Spanien er gået ind i år nul efter ETA

Der er imidlertid flere aspekter, der tyder på, at Vesteuropas sidste aktive terrorgruppe er blevet træt af at myrde sine landsmænd, eller rettere tvunget af et effektivt politisamarbejde mellem Spanien og Frankrig til at stoppe sin blodige aktivitet.

829 menneskeliv og langt over 2000 invaliderede har ETA på sin samvittighed, siden gruppen første gang greb til vold. Det var i 1968, en halv snes år efter at Euskadi ta Askatasuna (”Baskerlandet og Friheden”) var blevet dannet som en udbrydergruppe af det baskiske nationalistparti.

Ganske vist myrdede ETA diktatoren Francos udpegede efterfølger, Carrero Blanco, i et attentat i Madrid i 1973.

Men paradoksalt er det, at gruppen først satte rigtigt blus under sin terrorisme, efter at Francos fascistiske regime var blevet afløst af demokrati. Faktisk var ETA tæt på at forårsage, at det unge, spirende demokrati i Spanien døde ved fødslen, da nogle militærfolk forsøgte at gennemføre et statskup i februar 1981, fordi de mente, at Spanien igen trængte til at blive styret med jernhånd.


Heldigvis blev det ved forsøget, blandt andet takket være en hurtig indgriben fra kong Juan Carlos.

Men ETA var kold over for denne kendsgerning og skruede op for terroren mod det demokratiske Spanien, selvom det havde givet ETA’s fængslede medlemmer amnesti. I de efterfølgende 10 år myrdede gruppen mellem 20 og 50 mennesker om året.

I 1997 kidnappede og myrdede ETA en baskisk lokalpolitiker fra det konservative Partido Popular. Denne brutale likvidering fik flere millioner mennesker til at demonstrere i gaderne i Baskerlandet og Spanien, at nu havde de fået nok af ETA’s terror.

Og fra det tidspunkt gik det ned ad bakke for organisationen, der både mistede social opbakning og begyndte at opleve en intern tvivl – specielt blandt de 700 fanger – om, at den væbnede kamp førte til noget resultat.

Det var dog især det øgede politisamarbejde mellem Spanien og Frankrig, der pressede ETA. Tidligere søgte gruppens ledere og de mest hårdkogte terrorister tilflugt i Sydfrankrig. Men i slutningen af 1990’erne begyndte den franske regering at samarbejde med det spanske politi, og det har siden ført til anholdelsen af hundredvis af terrorister.

Knap havde ETA udpeget ny ledelse, før den blev snuppet af politiet. Og denne effektive udrydning har langsomt, men sikkert reduceret ETA’s slagkraft.

En anden medvirkende faktor er, at Spaniens øverste domstole forbød ETA’s politiske støtteparti Batasuna med den begrundelse, at et parti ikke kan støtte brugen af vold for at opnå politiske mål. Det betød, at den radikale separatistbevægelse blev sat uden for døren og ikke kunne få politisk indflydelse. Lige indtil dette forår, da et nyt separatistparti, Bildu, tog afstand fra ETA’s vold og derfor fik tilladelse til at stille op til lokalvalgene. Her vandt Bildu 25 procent af stemmerne og borgmesterposten i San Sebastián og over hundrede småbyer i Baskerlandet.

Givetvis har det også spillet en afgørende rolle, at flertallet af ETA’s 700 fængslede medlemmer for nylig opfordrede gruppen til at stoppe volden.

ETA var løbet tør for terrorister og argumenter, og i forrige uge kom den meddelelse, som alle spaniere har ventet på .

Nu er spørgsmålet så, hvad der skal til for, at Spanien helt kan slippe af med truslen om terrorisme. Set fra befolkningens synspunkt er det klart, at den skepsis, som et flertal giver udtryk for, først forsvinder, når gruppen meddeler, at den opløser sig selv, afleverer sine våben og sprængstoffer og beder om forladelse for at have myrdet og terroriseret spanierne i så mange år.

Set fra ETA’s side er det lige så klart, at gruppen forventer at opnå noget for at stoppe sin terror. Og denne gestus fra samfundet kan være en amnesti for fangerne, som det skete efter diktatoren Francos død.

Men det vil de pårørende ikke finde sig i.

”Landets love er til for at overholdes. Det er ikke os, der skal bryde lovene for at gøre ETA tilfreds. Det er dem, der skal smide hætterne, opløse sig selv og fordømme terrorens historie,” mener forkvinden for Fonden af Terrorofre, Maite Pagazautundua.

Mariano Rajoy, formanden for det konservative Partido Popular, der står til at vinde parlamentsvalget den 20. november, har lovet at respektere de pårørendes ønsker, og at han ikke vil forhandle med ETA.

Men den sandsynligvis kommende regeringschef bliver efter alt at dømme nødt til at komme med indrømmelser, hvis han vil opnå varig fred. Ellers kan han risikere, at utålmodige terrorister genoptager den voldelige kamp, som det skete med The Real IRA i Nordirland. Og så vil Spanien ikke nå ud over år nul efter ETA’s terror.