Hvis vi ser bort fra chokolade, øl og cykelløb, så er Tintin vel nok Belgiens største bidrag til verdenskulturen. Tintins verdensomspændende og fortsatte popularitet er dog lidt af et mysterium: De kulørte mytologier i Tintins oplevelser er således plantet solidt i de temaer og konflikter, som prægede det 20. århundrede: rumrejser, kolonialisme, ekspeditioner til fjerne lande, kommunisme og den kolde krig.

En anden ting, som kan skabe lidt forundring over figurens popularitet, er, at Tintin som persona er temmelig anæmisk og sær: Han arbejdede som journalist i næsten 50 år, men skrev vist nok kun én historie, han gik i knickers helt frem til 1976, han havde ingen familie, ingen kvindelige bekendtskaber, og han bevarede et drengeagtigt udseende gennem hele sin karriere.

Han er endvidere ikonografisk nærmest intetsigende: to prikker og en streg som ansigt og et nærmest blankt og androgynt udseende. Hans blanke karakter betragtes af mange som en slags pendant til hans hjemland, Belgien: et fladt ingenmandsland med en lidt sløret national identitet. Tintin selv er ingenting, ikke en gang et navn, men mere en lyd.

TINTINS BLANKE KARAKTER tolkes af mange dog netop som baggrunden for hans popularitet: Vi kan alle spejle os i det tomme ansigt og bruge ham som identifikationsfigur i det i øvrigt detaljerede og langt mere realistisk skildrede miljø, som Hergé planter figuren i.

Den særlige tegnestil, hvor Hergé lod sin stiliserede figur træde frem i et næsten naturalistisk baggrundsmiljø, betegnes ligne claire, den klare linje. Hvor filmens og fjernsynets flimrende billeder fremstiller en verden, som fremstår kaotisk og fragmenteret, får vi i Hergés fortællinger en verden, der i form og stil hænger sammen som en helhed – og på denne måde også et verdenssyn, der i meget høj grad er bundet til det 20. århundrede.

At se Tintins oplevelser som udtryk for et verdenssyn vil nogle måske betragte som værende at skyde gråspurve med kanoner. Imidlertid giver tegneserier, helt på linje med kunst, særlige visioner af vores hverdagsliv. Tegneserier er på grund af de ofte skrøbelige streger og mellemrummet mellem billederne, i høj grad åbne for læserens tolkning og aktivitet.

At læse tegneserier kræver simpelthen, at vi projicerer vores følelser ind i udtrykket, og tegneserier kan derfor fungere som magtfulde genveje til vores fantasier – og fortæller derfor ofte en hel del om de kulturer, de eksisterer i.

Det er således ikke noget tilfælde, at Tintins oplevelser i høj grad adskiller sig fra de amerikanske superheltes verden, som er præget af entydig tro på superkræfter og individualismens lyksaligheder. Et sådant verdensbillede passer simpelthen ikke for et land som Belgien (eller for ret mange europæiske lande, i øvrigt), som har været præget af invasioner og erobringer. Tintins oplevelser afspejler på denne måde en europæisk forkærlighed for refleksion og skepticisme.

I forhold til Spielbergs transformation af Tintins oplevelser til film kan man sige, at dette næsten har ligget i kortene. Film og tegneserier er på mange måder et tvillingepar, og en lang række filminstruktører, fra Fellini til David Lynch, har været inspireret af tegneserier, ligesom også tegneseriekunstnere har ladet sig inspirere af filmen. Hergé signerede således sine første striber Hergé Moving Pictures, og hans første album var tydeligt inspireret af filmen. I ”Tintin i Congo” er Tintin reportagefotograf, ”Tintin i Amerika” er inspireret af amerikanske gangsterfilm og ”Krabben med de gyldne klør” er sandsynligvis inspireret af Duiviers film ”De fem fordømte”.

Film og tegneserier har ganske vist mange lighedspunkter, men grundlæggende set er der tale om to meget forskellige medier. Først og fremmest er det en helt anden oplevelse at læse en tegneserie end at se en film. Tegneserielæsning er en individuel handling, mens biografoplevelsen er en fælles oplevelse: Vi griner og gyser sammen og deler følelser i fællesskab.

Ligeledes er biografoplevelsen en ret styret oplevelse: Vi sidder plantet i et sæde, og opmærksomheden er helt styret af, hvad der sker på lærredet. Vi kan ikke som i tegneserien lade blikke flakke rundt på siden, men er tvunget til at følge den fortælling, som nu udfolder sig på lærredet gennem bevægelsen. Filmoplevelsen er på dennne måde en temmelig styret fornøjelse, der omslutter og opsluger tilskueren.

MODSAT I BIOGRAFEN skal vi under tegneserielæsning selv puste liv i figurerne og skabe bevægelsen ved at scanne ned over siden. Det betyder også, at læseren når som helst kan stoppe fortællingen – og netop denne mulighed for at sætte fortællingen på standby og fordybe sig i enkeltbillederne er et særtræk ved tegneserien. Tegneserielæseren kan modsat filmtilskueren dvæle ved billedelementer, der er ligegyldige for fortællingen, og tegneserien er i høj grad detaljens og fordybelsens medium.

Denne forskel mellem medierne betyder konkret, at filmatiseringer af tegneserier ofte er langt mere actionprægede end deres forlæg, da de skal tilpasses filmens krav om spændingskurver og medrivende fortællinger. Men netop dette at kunne stoppe tiden og gå på opdagelse i et billede er en kvalitet, som ofte overses i en mediekultur, der betoner dynamik mere end refleksion.

Endelig er en afgørende forskel mellem film og tegneserier, at tegneserien er tegnet, mens filmen (oftest) består af fotografiske billeder. Uanset hvor stiliseret et filmbillede måtte være, er det mere troværdigt end tegneseriebilledet, og det udgår da også fra den samme impuls, som også lå til grund for naturalismen og dokumentarismen.

Den verden, som tegneseriebilledet fremstiller, har i modsætning til filmen ingen fysisk realitet, og stregen er i meget høj grad et udtryk for kunstnerens personlighed og livssyn. Det er derfor meget svært at overføre en tegnet figur som Tintin til det mere sterile filmiske univers, og i det hele taget at fange stregens særlige balance mellem realisme og fantasi.

Tegneseriens fortællinger er på denne måde bundet til det, som mediet nu engang kan, og selvom Spielbergs film vil kunne introducere Tintin for et helt nyt publikum, vil filmen nok aldrig kunne genskabe det, som er særligt for Hergés univers.

Hans-Christian Christiansen er ph.d., kommunikationsansvarlig ved Copydan AVU-medier og forfatter til bøger om film, tv og tegneserier, for eksempel ”Tegneseriens æstetik”