Hermed ville mange præster miste en oplagt kontaktmulighed til de giftelystne svenskere, som ikke nødvendigvis slider kirkebænkene tynde. Derfor vedtog Kirkemødet kirkelige vielser af homoseksuelle i efteråret 2009, og siden november samme år har ægteskab mellem to personer af samme køn været muligt i Svenska Kyrkan.

I Danmark afventer folkekirken, hvornår den nye regering præsenterer en ændring af ægteskabsloven, som gør det muligt for homoseksuelle at blive viet i kirkerne. Kirkeminister Manu Sareen (R) har bebudet, at det vil ske til foråret, men foreløbig er lovforslaget ikke udarbejdet. Kirkeministeren skal ifølge regeringsgrundlaget lægge op til et kønsneutralt ægteskab.

Sådan er det allerede i Sverige, og der foreligger også et kønsneutralt ritual, som bliver det eneste vielsesritual i Svenska Kyrkans nye ritualhåndbog, der skal udkomme i 2015.

I folkekirken holder flere biskopper fast i, at der kan blive tale om registrering af par i folkekirken – enkelte, at det fortsat alene skal være en velsignelse – men at vielse af homoseksuelle og vielse af heteroseksuelle par er to forskellige ordninger.

Tilbage i Uppsala lagde præst Håkan Sunnliden, der på Kirkemødet repræsenterer gruppen Frimodig kirke, ikke skjul på, at han ventede nederlaget. Forslaget om, at alle præster skal have vielsesbemyndigelse, kommer fra Socialdemokraternes og Centerpartiets kirkemøde-medlemmer. De har flertal på Kirkemødet og kan alene afgøre sagen.

Håkan Sunnliden har andre klagepunkter over Svenska Kyrkan, men det samkønnede ægteskab var det vandfald, der for ham gjorde udslaget:

”Først kom det kønsneutrale ægteskab, og nu skal vi tvinges til at have vielsesbemyndigelse. Vi har stadig retten til at sige nej – men hvor længe?”.

Håkan Sunnliden og hans meningsfæller sammenligner sagen med loven om kvindelige præster i 1958. Her fik de mandlige præster løfte om, at de ikke behøvede at samarbejde med kvindelige kolleger. I 1982 blev den politik ophævet. Nu frygter de, at det samme sker i forhold til homoseksuelle. For Håkan Sunnliden og hans ligesindede tæller hverken årenes gang eller moderne tider. Det er bibeltolkningen, der fører ordet.

”Der er tale om en udrensningspolitik fra socialdemokratisk side. De har siden 1920’erne haft den politik, at kirken skal være en statslig religiøs institution. Et nyt ’Folkhemmet’, selvom kirken er skilt fra staten.”

Han kan derfor vælge at rette ind eller tilknytte sig for eksempel Missionsprovinsen, som af samme årsag forsøger sig uden for kirken.

”Socialdemokrater og Centerpartiet ønsker en kirke, hvor alle er medlemmer, også folk fra andre religioner – undtagen de kristne,” siger Sunnliden.

Ved Svenska Kyrkans Kirkemøde er biskoppen i Karlstad Stift, Esbjörn Hagberg, delvis, men kun delvis enig med Håkan Sunnliden.

”Kammarkollegiet (statslig myndighed, der tildeler vielsesbemyndigelse, red.) kan jo ikke give bemyndigelsen til præster, som ikke vil have den. Men det er illoyalt, fordi man i Svenska Kyrkan skal være solidarisk med kirkens ordning.”

”På den anden side,” siger biskoppen, ”vil forslaget om tvungen vielsesbemyndigelse få helt urimelige konsekvenser for de præster, der holder fast i ikke at ville vie. Nemlig den konsekvens, at de fyres, som om de var kriminelle.”

Karin Perers fra Centerpartiets nomineringsgruppe ved Kirkemødet og Olle Burell fra Socialdemokraterne sagde under den timelange debat, at de jo netop udviser tolerance ved at give præster mulighed for at sige nej til vielse af homoseksuelle.

Præstedelen af den kirkelige højrefløj i Svenska Kyrkans er ifølge iagttagere som den danske: 10-15 procent. Men dertil kommer – som i Danmark – en række præster, som af forskellige årsager ikke vil vie homoseksuelle i kirkerne.

Kirkestyrelsen, Svenska Kyrkans ”regering”, skal nu udrede spørgsmålet.

I en regnvåd grå forstad til Stockholm er bedemand Per Bertil Gustafsson glad for, at Kirkemødet stemte, som de gjorde.

Gustafsson er ordførende for Stockholms-afdelingen af den Økumeniske Gruppe for Kristne Homoseksuelle (EKHO), der blev stiftet i 1976. Stockholms-afdelingen har 50 medlemmer, i Göteborg er der omkring 100, og her har det ifølge Per Bertil Gustafsson også været langt sværere at være kristen homoseksuel, fordi stiftet var konservativt.

EKHO blev stiftet, fordi gruppen af kristne homoseksuelle hverken blev accepteret i kirken eller blandt andre sekulære homoseksuelle, som ikke fattede, hvordan homoseksuelle kunne være kristne, når der nu står, hvad der gør, om homoseksualitet i Bibelen.

”I dag har vi et udmærket forhold til de homoseksuelle i Riksforbundet (svensk organisation for homoseksuelle, red.),” siger han.

Svenska Kyrkan accepterede allerede for 30 år siden, at der fandtes kristne homoseksuelle, som ønskede at være par ligesom heteroseksuelle: at finde en livspartner, gifte sig og leve i en stabil relation.

”I dag har vi samme rettigheder som alle andre, så det fungerer på det overordnede plan. I det offentlige rum stirrer man stadig på to mænd, der holder hinanden i hånden. Og jeg kan heller ikke i alle selskaber sige, at ’jeg og min mand var ude at plukke blåbær i weekenden’. Så tror nogle, at der gemmer sig et eller andet perverst i det,” siger han.

Per Bertil Gustafsson var i konfirmationsalderen, da han fik øjnene op for sin homoseksualitet.

”Jeg vidste godt, at kirken måske ikke syntes om det, men jeg kunne mærke, at Kristus stillede sig bag mig.”

Til gengæld beundrer han, at frikirkefolk og andre trossamfunds homoseksuelle, hvis trosretning er strengt konservativ, tør springe ud:

”Jeg er sluppet let ved at være en del af Svenska Kyrkan.”

At det er kommet så langt i Sverige, er ikke mindst ­EKHO’s rigsafdelings fortjeneste.

”Vi har en del homoseksuelle præster og også politikere, der støtter vores arbejde både i Rigsdagen og på kirkemøderne, uden at de nødvendigvis er medlemmer af EKHO. Ellers var vi ikke nået så langt,” siger han.

Ifølge Göran Beijer, der er en af to vicebiskopper i Missionsprovinsen, er sagen om vielse af homoseksuelle i kirkerne allerede nået alt for langt. Missionsprovinsen vil ikke bygge et nyt luthersk trossamfund, men videreføre den teologiske arv, som Beijer mener, at den svenske kirke har svigtet.

Han og andre ligesindede har gjort op med ”Svenska Kyrkans politisk-korrekte selvopfattelse, der fjerner den helt og aldeles fra Guds ord”.

”Vi vil gerne være en del af den svenske kirke, men det får vi ikke lov til,” siger han.

Han blev selv afskediget, da han var medstifter af Missionsprovinsen i 2003, men han er stadig medlem af Svenska Kyrkan.

Göran Beijer tager imod i en ældre lejlighed i det centrale Stockholm iført hvid flip og et stort kors i en kæde om halsen. Det går lidt trægt med at få Missionsprovinsen på skinner. Der er 10-12 menigheder tilknyttet, men Göran Beijer regner med, at vielsen af homoseksuelle trækker flere til.

”Vi følger den svenske kirkes evangeliebog fra 1982. Den nye fra 2003 er så politisk korrekt, at den på flere måder strider mod Bibelen,” siger han.

Göran Beijer, den anden vicebiskop og biskoppen i Missionsprovinsen fungerer som en slags ”flying bishops”. Det vil sige biskopper, som ikke har et geografisk stift, men en række konservative menigheder, de fører tilsyn med.

I Danmark forsøgte Evangelisk-Luthersk Netværk at etablere en lignende model inden for folkekirken for højrefløjsmenighedernes præster. Den blev skudt ned af et samlet bispekollegium.

TEMA: Homoseksuelle vielser

Hvor Missionsprovinsen er om 10 år, tør Göran Beijer ikke spå om.

Udenfor blæser det op, så de gyldne, røde, orange og gulgrønne efterårsblade suser gennem de stockholmske gader. Men vinden blæser ikke den svenske kirkelige højrefløjs vej.