Det kan ske igen

LÆS OGSÅ: Fem vigtige bøger om Holocaust

Han har hentet inspiration til sin bog i nyere tysk forskning, der viser, at en stor gruppe veluddannede og socialt og økonomisk velstillede akademikere med begejstring og helt frivilligt gik ind i det nationalsocialistiske projekt i 1930’erne og efter krigen indtog nøglepositioner i den nye tyske forbundsrepublik uden at blive stillet til ansvar.

Særligt lægestanden var tæt knyttet til nazisterne, der anvendte kropsmetaforer på samfundets tilstand.

”Læger tog disse kropsmetaforer om at fjerne sygdom fra samfundet højtideligt. Hitler og hans sammensvorne talte om det syge samfund, der led af kræft, som skulle skæres bort, så samfundet kunne blive rent og sundt,” siger Kjartan Fløgstad og refererer til en central scene i romanen, hvor moralen udpensles brutalt.

De to fiktive hovedpersoner, juristen Paul von Damaskus og Otto Nebelung, der repræsenterer det dannede borgerskab, der tog del i nazismens handlinger, afhører en norsk modstandsmand, lægen Hokstad, i Gestapos hovedkvarter i Victoria Terrasse. Den belæste, stærkt begavede og dannede von Damaskus forsøger i første omgang at tale til fangens intellekt og begrebsverden: ”At erkende sandheden er en forudsætning for at forstå den verden, vi lever i. For at forandre den. Gribe ind og fjerne den svulst, som truer hele samfundet. Her kan vi alle bidrage i kampen mod løgn og åndløshed på hver vores måde,” siger nazisten til Hokstad, der er bundet fast til en stol.

LÆS OGSÅ: Holocaust-overlevende står frem på film

”Scenen er symbolsk på det store civilisationssammenbrud,” fortæller Kjartan Fløgstad.

”Den yderste grænse” udkom i Norge i 2009 og skabte voldsom debat på grund af Fløgstads i nogles øjne provokerende måde at skildre nazismens fremvækst i 1930’erne på samt hans sammenblanding af historiske fakta og fiktion, rigtige og opdigtede personer, som han skildrer med store digteriske friheder.

Selv finder han det skræmmende, at det, der skulle beskytte os mod onde kræfter, uddannelse, humanitet og demokrati, i stedet førte til den absolutte ondskab.

En anden paradoksal side af historien er, at disse personer efter krigen besatte centrale stillinger i den tyske administration. For eksempel jurister, der i Det Tredje Rige videreførte nazisternes totalitære retspolitik og stod for de nazistiske love og dømte folk ud fra disse.

”Det var til en vis grad nødvendigt at bevare dele af administration i det nye Tyskland, men der var altså også tale om tungt belastede SS-officerer med direkte erfaringer med jødeudryddelse. Det er paradoksalt, at den samme jurist, som dømte en kommunist for undergravende virksomhed i 1945, dømte den samme person for samme forbrydelser, da kommunistpartiet blev forbudt i Vesttyskland,” siger Fløgstad, der dog mener, at mange af disse personer var opportunistiske snarere end ideologisk handlende og udnyttede den politiske situation til at pleje egen karriere.

Fløgstad finder det særligt uhyggeligt, at de intellektuelle nazisters natur lever videre i dag. ”Den yderste grænse” udkom to år før Anders Breiviks massakre på adskillige uskyldige unge nordmænd på Utøya. Fløgstad fortæller, at Breivik to steder i sit manifest peger på SS-chef Heinrich Himmlers tale i Poznan, Polen, den 4. oktober 1943.

”Himmler henvender sig her til SS, men også hele det tyske folk, og siger, at han ved, der er begået en forbrydelse mod jøder og polakker, men at det er vigtigt, og at man senere vil takke for det, når samfundet er rent og frit. Breivik taler ud fra samme retorik og fortæller, at det er frygteligt at dræbe børn, kvinder og mænd, men at man i 2070 vil takke ham,” siger Kjartan Fløgstad, som ikke mener, at hverken Breivik eller bogens to hovedpersoner har psykopatiske eller sadistiske træk, men at de handler ud fra en perverteret idealisme, og at de måler deres gerninger ud fra et langsigtet perspektiv.

LÆS OGSÅ: Fransk roman forudsagde Breivik

”Det umoralske overskygges af det, de ser som et højere mål, der er så ædelt, at det kaster lys på de grimme handlinger. Jeg mener ikke, at man kan tale om psykopati på et individuelt niveau. Perverst nok er der et gran af idealisme i det.”

Er du blevet klogere på ondskabens natur?

”Jeg er blevet ydmyg over for, hvor alvorligt fejl man kan tage på ganske kort sigt. Det er en frygtelig erfaring, at hverken uddannelse eller dannelse er et sikkert værn mod totalitære tanker. Og det er en frygtelig dialektik, som går ud på, at selv de bedste er i stand til at gøre det værste. Jeg tror dog ikke, at Adolf Eichmann (Hitlers hovedansvarlige for transporterne til kz-lejrene, red.) var en triviel transportofficer, som Arendt så ham,” siger Fløgstad.

Er der noget håb, når humanitet og uddannelse ikke er et værn mod onde kræfter?

”Hvis der ikke var håb, ville jeg ikke skrive sådan en roman. Jeg mener, at håbet ligger i erkendelsen af, at humanistisk dannelse ikke er nok til at hindre de allerværste ting. Viden om dette kan være et værn. Og så mener jeg, at samfundets moral og solidaritet, der er udsprunget af arbejderklassen, kan være et håb og et værn.”