviser til aftenen før Allehelgensdag. Denne gamle kristne helligdag markeres den 1. november.

I løbet af få år er Allehelgen blevet en af de vigtigste dage i kirkeåret, fordi landets folkekirker har genopdaget den vigtige tradition fra den katolske kirke. En tradition, der er forbundet med at mindes de døde og dem, der er gået forud for os.

Stadig flere kommer i kirke til Allehelgen-gudstjenester, fordi det i stigende grad er blevet en fælles erkendelse, at det at mindes de døde er vigtigt. Åbenhed om død og sorg og en øget bevidsthed om, at ingen af delene skal fortrænges, er baggrund for Allehelgens-gudstjenesternes tiltrækningskraft.

I morgen eller på søndag læses navnene op på sognenes døde igennem året, og de efterladtes sorg bliver mødt som det eksistensvilkår, sorgen er. Der er trøst at hente i kirkens budskab om det kristne håb, der rækker ud over dette liv.

I den kristne tænkning er døden livets afslutning. Den døde er i Guds hånd og går ikke igen. Derfor er der ingen genfærd eller ånder, der skal drives på flugt. Kirkegården er ikke et uhyggeligt sted, men en forsmag på paradisets have.

De præster, der prøver at prædike kristendom ind i Halloweenfesten, fordi det nu en gang er det, der kan samle mange danskere, fortjener anerkendelse.

Men dybest set er Halloweens dødsforståelse og leg med uhyggen og mørket det stik modsatte af, hvad kristendommen står for. Døden kan ikke jages på flugt. Den kommer til os alle, men får ikke det sidste ord.bjer