Sidste udkald for det nordiske broderskab?

”Toget er ikke helt kørt, men vi er ved de sidste krampetrækninger. Det er ærgerligt, for selvom det kan virke konservativt at holde fast i de nordiske ligheder, så giver det adgang til et større fællesskab,” uddyber Lars Handesten.

Det er professor i litteraturvidenskab ved universitetet i Bergen Erik Bjerck Hagen enig i. Han har forsket i fællesnordiske træk i litteraturen og nævner nordiske krimier som grænseløse succeser og forfattere som Camilla Läckberg, Per Petterson og Helle Helle, som har et stort publikum i nabolandene.

”Der er i den grad en genkendelighed i kultur fra de andre nordiske lande, og vi forstår hinanden meget naturligt. Derfor giver det stadig mening at tale om et nordisk kulturfællesskab,” siger han.

Nordisk identitet har gennem tiden været et hedt debatemne.

I 1942 plæderede bogen ”Nordens forenede stater” for at knytte landene tættere sammen efter krigen. Tanken blev toneangivende, men da tyskerne trak sig ud, gik det anderledes.

Senest har den svenske historiker og samfundsdebattør Gunnar Wetterberg skabt debat med bogen ”Forbundsstaten Norden” om et forenet Norden, som kan være et værdigt alternativ til EU. Den ustabile situation med euroen gør spørgsmålet desto mere presserende, mener han.

”Nordens forenede stater vil stå betydeligt stærkere mod omverdenen, end landene kan hver for sig. Det vil give større gennemslagskraft, og jo hurtigere en udredning sker, jo bedre,” siger han.

Gunnar Wetterberg fremhæver en meningsmåling, som blev foretaget i de nordiske lande i 2009. Her svarede 40 procent af de adspurgte, at de var meget eller temmelig positive over for tanken om at slå landene sammen i, hvad Gunnar Wetterberg betegner som en ny Kalmarunion.

Hvis landene i Norden går sammen i en nordisk pendant til Amerikas Forenede Stater, vil det betyde, at Norden bliver blandt verdens største økonomier, og det giver berettigelse til at være med, når G20-landene samles til møder om globalisering, finanskrise og fremtidsudsigter.

Det er en interessant, men ikke desto mindre utopisk tanke, mener flere skeptikere.

En af de mest markante svenske kritikere er tidligere politisk chefredaktør på avisen Sydsvenskan Per T. Ohlsson.

Han påpeger, at der er for store uenigheder, idet to af landene, Norge og Island, ikke er med i EU, og to andre,Sverige og Finland, står uden for Nato.

”Det, der blev formaliseret med Kalmarunionen i 1397, ville ikke fungere i dag. Desuden er tanken om et specifikt nordisk fællesskab med undertoner af en etnisk og kulturel homogenitet dybt problematisk i dagens globaliserede verden,” har han udtalt til Sydsvenskan.

Hvorvidt der findes en speciel nordisk identitet, blev også diskuteret på efterårets bogmesse i Göteborg.

Sammen med seks andre tidligere modtagere af Nordisk Råds litteraturpris var forfatteren Klaus Rifbjerg med i et panel, som diskuterede prisens betydning. Mens den svenske forfatter Tua Forsström resignerende fortalte, at hendes barnebarn i Malmö slår over i engelsk, når han skal vise danske turister vej, er Klaus Rifbjerg mere håbefuld. Han mener fortsat, der er muligheder for at dyrke det fællesnordiske.

”Det er fattigt, hvis vi ikke bruger hinanden i Norden. Brandes-brødrene rejste på tværs af landene og opsnappede nye tendenser og strømninger, fordi de kom i forskellige miljøer i Norge, Sverige og Danmark. Det er vigtigt som forfatter at fastholde den aktivitet,” siger han.

En af de danske forfattere, som har brugt de nordiske lande meget, er lyrikeren Mette Moestrup. Hun har lige så mange arbejdsopgaver i Norge og Sverige som i Danmark og underviser på forfatteruddannelsen i Göteborg. Mette Moestrup tror ikke på et særligt nordisk slægtskab, som hun ser som en forældet nationalromantisk tanke, men hun tror på, at det stadig er relevant at have tråde mellem landene. Hun oplever, at de yngre generationer af forfattere søger kontakt med andre nordiske lande og er interesserede i hinanden.

”Jeg har altid opfordret til at være bevidst om at udvide sit netværk. Hvis man kun er i Danmark, kommer man let til at bekræfte hinanden i, hvordan litteraturen og verden skal se ud. Det er så nærliggende at bruge de andre nordiske lande, og det giver energi at tale med personer uden for Danmarks grænser. Når man er kommet sig over det umiddelbare sprogkaos, går det over stok og sten med at forstå hinanden, og de andre lande er jo lige om hjørnet.”

barslev@k.dk