Forældreansvarsloven blev lavet for for det første at få fraskilte forældre til at samarbejde og for det andet at sikre ligestilling. Status efter fire år er, at de forældre, der kan samarbejde, ikke behøver juraen, mens de forældre, der ikke kan samarbejde, med loven i hånden river deres børn midt over.

Derfor bør samvær-for-enhver-pris problematiseres: Er konceptet til gavn og glæde for forældrene eller for børnene? Skal ligestillings- og rettighedsperspektivet tilgodeses? Eller børneperspektivet? Tag venligst ad notam, at de to perspektiver kan optræde som antagonistiske modsætninger.

Til John Aasted Halse, som skrev den 25. oktober følgende svar: Det er på baggrund af de konfliktende perspektiver, at jeg foreslår, at børn under 15 år skal følge moderen – medmindre hun er uegnet på grund af stofmisbrug, alkoholisme, psykopati eller anden dårligdom, eller far og mor indbyrdes bliver enige om anden ordning.

Havde loven denne ordlyd, ville vi undgå opslidende retssager og skabe ro omkring barnet. Halse har ret i, at deleordninger kan være den rigtige løsning, men kun hvis de har afsæt i frivillighed. Jeg argumenterer bestemt ikke for, at far ikke skal spille en rolle. Tværtimod. Fædrene skal på banen. For børn har brug for, at omsorgsfulde fædre tager ansvar for dem.

Hvis Halse kan komme op med en bedre løsning end moderskabsmyndighed i højkonflikttilfældene, er jeg åben, men lovens knæfald for forældre-rettigheder har i en række tilfælde betydet børnemishandling.

Politikerne er fuldstændigt forheksede af ligestillingsprincippet og mantraet et-barns-ret-til-to-forældre. Et bedårende udsagn, som reelt kan oversættes til: Forældres ret til at rive et barn i stykker for at få opfyldt egne, egoistiske behov.

Derfor skal loven laves om med fokus på følgende aspekter:

De små børn skal gives ro – sådan som ordningen var tidligere.

Intervention i barnets familieliv skal forhindres – en forælder skal ikke kunne dukke op ud af det blå og kræve samvær.

Bevisbyrden skal placeres hos samværsforælderen, således at han/hun skal sandsynliggøre, at barnet har glæde af samværet. Det er ikke bopælsforælderen, der skal sandsynliggøre, at samværet er til skade. I højkonflikttilfældene blokerer det for fornuftige beslutninger i statsforvaltningerne, at bevisbyrden angående samvær ligger hos bopælsforælderen.

Overvåget samvær skal kun kunne finde sted, hvis barnet skal lære den samværsforælder at kende, der uforskyldt (for eksempel arbejde i udlandet) ikke har haft samvær. Det skal være slut med overvåget samvær med henblik på at overvåge misbrugeres, voldsmænds og psykisk syges samvær med deres børn.

Der skal ske en opfølgning af børnenes trivsel ved syv/syv ordninger (børnepsykolog og institutionserklæringer) og der skal kun være syv/syv ordninger ved frivillighed, ikke ved tvang.

Lone Nørgaard,lektor og cand.mag.,Normasvej 39, Frederiksberg