Et nys og en en venlig bemærkning har ført til strid om religionsfrihed i Californien
Den udbredte amerikanske skik med at sige ”God bless you” (Gud velsigne dig), når nogen nyser, er blevet det seneste stridspunkt i den amerikanske debat om religionens plads i det offentlige rum.
Konflikten begyndte, da en lærer på en skole i byen Vacaville i delstaten Californien i sidste uge valgte at straffe en elev, der sagde ”God bless you” til en ny-sende klassekammerat, ved at give ham en lavere karakter.
LÆS OGSÅ: Lady Gaga til religiøs debatLæreren, Steve Cuckovich, afviser over for lokale nyhedsmedier, at straffen har et anti-religiøst forsæt og fremfører i stedet, at ”velsignelsen” er forstyrrende for undervisningen.
Ikke desto mindre udløser hans straf-initiativ klager fra kristne grupper og meningsdannere, der betegner hændelsen som en krænkelse af elevens religiøse ytringsfrihed, og skoledistriktet undersøger nu sagen. Desuden betegner han skikken med at sige ”God bless you” ved nys som ”forældet og irrelevant”.
USA’s forfatning dikterer en skarp adskillelse mellem kirke og stat, og kontroverser om især troens rolle i det offentlige undervisningssystem er en central del af den årelange amerikanske kulturkamp mellem kristne kræfter og mere sekulært sindede stemmer, der insisterer på at fjerne alle religiøse symboler og referencer fra det offentlige rum.
Ifølge avisen The Christian Post er sagen blot det seneste eksempel på det, som mange i Californiens evangelikale kredse opfatter som en tendens til stigende anti-kristen og anti-religiøs intolerance i den socialt liberale delstats offentlige skolesystem.
Så sent som for en måned siden afsagde en appeldomstol i San Francisco en kendelse til fordel for skolemyndighederne i byen Poway, der befalede en matematiklærer at fjerne vimpler med tekster såsom ”In God We Trust” (Vi sætter vores lid til Gud) og ”God Bless America” (Gud velsigne Amerika) fra sit klasseværelse, hvor de havde hængt i 25 år. Og i marts sagsøgte en elev i El Cajon det lokale skoledistrikt for at have udvist ham i to dage som straf for at have taget en bibel med i skole og prædiket den kristne tro for andre elever.