Uffe Ellemann-Jensen var i 20 år en af dansk politiks mest markante skikkelser og præger stadig debatten. I morgen fylder han 70 år
Er han den bedste statsminister, Danmark aldrig fik? Uffe Ellemann-Jensen var i 1998 nogle få hundrede stemmer fra at kunne tage det sidste skridt mod toppen og skaffe regeringsmagten tilbage til Venstre.
I stedet fortsatte socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen i yderligere tre år, og Ellemann-Jensen forlod dansk politik.
LÆS OGSÅ: Med Uffe Ellemann-Jensen i IndienNederlaget tog tid at komme over, men det viste sig også at blive hans redning. De næsten 11 år som udenrigsminister havde været hårdere ved fysikken, end han selv havde været klar over, og han har siden åbenhjerligt fortalt, at problemer med hjertet gjorde, at han måske ikke havde overlevet endnu en tørn i toppolitik.
Efterfølgende har han dog ikke ligget på den lade side. Han har en stribe bestyrelsesposter, blandt andet for Det Kgl. Teater og som formand for Det Udenrigspolitiske Selskab, han har skrevet en række bøger om sin egen tid – og sig selv – og senest er han blevet eksportambassadør for Indien.
Som en markant deltager i debatten er han stadig med til at sætte den politiske dagsorden. Han optræder flittigt som kilde i medierne, skriver klummer i avisen Berlingske og medvirker i det glimrende udenrigsmagasin Ellemann-Lykketoft på TV2 News sammen med sin gamle modstander Mogens Lykketoft.
Der lyttes til Uffe Ellemann-Jensen, fordi han har et format, der løfter ham op over de fleste andre. Han har erfaring, stor spændvidde og et fornemt internationalt udsyn, og så har han vedvarende sine meningers mod.
Det sidste bringer ham ofte på kant med andre, også i hans egen lejr, som for eksempel kritikken af efterfølgeren som partiformand Anders Fogh Rasmussens økonomiske politik for slet ikke at tale om samarbejdet med Dansk Folkeparti, der af Ellemann-Jensen betragtes som intolerant og skadeligt for Danmarks internationale anseelse.
Før, under og efter Muhammed-krisen angreb han Morgenavisen Jyllands-Postens offentliggørelse af de famøse tegninger som umodent og unødvendigt provokerende, og det har gjort ham til hadeobjekt på dele af højrefløjen. Men han mener det stadig.
Han er oprindeligt cand.polit., og han blev siden en populær journalist i Danmarks Radio, hvor han på TV-Avisen udlagde økonomiske sammenhænge, så de fleste seere var med. Han blev en af de få, der med succes tog springet fra medierne til politik og høstede sit første store resultat.
Efter en svær start blev det i hans tid, at Venstre omdannedes til det brede parti, det er i dag. Fra en stærk position i landdistrikterne bevægede det sig ind i storbyerne, hvor Venstre nu er det dominerende borgerlige parti, senest bekræftet ved valget fornylig.
Hans andet store resultat stammer fra perioden som udenrigsminister. Også her blev starten vanskelig, fordi han i de første år lå i evig krig med Socialdemokratiet, der påtvang den daværende regering de såkaldte fodnoter i sikkerhedspolitikken. Han anså fodnoterne for at være dybt skadelige, og historien har da også givet ham ret.
Senere blev han en af de første, der så perspektiverne ved den kolde krigs afslutning. Han startede den aktivistiske udenrigspolitik med udsendelsen af korvetten ”Olfert Fischer”, og han tog de første svære skridt mod det, der siden skulle blive en af de største triumfer i dansk udenrigspolitik, nemlig inkorporeringen af det baltiske område i de europæiske og atlantiske alliancer.
I forbindelse med sin 70 års fødselsdag i morgen er denne aktive og myreflittige mand langt om længe begyndt at trappe ned. Der er blevet mere tid til hjemlige sysler – han er daglig læser af Kristeligt Dagblad – og han glæder sig over, at datteren Karen, der var minister i VK-regeringerne, ved valget fik følgeskab af sønnen Jakob i Venstres folketingsgruppe. Arvefølgen er på plads.
ehrenreich@k.dk