Assad bruger pisk og gulerod

Sanktionerne strammer. Økonomien ligger i ruiner, mens det syv måneder lange oprør mod styret forbliver blodigt. Og Syriens præsident, Bashar al-Assad, ved, at Nato, Den Arabiske Liga og nabolandet Tyrkiet for længst er begyndt at diskutere, hvordan de selv aktivt kan være med til at forhindre det syriske styres fortsatte mord på befolkningen.

Præcis af den grund rejser den syriske præsident sig fra sin ødelagte infrastruktur netop nu med en truende pisk i den ene hånd og en gulerod i den anden. En desperat handling fra en præsident, der føler, at han er ved at miste grebet.

Assads gulerod blev vist i søndags, da han sendte sin udenrigsminister, Walid Mualem, til møde med Den Arabiske Liga, der egentlig var samlet for at diskutere palæstinensernes nylige anmodning om en selvstændig stat i FN.

Mualems tilstedeværelse forvandlede mødet til en diskussion om Syrien. Og situationen efter mødet er, at Syrien er blevet tilbudt en endnu ikke offentliggjort plan, der skal redde situationen i Syrien og præsident Assads styre med indbyggede reformer. Assad har samtidig ytret, at han gerne vil samarbejde med alle de forskellige syriske oppositionsgrupper. Ingen af de syriske oppositionsgrupper tager ham dog alvorligt, fordi de ved, at Assad kæmper for livet, og at han samtidig bomber moskéer og civile indbyggere i landet.

Assads strategi handler om at forhindre det, han frygter allermest. Nemlig at de Nato-lande, der for nylig kunne betegne krigen i Libyen som afsluttet, nu vender sig mod Syrien for at hjælpe oprørerne der. Derfor bruger han Den Arabiske Liga som brik, så ligaen kan føle sig vigtig nok til ikke at opfordre til et flyveforbud over Syrien, sådan som man på revolutionerende vis gjorde det i Libyen. Assad ved, at så længe han kan holde Den Arabiske Liga hen med forhåbninger om en løsning, vil risikoen for en international offensiv mod hans styre forblive lav. Assad ved også, at Den Arabiske Liga er interesseret i stabilitet efter mange måneders oprør i regionen. Nye styrer kræver opmærksomhed, og derfor er ligaens topprioritet at undgå flere krige, der i værste fald kan spænde ben for alliancer og bringe nye spillere på banen som for eksempel Iran.