Uligheden stiger i Danmark

Vi har et godt hjælpesystem i Danmark. Og selvom ambitionsniveauet de seneste år er dalet til, at det er okay blot at være blandt de 10 bedste i verden, så er indsatsen stadig på mange måder rigtig god og kvalificeret, hvis man har et fysisk, psykisk eller socialt problem. Desværre ser det noget mere dystert ud, hvis man,som en større og større gruppe slås med flere problemer på én gang.

LÆS OGSÅ: LA-profil klar til at møde fattige danskere

Derfor er uligheden stigende i Danmark. Det har desværre længe været kendt på borgerniveau, men står nu også bøjet i neon på politisk niveau. På samme måde som vejen til for eksempel en psykiatrisk udredning for den stofafhængige er både stenet og lang, er vejen til midler og udvikling det for de organisationer, der har med de allersvageste udsatte borgere i landet at gøre.

Således er værdigt trængende blevet et begreb, som gradbøjes og i stigende grad helt overser en voksende gruppe af borgere med mere end ét problem. Dem, som vi omtaler som socialt udsatte.

Serviceloven sidestiller personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og personer med særlige sociale problemer i loven om aktivitets- og samværstilbud eller det, vi kalder væresteder, men den politiske prioritering og retorik vidner om en grel tendens til skævvridning i den sociale indsats. De allersvageste – de er blevet det rene udskud.

Lad mig med det samme bringe nogle belæg til torvs: I kommunernes regnskaber for 2010 viser nøgletal for udsatteområdet med al tydelighed, at der ydes god, mindre god og praktisk talt ingen hjælp, afhængigt af om man er ramt på sin fysiske, psykiske eller sociale funktionsevne. I for eksempel Vejle Kommune tildeles et aktivitets- og samværstilbud for psykisk syge borgere hele fire gange så mange midler som et aktivitets- og sam­værstilbud for tidligere misbrugere, til trods for at brugergrupperne altså er ligestillet i serviceloven.