Fra i dag er DR's monopol på landsdækkende taleradio brudt. Radio24syv overtog i nat P2's plads på FM-båndet og sender 22 timer nyproduceret radio i døgnet, herunder et eksistensprogram og en række debatprogrammer med markante navne ved roret.
- Leif Tuxen.
Benjamin Krasnik |
1. november 2011
I nat blev DR’s monopol på landsdækkende taleradio brudt, da Radio24syv begyndte at sende på P2’s gamle FM-frekvens. 8000 timers taleradio skal konkurrere om kvalitetsindholdet i radioen, men Per Stig Møllers prestigeprojekt får det svært, mener medieekspert
”Hvis det går dårligt, kan du kalde den Radio Møller. Hvis det går godt, Radio24syv.”
Sådan lød det fra forhenværende kulturminister Per Stig Møller (K), da han overdrog Kulturministeriet og en DAB-radio til Uffe Elbæk (R) i sidste måned.
LÆS OGSÅ: Prisen for Radio24syvPer Stig Møllers målsætning om et statsfinansieret kvalitetsbåret alternativ til DR er fra i dag en realitet. Den landsdækkende kanal, der ejes af Berlingske Media og PeopleGroup, sender 22 timers nyproduceret radio i døgnet direkte fra studierne i København på P2’s tidligere frekvens på FM-båndet.
Og Radio24syv har slået sit rigtige navn fast med to markante kanalchefer, Mikael Bertelsen og Mads Brügger, en original og omfattende sendeplan samt et mål om at blive et etableret modstykke til DR’s P1. Om det lykkes, er nu overladt til lytternes nåde, men P1 har allerede rustet sig til en ny radiovirkelighed med en skærpet profil og nye programmer.
LÆS OGSÅ: Velkommen til en ny radiovirkelighedIdeen til Radio24syv blev sået i 2009 af Per Stig Møller i forlængelse af det borgerlige regeringsgrundlag fra 2001, hvori der ytres et ønske om at bryde DR’s overmagt på medieområdet, helst ad kommercielle veje. Per Stig Møller så sit prestigeprojekt som en naturlig fortsættelse af TV 2, der i 1988 brød med DR’s monopol på landsdækkende tv. Men Per Stig Møller havde lært af sin forgænger, Brian Mikkelsens (K), forsøg med TV 2 Radio, der faldt til jorden med et brag. Reklamefinansieret kvalitetsradio går bare ikke i lille Danmark.
I maj 2010 fremlagde Per Stig Møller med et smalt forlig i ryggen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance en ny medieaftale med en model til en ny radiokanal, der skulle placeres på DR’s fjerde FM-bånd, og som i folkemunde hurtigt blev døbt ”Radio Møller”. Den skal konkurrere med især P1 om kvalitetsindhold med debat, kultur og nyheder, men også sende populær musik som P3. Den skal være statsstøttet med omkring 100 millioner licenskroner om året i ryggen i de første otte år. ”Det er for at sikre, at det bliver en stærk kanal, der kan levere et ordentligt indhold til danskerne,” sagde Per Stig Møller i forbindelse med præsentationen af den nye kanal.
Forslaget affødte straks øredøvende kritik blandt radiolyttere og radioeksperter. Der var forvirring omkring kanalens profil og stor skuffelse over udsigten til at fjerne P2 fra dets placering på FM-båndet. Hvad skulle lyttere af klassisk musik og morgenandagten så gøre? Protesterne tårnede sig op på avisernes debatsider og i de sociale medier.
Den nye radiokanal ”bliver aldrig en succes”, lød det fra tre forhenværende radiodirektører, herunder tidligere DR-generaldirektør Christian S. Nissen, der ironisk nok netop til Berlingske sagde: ”Radioen er indstillet på yndlingskanalen, og så lytter man stort set kun til det.”
Men tilbuddet om de omkring 100 millioner kroner var fristende for flere private aktører, herunder JP/Politikens Hus, der meldte sig som interesserede. Men en række politiske krav om blandt andet musikandelen og satire endte med at skræmme flere mediehuse væk igen. Per Stig Møller gik med til en række lempelser, men det endte med blot ét bud på den nye kanal.
LÆS OGSÅ: Radio giver unikke oplevelserInden den kommende ejerkreds kunne fejre sin nye rolle på mediemarkedet, skulle ansøgningen først godkendes af Radio- og tv-nævnet og EU-Kommissionen, der skulle vurdere, om det statsfinansierede projekt var konkurrenceforvridende. Der blev givet grønt lys fra begge, og fra marts i år lå vejen åben for den nye radiokanal.
Siden foråret har Berlingske Media og PeopleGroup præsenteret det nye hold, der står for indholdet på den nye radiokanal, herunder nyhedschef Suzanne Moll, tidligere chef på TV2 Radio og B.T.. Og til planlægning af det øvrige indhold hentede man de to DR-profiler Mikael Bertelsen og Mads Brügger.
På et pressemøde i sidste uge kunne de to kanalchefer og Radio24syvs direktør, Jørgen Ramskov, tidligere tv-direktør i DR, præsentere kanalens bud på, hvordan aktualitet, kultur, debat og underholdning formidles i radioen anno 2011, uden at det ligner DR.
LÆS OGSÅ: Her kan du lytte til Radio24syv”Vi vil lave anderledes og aktuel taleradio med inspiration fra USA og England. Vi er ikke bange for at løbe en risiko, og vi satser på at blive en talentfabrik. Vi er så klar, som vi overhovedet kan blive,” sagde Jørgen Ramskov.
Et af kanalens særtegn bliver en række markante værter med klare meninger i blandt andet en række debatprogrammer såsom ”Løsgængeren” med filminstruktør Søren Fauli, der med hjælp fra gæster og lyttere vil fremsætte nye lovforslag. Også forfatteren Knud Romer, journalisten Michael Jeppesen og feministerne Mette Bom og Nanna Kalinka Bjerke skal stå for Radio24syvs profil, der ifølge et erklæret mål gerne skulle tiltrække yngre lyttere end P1. Kanalens pendant til P1’s trosprogrammer bliver ”Skriftestolen”, der sendes hver søndag eftermiddag med eventskaberen og bachelor i teologi Mads Holger i spidsen for et panel, der taler om tilværelsens store emner.
Medieforsker Per Jauert fra Aarhus Universitet har tidligere været i tvivl om Radio24syvs muligheder for at hente lyttere fra for eksempel P1, der kun har en andel af radiolytterne på syv procent. Men efter at have set sendeplan og værtsbesætning er han mere forhåbningsfuld.
”Det ser fornuftigt ud, især på grund af værterne, som adskiller sig. Spørgsmålet er, om kanalen har format til at appellere til yngre lyttere, men det tror jeg er vanskeligt, fordi unges liv ikke er indrettet til at sidde og lytte til radio i timevis,” siger Per Jauert.
Kristeligt Dagblad anmelder Radio24syvs første dag i avisen i morgen.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad